1. Sønderside - den gamle kyst

Vi skruer tiden tilbage til 1634. Dengang var der ikke noget, der hed Skallingen. Langs Sønderside (nogenlunde hvad der svarer til skovgrænsen mellem Ho Plantage og Skallingen) lå en hel række små fiskerlejer, hvor der boede omkring 250 indbyggere, der voksede til 1000 i fiskesæsonen fra marts-juni. I 1634 kom den største stormflod, som vi kender til. Den 2. store mandedrukning blev den kaldt, og mennesker, huse og både blev trukket ud i havet. Vandet væltede endda helt ind i Ho Bugt og fjernede en del af kysten. Den yderste del af halvøen modstod havet og blev til øen Langli. Fiskermiljøet overvandt aldrig katastrofen, og i dag er der kun potteskår og stednavne som Havnegrøften, der fortæller om levet liv i Sønderside.

Læs mere om de 5 største stormfloder i Vadehavet

Parkér fx ved p-pladsen ved Ho Ellipsen, som byder på et overdækket grill- og madpakkested. Herfra er der en 8 km lang markeret vandresti, der bl.a. følger Sønderside. Skulle der tilfældigvis være både højvande og storm, er det ikke svært at forestille sig tiden før 1634, for så vil marsk-engene på Skallingen være oversvømmede og minde om den tid, hvor det hele var Vesterhav.

2. Skomagersletten - Det vilde Vesten

Tættere på Det vilde Vesten kommer du næppe i Danmark. Så snart du kører eller cykler over kvægristen og ud på Skomagersletten, er det kvæget, der bestemmer farten på vejen. I sommerhalvåret er der 400 kvæg og en enkelt "cowboy". Det er Naturstyrelsens mand, som også kalder sig for hyrde og kvægdriver, og han ses ofte i området på sin firhjulstrukne ATV. Han har for alvor travlt med at drive køerne sammen, når der er storm fra vest, og han skal forhindre køerne i at blive fanget af havet, der pludselig stiger fra tidevandsrenderne ind over Skallingen. Køerne tilhører omkring 20 landmænd - primært fra Sydjylland - som med glæde betaler for at overlade kreaturerne til det vilde liv på Skallingen. 

Den eneste vej over Skallingen er 1-sporet, og der er mange vigespor, hvor du kan give plads for modkørende biler. Vejen blev bygget i 1943 af tyskerne under 2. verdenskrig som en del af Atlantvolden og var oprindelig en betonvej. 

I vinterhalvåret er det vigtigt at holde øje med vejrudsigten. Mens man går langs klitterne og nyder havets fråde og rasen  i stormvejr, stiger vandet i tidevandsrenderne ved Ho Bugt og kan på få timer forvandle Skomagerslettens enge til et hav - og samme skæbne får den eneste vej. Ikke så få turister er blevet reddet ud af deres biler, der har stået i vand til kølergitteret.

3. Parkering - mest for badegæster

Hvis det mest handler om at finde en glimrende badestrand med ganske få badegæster, så snup første vej til højre til Skallingens største parkeringsplads, der ligger lige ved havet. En dejlig sandstrand og et godt sted at hoppe i bølgerne med børn. Her er normalt ikke farlige hestehuller, men med havet skal man altid udvise den største forsigtighed. 

Hvis du går ca. ½ km langs stranden mod Blåvandshuk, ses en såkaldt overskylstunge, hvor havet har skubbet masser af sand ind over Skallingen. Havet æder ca. 3 meter af kysten hvert år, så Skallingen trækker sig langsomt tilbage mod nordøst.

4. Den gamle Redningsstation - madpakker og udstilling

Det hvidkalkede hus med sort tag er oprindelig en gammel redningsstation. Siden har den været brugt af fårehyrder, og nu er du velkommen inden døre, hvor der er borde og bænke. Hvis vejret ikke arter sig til picnic i klitterne, er Den gamle Redningsstation et godt sted at folde den rødternede dug ud, dele madkurven og åbne for en dampende, termokande kaffe. Nu kaldes Den gamle Redningsstation også for madpakkehuset. 

Langs væggene er der en planche-udstilling, der med fotos og tegninger fortæller om Skallingen. Desuden kan du se de forskellige fuglearter, som bruger Skallingen som spisested på en ofte meget lang rejse. Det er fx. havterner, grågæs og havørne. 

Foran Den gamle Redningsstation ses de folde, hvor kvæget indsamles, og det er også her, at dyrene altid kan få frisk vand.

5. Badestranden

Hertil og ikke længere med bilen. Resten af Skallingen skal udforskes på to ben. På turen fra p-pladsen til stranden vil de midaldrende opdage, at der er forsvundet et par klitrækker siden deres barndom. Strømforholdene ændrer sig gennem årene, og i øjeblikket æder havet af klitterne, samtidig med at Skallingen bliver højere og dermed mere stabil.

