Begrebet "mose"
Begrebet mose dækker i virkeligheden over forskellige naturtyper. Man kan dele dem op i to typer efter hvilken vandtilførsel der er. ”Kær” tilføres vand fra både grundvandet og nedbøren, mens ”Højmoser” kun får vand fra nedbøren. Men de to mosetyper er tæt forbundet eftersom højmoser opstår fra kær.
Dannelse af højmoser
Højmoser findes, hvor klimaet er tilpas køligt og der er meget nedbør. Dannelsen af højmoser er naturlig og ikke betinget af kulturmæssige tiltag, ligesom flere af de andre danske naturtyper.
En grundlæggende forudsætning for at en højmose dannes er et næringsfattigt, fugtigt område, som gør at tørvemosserne kan etablere sig.
Højmoser kan opstå på to måder. Det kan ske ved tilgroning af søer, det kaldes 'tilgroningsmoser', eller de kan opstå på fugtige næringsfattige områder, hvilket kaldes 'forsumpningsmoser'.
Tilgroningen af søer (tilgroningsmoser) kan enten ske ved at søen med tiden fyldes op med sedimenter og dødt plantemateriale, hvorefter tørvemosserne begynder at dominere vegetationen. Men en sø kan også blive dækket af en lag af Sphagnum (tørvemos), som vokser ud over vandoverfladen, hvilket skaber en såkaldt 'hængesæk '. De døde plantedele der bliver afsat hvert år fra det flydende plantelag, ender til sidst med at fylde søen helt op, og en egentlige højmose kan herefter dannes.
Forsumpningsmoser derimod dannes direkte på næringsfattige fugtige jordbunde, hvor grundvandsspejlet ligger højt. Hvis betingelserne er rigtige i en periode så tørvemosserne etablerer sig, vil det blive svært for andre plantearter at leve i det sure miljø, der bliver skabt.
De fleste højmoser i Østdanmark er opstået ved tilgroning af søer, mens begge dannelsesformer kan findes i Vestdanmark.
Der vil ved begge dannelsesformer i starten også optræde andre kærplanter, som først forsvinder efterhånden som den egentlige højmose dannes.
Når tørvemosserne etablerer sig, skaber de et mere og mere surt miljø i området. Tørvemosserne er tilpasset til en meget næringsfattig levevis. I den forbindelse har de en meget høj evne til at optage plantenæringsstoffer, selvom de kun er til stede i meget lav koncentration. I den proces udskilles brintioner der forsurer omgivelserne. På den måde kan man sige at tørvemos er i stand til at forandre kemien i sine omgivelser, til gavn for sine optimale vækstvilkår. Forsuringen betyder desuden at mosserne ikke nedbrydes på normal vis når de dør.
Derfor vil miljøet langsomt blive mere og mere surt, og vandet i højmosen vil typisk have en pH-værdi på omkring 4. Et så surt miljø er der ikke mange planter der kan leve i, og tørvemosserne og nogle få andre planter bliver de eneste planter i området.
Da tørvemos ikke nedbrydes på sammen måde som andet plantemateriale, vil der hvert år skabes et nyt tyndt lag af døde plantedele, som ikke bliver nedbrudt. Det øverste levende plantelag vil derfor hele tiden bevæge sig længere og længere opad.
Tørvemos (Spagnum ) er i stand til at suge grundvandet op til ca. 50 cm op over det oprindelige grundvandspejl. Efterhånden som tørvelaget vokser op over denne højde ender det derfor med, at det eneste vand tørvemosserne og de andre plantearter får, er det der kommer fra oven i form af nedbør. Desuden vil de nederste lag tørv blive så sammenpresset, at de bliver helt uigennemtrængelige for grundvandet. Planterne kan så heller ikke længere optage næring via grundvandet, og må udelukkende klare sig med hvad der findes i luften og nedbøren. Nu er den egentlige højmose dannet.
