Odense Fjord Oplandet

I løbet af de seneste 50-100 år er skønsmæssigt mindst 55 % af det dyrkede areal i Odense Fjord oplandet blevet kunstigt drænet. Dette er sket for at sikre en hurtig afvanding af landbrugsjorden og en optimering af dyrkningsmulighederne. Dertil kommer, at moser, enge, vandløb, samt lavvandede søer og fjordområder har gennemgået store fysiske forandringer eller helt er forsvundet fra landkortet som følge af landvindingsarbejder til dyrkningsformål. I oplandet til Odense Fjord er 72 % af de større enge/mose-områder forsvundet i løbet af de sidste 100 år (figur 1.6).

En stor del af de tidligere enge/mosearealer i ådalen er gjort dyrkbare ved gennemførelse af vandløbsregulering og løbende vandløbsvedligeholdelse. Mange vandløb og grøfter er også blevet rørlagt ligesom en stor del af vandløbene er blevet udrettet. Tilsvarende er der sket en markant reduktion i antallet af mindre søer og vandhuller.

Alt i alt har årtiers indsats med landvinding, afvanding af vådområder samt dræning betydet, at den naturlige selvrensningsevne i Odense Fjord oplandet er reduceret betydeligt.

Der savnes konkret viden om aktuelt drænede landbrugsarealer i oplandet til Odense Fjord. En viden som er væsentlig for at belyse miljøbelastningen fra de enkelte landbrugsarealer, og nødvendig for en fremtidig prioritering af miljøindsatsen på landbrugsarealerne.

Historisk udvikling – landbrugsdriften på Fyn

Siden 1950’erne har dansk landbrug undergået en kraftig strukturudvikling, som bl.a. har betydet at bedriftsstrukturen er blevet specialiseret og dyreholdet koncentreret. Siden 1950’erne er antallet af bedrifter i Fyns Amt er faldet med 75 %, og den gennemsnitlige bedriftsstørrelse er steget med 250 %. De alsidige landbrug med blandet animalsk og vegetabilsk produktion er i stigende grad blevet afl øst af specialiserede kvæg- eller svinebedrifter eller bedrifter baseret udelukkende på planteavl. Afgrødefordelingen i 1950’ernes landbrug afspejlede den alsidige bedriftsstruktur med blandet animalsk og vegetabilsk produktion. Op mod halvdelen af arealet blev dengang dyrket med græs, grøntfoder og rodfrugt, mens den anden halvdel blev dyrket med kornafgrøder, primært vårkorn.

Udviklingen i landbruget har bl.a. medført at arealet med græs, grøntfoder og rodfrugt er blevet mere end halveret siden 1950’erne mens kornarealet er steget. I dag dækker arealet med græs, grøntfoder og rodfrugt ca. 18 % af landbrugsarealet mens kornarealet omfatter mere end 60 % af landbrugsarealet. Reduktionen i arealet med græs, grøntfoder og rodfrugter til fordel for kornafgrøder har øget udvaskningen, idet græs og grøntfoderafgrøder med lang vækstsæsonner bedre til at holde på kvælstoffet end korn.

Siden 1980’erne er andelen af arealet med vinterkorn steget på bekostning af vårkorn. Fra 1950’erne og frem til slutningen af 1980’erne faldt husdyrbestanden med 35 %, hvilket skyldes en nedgang i kvægbestanden.

Fra slutningen af 1980’erne er husdyrbestanden igen begyndte at stige. Stigningen skyldes en stigning i svinebestanden, mens kvægbestanden fortsat er faldende. Den store specialisering betyder at husdyrholdet, til forskel fra tidligere, fordeler sig meget skævt på de enkelte bedrifter. Især svineholdet er i dag koncentreret på bedrifter med et meget stort dyrehold. Husdyrholdet og dermed husdyrgødningen og udbringningen af denne er således koncentreret på et langt mindre areal end tidligere. Nye lovgivningsmæssige krav til udnyttelse af husdyrgødningen har dog betydet, at husdyrgødningen i de senere år igen spredes over et større areal.

Før 1950’erne var gødning fra husdyr den væsentligste kilde til næringsstoftilførsel til afgrøderne. Fra 1950’erne blev anvendelsen af handelsgødning imidlertid mere og mere udbredt. Handelsgødningsforbruget steg fortsat op gennem 1960’erne og 1970’erne. Det stigende forbrug af handelsgødning bevirkede en markant stigning i den samlede kvælstoftilførsel til afgrøderne, en tilførsel som i perioden 1950 til 1980 steg med næsten 86 %. Den samlede kvælstoftilførsel forblev høj op igennem 1980’erne. Ca. 63 % af den samlede kvælstoftilførsel stammede fra handelsgødning, og mængden af kvælstof fra handelsgødning kunne alene dække afgrødernes kvælstofbehov. Dette afspejler, at husdyrgødning på daværende tidspunkt blev tillagt en meget ringe gødningsværdi.

Fra 1992/93 begyndte kvælstofforbruget at falde. Forbruget af handelsgødningskvælstof faldt bl.a. som følge af en række lovgivningsmæssige tiltag, der havde til formål at reducere landbrugets miljøbelastning. Disse tiltag omfattede bl.a. krav om bedre udnyttelse af kvælstof i husdyrgødningen. Reduktionen i handelsgødningsforbruget er fortsat op igennem 1990’erne til i dag. I alt er det samlede kvælstofgødningsforbrug faldet med ca.20 % siden begyndelsen af 1980’erne, hvor forbruget var på sit højeste.

Det stigende handelsgødningsforbrug op gennem 1960’erne og 1970’erne betød at også fosfortilførslen til afgrøderne steg. Den samlede fosfortilførsel til afgrøderne steg med 20 % fra midten af 1950’erne til midt i 1970’erne. Tilførsel af fosfor til afgrøderne oversteg langt den mængde fosfor, der blev fjernet i afgrøderne, med en fosforophobning i jorden til følge.

Fra starten af 1980’erne begyndte den samlede fosfortilførsel at falde på grund af et fald i forbruget af handelsgødningsfosfor, men der blev dog stadig tilført mere fosfor, end der blev fjernet i afgrøderne. Siden midten af 1980’erne og til i dag er den samlede fosfortilførsel til afgrøderne i Fyns Amt reduceret med ca. 28 %. I dag er fosfor i husdyrgødning den væsentligste kilde (ca. 72 %) til den samlede fosfortilførsel til afgrøderne. Fosformængden i den tilførte husdyrgødning svarer stort set til hvad der gennemsnitligt fjernes i afgrøderne.

Da husdyrholdet er i dag koncentreret på færre bedrifter med meget store dyrehold, er spredning af husdyrgødningen koncentreret på et langt mindre areal end tidligere, hvilket betyder, at særlige de husdyrgødede arealer fortsat er udsat for overgødskning med fosfor. En fortsat overgødning af jorden med fosfor vil øge tabet af fosfor fra landbrugsjorden til vandmiljøet.