Urup Søndrebæk Lavbundsprojekt - Forundersøgelse 2024-2025

Projektbeskrivelse

Med finansiel støtte fra EU og i samarbejde med Billund og Varde Kommune undersøger Naturstyrelsen i 2024 mulighederne for at gennemføre et lavbundsprojekt omkring Urup Søndrebæk. Der gennemføres en teknisk og biologisk forundersøgelse samt en ejendomsmæssig forundersøgelse. Forundersøgelserne forventes gennemført og offentliggjort i starten af 2025. forundersøgelsen er med til at understøtte målet om, at reducere Danmarks udledning af skadelige drivhusgasser med 70% frem mod 2030

Udtagning af lavbundsjord

Projektets primære formål er at reducere drivhusgasudledningen ved at udtage kulstofrige lavbundsjorde af landbrugsdrift og hæve vandstanden, således at man vandmætter jorden. Af andre afledte effekter af et lavbundsprojekt kan nævnes klimatilpasning i form af tilbageholdelse af vand ved større nedbørsforekomster, øget biodiversitet og udvikling af mere sammenhængende natur.

Undersøgelsesområdet

Undersøgelsesområdet ligger ved Urup søndrebæk og ned til Eg mose, omtrent 7 km vest for Grindsted by. Området udgør ca. 710 ha, hvoraf 450 ha svarende til 63% er estimeret at ligge på kulstofrige jorde med mindst 6 % tørv. Det væsentligste kriterium for udvælgelse af undersøgelsesområdet er jordens indhold af organisk stof, og dermed mulig CO2 tilbageholdelse ved gennemførelse af et klima-lavbundsprojekt.

Langt størstedelen af arealet er i omdrift, med en lille andel bestående af natur og permanent græs. Undersøgelsesområdet berører 45 lodsejere fordelt på 38 ejedomme, som alle er blevet orienteret om forundersøgelsen.

Forundersøgelsen

I løbet af 2024 gennemføres der en teknisk og ejendomsmæssig forundersøgelse, som skal afdække mulighederne for at gennemføre et lavbundsprojekt.

Der skal tages diverse felt prøver og registreringer mht. højdekoter, vandløbsopmålinger, registrering af dræn, drænbrønde og grøfter og jordprøver af N- og C-indholdet.

Lodsejerne bliver inddraget i forundersøgelsen ved individuelle samtaler, hvor et foreløbigt udkast til projekttiltag og afvandingskort vil blive præsenteret. En eventuel gennemførsel af projektet vil bero på frivillighed fra de deltagende lodsejeres side. Virkemidler for lodsejere er mulighed for erstatningsjord, salg og køb af projektjord, jordfordeling eller direkte arealkompensation i form af en engangskompensation for permanent udtagning.

Ud fra feltprøver og registreringer samt lodsejerinterviews udarbejdes et nyt kort over projekttiltag. Forundersøgelsen vil omfatte beregninger af forventet CO2 reduktion samt forventet reduktion af udledning af kvælstof og fosfor til recipienten.

Fakta

Projekttype: Lavbundsprojekt, forundersøgelse. Finansieret af den europæiske landbrugsfond for udvikling af landdistrikter (ELFUL)
Periode: 2024 - 2025
Samarbejdsparter: Billund og Varde Kommune
Projektareal:  710 hektar
Økonomi: 1.895.775 kr.

Kort over projektområdet

Projektansvarlig