En højmose vil efter hundreder af år ende med at være flere meter højere end det omkringliggende landskab. Typisk vil højmosen være betydeligt højere på midten i forhold til kanterne. I udkanten af højmosen vil vegetationen have mere kontakt til det mere næringsrige grundvand, og vil derfor være sammensat af andre arter end midt i højmosen.
Højmosens zoner
En højmose kan opdeles i en række zoner. Kanten som omgiver højmosen kaldes lagg-zonen, hvor der både er tilførsel af næringsfattigt højmosevand og mere næringsrigt vand fra grundvand. Vegetationen i lagg-zonen udgøres derfor ikke udelukkende af typiske højmosearter, men snarere af et kærlignende plantesamfund. Ofte vil der i denne zone vokse træer. Det næste stykke ind i højmosen kaldes ’randen’, og her vil typisk dunbirk kunne etablere sig, selvom den vokser dårligt der og ikke bliver ret stor. Den centrale del af en højmose (højmosefladen) er kendetegnet ved en høj masse af dødt tørvemos, som kan blive flere meter høj. Ovenpå denne masse af døde plantedele (tørv), findes et plantelag, som er den levende del af højmosen.
Sammensætningen af plantearter på højmosefladen afhænger bl.a. af forholdet imellem tuer og høljer. Dette forhold bestemmes af fugtighedsforholdene, således at der i våde højmoseområder er et større areal af høljer, mens der vil være en overvægt af tuer i forholdsvis tørre områder. Endelig kan højmosefladen også være mere eller mindre ensartet, og domineret af dværgbuske, Tue-Kæruld og Sphagnum.
Kun få planter kan klare sig i det sure og våde miljø, der er i den næringsfattige højmose. Derfor vil andre plantearter have meget svært ved at fortrænge højmosearterne i en upåvirket højmose, og det er derfor en af de mest stabile naturtyper der findes.
Typiske arter ved Højmosen
Højmoser er en artsfattig naturtype, da kun få arter af planter
og dyr kan leve i det næringsfattige og sure miljø der findes her.
Planter i højmosen
I Danmark er højmoserne den eneste naturtype som ikke indeholder græsarter. De vigtigste planter for højmoserne er tørvemosserne (Sphagnum) , som talt i arter og individer er den hyppigst forekommende plantegruppe på højmoserne. De forskellige arter af tørvemos kan dog være vanskelige at skelne fra hinanden. Men tørvelaget dannes primært af arterne Sphagnum cuspidatum, S. rubellum, S. magellanicum.
Selve højmosefladen kan være opdelt i de forholdsvis tørre tuer med arter som revling , hedelyng, klokkelyng og rosmarinlyng , og fugtige lavninger, høljer, som domineres af Sphagnum, hvid næbfrø, og smalbladet kæruld.
Dyr i højmosen
Ikke mange dyr trives i højmosernes nærringsfattige sure miljø. Men højmoserne kendetegnes samtidigt ved at de er meget lysåbne og fri for træer. Det er der flere arter der sætter pris på, bl.a. flere fuglearter som ruger på jorden og foretrækker at yngle i det åbne land. I de større moser vil f.eks. tranen slå sig ned. Derudover er det generelt ande- og vadefuglene som dominere fuglefaunaen i de upåvirkede højmoser.
Blandt sommerfuglene, er arter som moseperlemorssommerfugl, mosehøsommerfugl, moserandøje særligt knyttet til højmosen. De lever af de specielle planter som findes her, f.eks. tranebærplanten og kæruld.
- Edderkopper: Tørvemosejæger ( Pardosa sphagnicola)
- Guldsmede: Lille kærguldsmed ( Leucorrhinia dubia), højmose-guldsmed (Aeshna subartica) , siv-mosaikguldsmed (Aeshna juncea) og arktisk smaragdlibel (Somatochlora arctica)
- Natsommerfugle: Hypenodes humidalis og Eugraphe subrosea
- Dagsommerfugle: mosehøsommerfugl, moseperlemorssommerfugl, moserandøje, bølleblåfugl.
