Om overdrevsprojektet

Baggrund for projektet

Overdrev er en værdifuld naturtype, der sammenlignet med mange andre naturtyper er meget artsrig. En lang række særlige planter og dyr er tilknyttet overdrevene.

Tidligere var store dele af Danmark dækket af overdrev, der blev brugt til landsbyernes fælles græsningsarealer. Men med landboreformerne i den sidste del af 1700-tallet ændredes deres brug. Hovedparten af de danske overdrev er nu blevet opdyrket til landbrugsjord eller skov.

Overdrev er blevet en truet og sårbar naturtype, som er i stadig tilbagegang - både i Danmark og i vore nabolande. Men da overdrev er en naturtype der både kulturhistorisk og biologisk er værdifuld, er det vigtigt at passe på og bevare de få overdrev, der stadig findes. Derfor har Danmark forpligtiget sig til at beskytte eller genoprette denne natur-type.

Life-overdrev er et EU-finansieret natur-beskyttelsesprojekt, som gennem en række konkrete initiativer skal forøge arealet med naturtypen samt forbedre forholdene for de tilbageværende overdrev.

Overdrevsprojektet var oprindeligt et samarbejde mellem Århus Amt, Viborg Amt, Fyns Amt og Naturstyrelsen. Efter amternes ophør fører Naturstyrelsen projektet videre alene. Projektet løber fra juli 2004 til og med 2008.

Kortet viser de 11 projektområder

Projektet omfatter 11 projektområder, der alle ligger i EU-habitatområder, og i alt indgår 4357 ha i projektet - heraf er 743 ha overdrev.

Overdrevsprojektet tager udgangspunkt i konkrete forvaltningsmæssige tiltag, for at beskytte og forbedre forholdene for 743 ha allerede eksisterende overdrev. Herudover bliver ca. 270 ha tidligere overdrev genskabt med mulighed for yderligere forøgelse efter projektet er afsluttet.

For alle områderne bliver der lavet langsigtede planer for deres forvaltning, og planlagt en biologisk hensigtsmæssig forvaltning på i alt 1780 ha græsnings-arealer. Samtidigt skabes der en række erfaringer med forvaltning af over-drevsarealer. Den viden der herved opbygges, kan bruges i den fremtidige forvaltning af både overdrev og andre naturtyper der kræver afgræsning - som f.eks. enge. Desuden indeholder projektet et formidlingselement, som dels retter sig mod professionelle naturforvaltere og dels mod naturinteresserede.

3 typer af overdrev

Overdrev kan inddeles i typer efter jordbundsforhold og graden af tørke. EU har med NATURA 2000 opdelt Europas natur i et netværk af forskellige naturområder. Områderne er udpeget for at bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter. NATURA 2000 nævner tre typer overdrev som findes i Danmark, inddelt efter jordbundsforhold og graden af tørke. De tre overdrevstyper har fået koderne:

6120 – Meget tør overdrevs- eller skræntvegetation på kalkholdigt sand

6210 – Overdrev og krat på mere eller mindre kalkholdig bund (*vigtige orkidélokaliteter)

Kalkrigt overdrev med mange arter af orkidéer. I forgrunden ses stor gøgeurt.

* 6230 – Artsrige overdrev eller græsheder på mere eller mindre sur bund

Surt overdrev.

Tabellen herunder viser fordelingen af projektets overdrev på naturtype.

NaturtypeAntal
overdrev i
projektet
hvor
naturtypen
er repræsen-
teret
Projektets
overdrevs-
areal.

(ha)
Overdrevs-
areal i
danske
habitat-
områder

(ha)
Projektets
andel af
det danske
areal i
habitat-
områder(%)
*6120 – meget
tør overdrevs-
eller
skræntvegetation
på kalkholdigt
sand.
5233370
6210 – Overdrev
og krat på mere
eller mindre
kalkholdig bund
(*vigtige
orkidélokaliteter)
8250100625
*6230 – artsrige
overdrev eller
græsheder på
mere eller
mindre sur bund
10470239020

Formål

Det overordnede mål med projektet er at opretholde og genskabe en gunstig bevaringsstatus for de tre prioriterede over-drevshabitattyper (*6120, *6210 og *6230), som findes i Danmark.

