LIFE Klokkefrø

Klokkefrøen har et giftforsvar. Den udskiller en giftig slim gennem huden, som man får på fingrene, hvis man rører ved den. Gnider man sig derefter i øjnene, kan man få kraftig svie. Derfor skal man skylle hænderne grundigt, hvis man har rørt ved en klokkefrø.

Når hannen puster sin kvækkepose op, kan lyden høres flere hundrede meter væk.

Der gøres et stort arbejde for at redde klokkefrøen i Danmark. Vandhuller med klokkefrøer er blevet renset op, der er gravet nye vandhuller, og der er opdrættet og udsat klokkefrøer. Bestanden af voksne frøer er derfor nu steget til ca. 2.000 dyr på 9 lokaliteter, hvor den yngler i ca. 20 vandhuller.

Klokkefrøen er fredet i Danmark. Den må ikke slås ihjel, og hverken voksne, haletudser eller æg må samles ind eller flyttes uden tilladelse fra Naturstyrelsen.

Dens vandhuller er beskyttede efter § 3 i naturbeskyttelsesloven , hvis de er på over 100m2.

Klokkefrøen er beskyttet ifølge EF-habitatdirektivet. Den må ikke fanges, slås ihjel eller forstyrres, og dens levesteder må ikke beskadiges eller ødelægges. Desuden skal der laves særlige områder for at bevare den i alle landene i EU. I Danmark er der udpeget 6 EF-habitatområder for den.

Klokkefrø er omfattet af:

• Habitatdirektivets bilag II+IV
• Fredet
• Rødlisten

Klokkefrø findes i det sydøstlige Danmark, men var tidligere udbredt på de danske øer fra Als i vest til Bornholm i øst og mod nord til Tunø. Klokkefrøen findes nu kun på øer i Det Sydfynske Øhav, på Østfyn, på nogle øer omkring Sjælland og et par steder på Sydsjælland. Der er i alt kun 8-9 bestande på ca. 2.000 dyr. Tidligere fandtes den langt mere udbredt, især i den østlige del af Danmark.

Klokkefrøen er en lille, varmekrævende frø, der ikke bliver længere end 5,5 cm.

Den har en vortet, tudseagtig hud med øjne, der sidder højt oppe på hovedet. Den kan kendes fra skrubtudsen på de trekantede pupiller, hvor spidsen peger nedad.

Oversiden er brun med sorte pletter. Det bedste kendetegn er den blåsorte underside med orange, røde eller gule pletter. Det kan bruges til at kende de forskellige individer fra hinanden.

Hannen har en kvækkepose i yngletiden. Når frøen puster den op, ligner det en stor ballon under struben. Når den kvækker, lyder det lidt som gøgens kukken, eller som når man puster hen over en tom flaske. Lyden kan høres helt op til 3 km væk.

Klokkefrøen tager en del af sit bytte i vandet, men går også op på bredden for at søge føde. Den æder myggelarver, myggepupper, springhaler, forskellige insektlarver og vandbænkebidere. Desuden tager den en del edderkopper, biller, myrer og orme.

Klokkefrøen trives bedst i et åbent landskab med græs, blomster, lidt krat og spredte træer, og hvor nogle få kreaturer går og græsser. Men den kan også findes ved vandhuller ude på dyrkede marker og nær sommerhuse og campingpladser.

Den bevæger sig ikke længere omkring end i en radius på 2-300 meter fra ynglevandhullet.

I løbet af april og maj vandrer den ned til et vandhul, hvor den yngler. Når frøerne ikke er i vandhullerne, og når de vandrer fra vandhul til vandhul, opholder de sig i levende hegn, stengærder eller braklagte marker i nærheden af vandhullerne. Det er også her, at padderne finder egnede overvintringssteder.

Solen skal kunne skinne på hele vandhullet, og vandet skal være så lavt, at det hurtigt kan blive varmet op af den. Det må gerne være så meget bevoksning, så klokkefrøen kan ligge og gemme sig. Især ynder den vandhuller til kvæg. Men hunnerne lægger ikke æg, hvis der er fisk eller mange ænder i vandhullet.

Hunnen lægger æggene i sidste halvdel af maj og en måned frem. Hun lægger 1-130 æg i klumper, i alt op mod 700 æg. De afsættes ofte som guirlander viklet rundt om lodrette plantestængler.

Efter yngletiden vandrer klokkefrøerne ofte videre til andre vandhuller, som godt kan være mere forurenede, dybe eller groet til.

De går på land sent på sommeren og overvinter især i musehuller, huller i stengærder og under trærødder.

Klokkefrøen har et giftforsvar. Den udskiller en giftig slim gennem huden, som man får på fingrene, hvis man rører ved den. Gnider man sig derefter i øjnene, kan man få kraftig svie. Derfor skal man skylle hænderne grundigt, hvis man har rørt ved en klokkefrø.

Nogle klokkefrøer bliver mindst 13 år gamle i naturen og kan sandsynligvis blive endnu ældre.

Den voksne frø har meget få fjender, fordi den kan udskille sit giftige slim. Især skulle det beskytte den mod grønne frøer. Det sort/orange mønster på klokkefrøens underside menes at virke som advarselsfarve på samme måde som hvepsens sort/gule mønster.

Voksne frøer kan dog ædes af forskellige rovfisk som gedder og aborrer.

Æggene kan ædes af stor vandsalamander, haletudserne af fisk.

Klokkefrøen er vores mest truede frøart. Den store tilbagegang skyldes, at:

• grundvandet er blevet sænket
• søer, vandhuller og lavvandede oversvømmelser på markerne er blevet fyldt op, afvandet eller drænet
• vandhuller er forurenet af gødningsstoffer
• kvæghold er nedlagt, hvorefter vandingshullerne er groet til
• der er sat fisk eller ænder ud i vandhullerne

Man kan hjælpe arten ved at oprense ynglevandhullerne med års mellemrum, således at de ikke gror til.

Det kan også hjælpe klokkefrøen, at der etableres nygravede vandhuller i nærheden af de eksisterende ynglevandhuller.

Da fisk og andefugle fouragerer på klokkefrø-yngelen, kan det gavne klokkefrø, at man holder ynglevandhullerne fri for fisk og andefugle.

Tilførsel af næringsstof til vandhullerne har en negativ effekt på klokkefrøens ynglemuligheder, og det kan derfor hjælpe arten, at der ikke gødskes i nærheden af ynglevandhullerne.

• Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV (Faglig rapport fra DMU nr. 635 (2007), pdf; 15mb)
• Amphibians of Central Europe - Klokkefrø
• Nordens padder og krybdyr. Kåre Fog m. fl. 365 sider. Gads Forlag. 1997.
• Padder og krybdyr er fredet - værn om dem. Fredningsstyrelsen 1982.
• Oplæg til forvaltningsplan for Danmarks padder og krybdyr. Miljøministeriet, Naturstyrelsen 1993.
• Krybdyr og padder i Europa. Arnold, E.N. m. fl. Gads Forlag 1978.
• Bevarelsen af Danmarks padder og krybdyr. Nordisk Herpetologisk Forening 1995.