Stranden er lækker, og der er mange gode gryder med læ i klitterne.

6. Sibirien tur/retur

Efter en frisk dukkert i havet, er det skønt at gå til Sibirien. Bare rolig - det er kun en rundtur på syv km, der fører til Skalling Ende - den yderste spids af halvøen Skallingen. Stik en finger i luften, og find vindretningen. Som regel kommer vinden fra vest eller nordvest, og så er det smartest at starte turen med medvind langs stranden, og på tilbagevejen vil der være læ bag klitterne. Men er der hård vind fra nord eller syd, så start fra Den gamle Redningsstation og gå mod sydøst ad den afspærrede vej bag klitterne. 

Med start langs stranden bliver der mulighed for at lede efter rav. Men kig også op for snart dukker Fanøs vindmøller op i horisonten. Det samme gør Esbjerg og kraftværkets skorstene. Grådyb er sejlrenden ind til Esbjerg, og den er gennem årene gravet dybere, og det er sandsynligvis årsagen til, at der er forsvundet 1,5 kilometer af Skalling Ende. Når du runder Skalling Ende, kan du se fire pæle i havet i retning mod Fanø. Det er resterne af en høfde, som engang blev bygget på sydsiden af Skallingen.

Forstå Vadehavssprog - Høfde

Fortsæt ind mod Ho Bugt, hvor der ofte er spættede sæler - som elsker at fiske i Hobo Dyb - i retning mod øen Langli. En kikkert er også en god ide, hvis man vil spotte havørne, skestorke, skarve eller nogle af de rigtig mange lærker, der er på Skallingen. 

Gå tilbage bag klitrækkerne, hvor du langt om længe er nået til Sibirien. Og hvorfor hedder det Sibirien? Fordi det bare er så langt ude, du kan komme. Klitrækkerne ud mod havet har været afspærret siden 2. verdenskrig, men nu er de blevet gennemgravet for miner og åbnet for offentligheden i 2012. Turen går forbi Skallingens største søer - blandt andet Fyldegraven, som faktisk er en gammel udgravning for at få jord til bygning af diger. Senere ses fundamenterne af de lyskastere, som tyskerne opstillede under 2. verdenskrig, og snart dukker Den gamle Redningsstation og p-pladsen op. 

Cykler er også tilladt på rundturen - og en mountainbike vil være en fordel.

7. Strandenge og tidevandsrender

Der er næsten ingen, som gør det. Men det er tilladt at gå på strandengene i retning mod Ho Bugt. Faktisk er den 7 km² store naturlige saltmarsk den største i hele Vadehavs-området ned til Tyskland og Holland. Der er mange forhindringer i form af mudrede eller vandfyldte tidevandsrender (loer), og det er klogt at vende om ved kreaturhegnene. Men det er også et særpræget landskab, hvor loerne minder om blodårer, der med vadehavets puls fører materialer ind og ud af strandengene. Bemærk også de mange tuer med gule engmyrer.

8. Langli - fuglenes favorit

Fuglene foretrækker ø-livet på Langli hele året. Men mennesker er kun velkomne fra den 16. juli til den 15. september ad ebbevejen, hvor man går eller vader fra Nyeng i Ho til Langli. Det er en næsten 4 km lang tur, som tager 1-1½ time hver vej. Det er livsvigtigt, at du undersøger vejrforhold og tidevand, inden du begiver dig mod Langli. Normalt kan man gå på ebbevejen fra fire timere efter højvande i Esbjerg til to timer før højvande i Esbjerg.

For yderligere information om vandstand og tidevand, se enten DMI eller Esbjerg Havn.

For de fleste vil det være bedst at komme med på en guidet traktor-tur til øen. Så får du hjælp til at opdage naturen og fuglene - og ikke mindst de spættede sæler. Samtidig udpeges Dødemandsbjerget, hvor strandede lig af ukendte sømænd blev begravet, og Langli Bjerge, som er øens højeste klitrække med udsigt fra 14 m's højde.

Langli har Vadehavets største koncentration af ynglende fugle. Især split- og havterner samt kolonier af hætte-, storm- og sølvmåger hygger sig på øen. Blandt mange andre ynglende fugle ses også sildemåger og strandskader, klyder og edderfugle, og spids- og gråænder. Fugle og harer er tilfredse med, at der ikke kommer ret mange mennesker på Langli, men deres værste fjende er ræven, som godt kan finde på at tage ebbevejen til øen. Sker det, vil rævene blive "bortreguleret".

Langli er ca. 2 km lang og 500 m bred, og der har boet mennesker på øen fra 1840-1913. I dag er der kun fundamenter tilbage af en lille skole. Staten købte øen i 1982 - inkl. et sommerhus, der blev bygget i 1940'erne. Huset forvaltes af Naturstyrelsen og bruges som feltstation.