Plantning af de nye små statsskove i Hovedstadsområdet starter foråret 2026
Naturstyrelsen har i 2025 erhvervet sig landbrugsarealer i 7 forskellige kommuner, hvor der planlægges plantning af nye små statsskove. De kommende små skoves størrelse vil variere mellem 2 til 20 hektar og der tilplantes udelukkende med hjemmehørende træer og buske.
I 2024/2025 blev der afholdt borgermøder i de enkelte kommuner, hvor Naturstyrelsen præsenterede formål, forudsætninger og projektudkast for de pågældende skovrejsninger. Her havde alle interesserede borgere mulighed for at deltage og komme med input og ideer til skovene.
Naturstyrelsen afholder plantedag på arealer i Dragør-, Furesø- og Vallensbæk kommune i foråret 2026.
Naturstyrelsen har med stor tilfredshed konstateret, at rigtig mange skoler, foreninger og borgere gerne vil hjælpe med tilplantningen af de nye skove. Hvis man er interesseret i at deltage i tilplantningen kan man finde mødetidspunkt – og sted længere nede på siden under ”Projektområder”.
Siden vil løbende blive opdateret i takt med planlægningsprocessen skrider frem.
Formål
Formålet med de små skove er at skabe lokale, grønne åndehuller til glæde for friluftslivet, som samtidig vil øge biodiversiteten og lagre CO2 i træerne.
Fakta
Projekttype: Skovrejsning
Periode: 2024 - 2027
Økonomi: 50 mio. kr.