- Græshopper: hedegræshoppe (Metrioptera brachyptera) og sumpgræshoppe (Stethophyma grossus)
Trusler mod højmoser
Højmoser er en naturtype som ikke er betinget af kulturindgreb, tværtimod vil indgreb snarere have en destruktiv effekt. Dræning, tøvegravning, og næringsstoftilførsel har alle været med til kraftigt at reducere eller helt ødelægge mange højmoser. Man kan således ikke længere finde helt uforstyrret højmoser i Danmark, men der findes dog stadig dele af højmoserne som har en naturlig højmosevegetation.
Udgravning af tørv
Der er blevet gravet tørv i de danske moser siden middelalderen, dog har udnyttelsen varieret, bl.a. i forbindelse med 1. og 2. verdenskrig er der blevet produceret store mængder tørv til brændsel. I nyere tid har man f.eks. gravet tørv for at bruge det som vækstmedie i haver og gartnerier i form af de velkendte sphagnumsække.
Opdyrkning
I jagten på god landbrugsjord er mange moser blevet opdyrket ved at man har gravet kanaler og på den måde drænet området. Så er det øverste plantelag blevet skrællet af og ved at tilføre kalk til den blotlagte tørv har man fået en næringsrig landbrugsjord.
Dræning
I forbindelse med tørvegravningen og opdyrkningen er der ofte samtidigt sket en dræning af højmoserne, hvilket i sig selv er nok til at ødelægge det eksisterende plantesamfund. Dræningen er sket ved enten at grave grøfter eller ved etablering af et system af drænrør eller begge dele samtidigt. Dræningen gør at tørven pga. iltning formulder og bliver mere næringsrig. En række fremmede mere næringskrævende planter kan derefter spire, og den tidligere højmose vil vokse til med især birketræer.
Der foregår dræning i alle projektområderne.
Tilvoksning med træer
Træerne vil medvirke til en yderligere nedbrydning af højmosen, idet de skygger for de lyskrævende plantearter på højmosen, og samtidigt øger fordampningen fra området og dermed udtørringen. Desuden vil træer øge næringsstoftilførslen, da atmosfærisk kvælstof vil blive afsat på overfladen. Efter en årrække med træer, vil det ikke længere være muligt at genoprette højmosen.
Næringsstofforurening
Højmoser et en næringsfattig naturtype, hvor der normalt kun sker en meget begrænset tilførsel af næring med regnvandet, hvilket højmosens planter er tilpasset. Derfor er højmoser meget følsomme overfor tilførsel af ekstra næringsstoffer udefra. I flere højmoser ses en indvandring af fremmede og mere næringskrævende plantearter f.eks. græsarten blåtop, hvilket sandsynligvis skyldes unaturlig høj tilførsel af kvælstof fra atmosfæren.
Alle projektområder er påvirket af næringsstofforurening fra atmosfæren. Det vurderes at tolerancegrænsen for højmoser er 5-10 kg N pr. ha pr. år, et niveau der er overskredet for alle projektområderne.
Fragmentering
Højmoserne har ofte været opdelt i en række områder som er blevet udnyttet på forskellig vis. Områderne har f.eks. haft forskellige ejere, hvoraf nogle har gravet tørv, mens andre har drænet området og brugt det til landbrug.
Dette har ført til, at de tidligere relativt ensartede højmoser er blevet fragmenteret i en mosaik af forskellige naturtyper som højmose, nedbrudt højmose, hængesæk, kær, brunvandede sure søer og andet.
Fragmenteringen fører typisk til en øget udtørring af de resterende højmose-partier, da de bratte overgange til de udnyttede områder virker drænende.
Desuden vil det være lettere for fremmede plantearter at trænge ind i den resterende højmose, hvis først den er blevet fragmenteret i mindre områder.