3. Hvad kan jeg få i tilskud

Tilskuddets størrelse

Der gives normalt højst et tilskud på 50 % af de samlede udgifter til projektet, og tilskuddet kan højst udgøre 400.000 kr.

Naturstyrelsen vurderer, hvor meget der kan gives i tilskud ud fra det opstillede budget. I vurderingen indgår parternes egen finansiering, frivillige ulønnede arbejdstimer og evt. andet. I særlige tilfælde kan tilskuddet overstige 50 %, men aldrig overstige 400.000 kr.

Bemærk hvis projektet modtager andre bidrag fra Naturstyrelsen:
- fx bidrag fra de lokale enheder eller tilskud fra andre puljer – så må disse bidrag sammen med bidraget fra puljen til lokale grønne partnerskaber tilsammen højst udgøre 50% af projektsummen.

Der ydes ikke tilskud til

  • Aktiviteter, der er påbegyndt eller gennemført inden der er modtaget tilsagn om tilskud.
  • Moms, der refunderes til tilskudsmodtager.
  • Dele af projektet, som er finansieret ved hjælp af tilskud fra anden side.
  • Puljen støtter ikke naturpleje på arealer, som kommunen i forvejen har pligt til at pleje, jf. vejledning til naturbeskyttelsesloven, samt bekæmpelse af bjørneklo. Dette gælder i et vist omfang også ”naturperler” på private arealer, som kommunen må forventes at have et særligt behov for at bevare.
  • Puljen har lokal forankring som overordnet formål og kan ikke bruges til at erstatte øvrige puljer som fx vand- og naturindsatsen.
  • Tilskud til projekter kan ikke anvendes til ekspropriation af private arealer.
  • Som udgangspunkt ydes der ikke tilskud direkte til kompensation af lodsejere.
  • Drift og vedligehold af faciliteter efter etablering og projektets afslutning.

Sådan kan lokale grønne partnerskabsprojekter finansieres

Ud over at søge tilskudspuljen til lokale grønne partnerskaber, kan et projekt finansieres fra forskellige andre steder:

Alle projektets parter bidrager til et projekt

Alle parter i et projekt skal bidrage i form af penge, arealer, bygninger, materialer, faciliteter, arbejdskraft, herunder frivillig ulønnet arbejdskraft fra foreninger mm.

Kommuner kan deltage

Kommuner kan deltage enten ved at indgå som part i et projekt eller en kommune kan være sponsor. Som part kan kommunen være ansøger og dermed økonomisk ansvarlig, udføre praktiske opgaver, rådgive og / eller varetage administrative opgaver.

Søg udlodningsmidler hos Friluftsrådet

Friluftsrådet administrerer udlodningsmidler til friluftsliv (tidligere Tips- og Lottomidler) og støtter projekter, som fremmer naturforståelse og mulighederne for aktivt friluftsliv for hele befolkningen. Der er tre ansøgningsfrister hvert år: 1. marts, 1. juli og 1. november. Friluftsrådet støtter på årsbasis mere end 600 projekter med godt 60 millioner kr. På Friluftsrådets hjemmeside www.friluftsraadet.dk/tilskud findes eksempler, kriterier og ansøgningsskema.
I kan sagtens søge finansiering hos både Naturstyrelsen og Friluftsrådet, hvis projektet falder inden for de områder, som dækkes. Når I søger Friluftsrådet om udlodningsmidler til et projekt, bør I oplyse, at I tillige har søgt af Miljøministeriets pulje til Grønne Partnerskaber. Og omvendt. Vedlæg gerne ansøgninger til den anden pulje som bilag, så det er muligt at koordinere og fremme projektet bedst muligt.

Andre bidrag til et projekt

Efter behov kan man tillige søge støtte hos fonde, lokale virksomheder osv.