Andre hovedmål for projektet er:

  • Konvertering af 65 ha plantager på tidligere overdrevsarealer. Dette vil bidrage betydeligt til at modvirke fragmenteringen af overdrevs-arealerne.

  • Genskabelse af 180 ha overdrev enten ved konvertering af allerede fældede plantager, krat eller andre arealer.

  • Fjerne opvækst på samlet 1065 ha, som helt eller delvist er groet til i træer og buske.

  • Etablering og sikring af passende græsningsintensitet på 1780 ha, inklusiv introduktion af græsning på 600 ha. Dette medfører etablering af 170 km hegn.

  • Ophjælpe bestanden af sommerfuglen sortplettet blåfugl (Maculinea arion) i et af projektområderne.

  • Skabe forståelse i befolkningen for værdierne i NATURA 2000, og i særdeleshed for overdrev, gennem etablering af 25 informationstavler, udgivelse af informationsfoldere samt 64 guidede naturvandringer.

  • Offentliggørelse af projektets resultater og den viden, der skabes ved dets gennemførelse. Denne viden skal udbredes til alle dem, der er professionelt involveret i forvaltningen af overdrev.

Projektøkonomi

Projektets totale budget er på 4.244.625 €.

Heraf bidrager EU-Life med 2.151.316 € svarende til 50,7 %.

 

Udgift (€)

Lønninger

2.255.100

Kørsel m.m.

52.887

Konsulentbistand

952.996

Materialer

742.560

Andre udgifter

25.438

Overhead

215.644

I alt

4.244.625

Socioøkonomiske forhold i relation til projektet

Privat eje

En del af projektet skal foregå på områder der er fredet ved en fredningskendelse. Amterne har normalt ret til at udføre naturpleje i områderne, og det vil ikke blive nødvendigt at genforhandle områdernes status.

Da de private arealer blev fredet, modtog lodsejerne erstatning for at kompensere for eventuelle restriktioner i brugen af deres arealer, samt for at tillade offentligheden adgang til områderne.

Selv om amterne normalt har ret til at udføre naturpleje på de fredede arealer, er det ejernes ret, at få prøvet amtets beslutninger ved Fredningsnævnet. Det er ikke på forhånd muligt at forudsige, om der vil være private lodsejere, der vil udnytte denne ret, men det forventes, at kun en minoritet eventuelt vil forsøge at få amtets kendelse omgjort ved Fredningsnævnet. Skulle en ejer være utilfreds med Fredningsnævnets kendelse, kan kendelsen yderligere appelleres til Naturklagenævnet, hvis kendelse ikke kan appelleres.

En del af Overdrevsprojektets formål er, at forklare projektets formål og indhold til lodsejerne, for derved at opnå deres støtte til projektet.

Amterne vil først aftale delprojekter med den enkelte lodsejer, efterhånden som der bliver sikkerhed for at delprojektet kan og skal gennemføres. Delprojekterne skal så vidt muligt udføres kort efter en aftale er i stand.

(Opdatering: Efter amternes nedlæggelse i forbindelse med kommunalreformen har kommunerne overtaget forpligtigelsen til pleje af privatejede fredede områder. I Overdrevsprojektet har Naturstyrelsen overtaget forpligtigelse til at videreføre indsatsen indenfor de privatejede projektområder i samarbejde med de respektive kommuner.)

Turisme

Mange af områderne er meget populære udflugtsmål. Det kan betyde et behov for forskellige faciliteter, såsom anlæg af stier, veje og p-pladser, opsætning af informationstavler og toiletter.