Historien om Birkepøl på Sydals er en klassisk fortælling om det danske kulturlandskab. Området er gået fra at være vild natur til et produktivt og pumpet landbrugsland, og står nu måske overfor sit næste kapitel.
Kronologisk udvikling af området
I 1600-tallet var Birkepøl, Pøl og Uføret ét stort sammenhængende system af laguner, rørsumpe, krat og både ferske og brakke søer med fri forbindelse til havet.
Hertug Hans den Yngre igangsatte en omfattende række af inddæmninger på Als for at skaffe mere land. Han opførte en dæmning på tværs af strandvolden for at afsnøre fjordarmen og lagunesøen fra havet. Området mistede derved sin frie dynamik med saltvandet, men forblev i århundreder et delvist ufremkommeligt, fugtigt og vildt moseområde - kendt lokalt som “Søen” eller “Uføret”.
Efter krigen i 1864 kom Als under preussisk herredømme. Det fik stor betydning for den administrative og tekniske opsætning omkring afvanding.
En voldsom stormflod i 1904 ødelagde store dele af kysten på Sydals, og året efter dannede lokale bønder "Lysabild‑Skovby Afvandingsselskab" under tysk vandløbslovgivning. Bønderne lod grave to store landkanaler – én langs nordøstgrænsen og én i nord-sydgående retning mod vest ved Skovmose. Der blev sat sluser i udløbene til havet. Formålet var at lede overfladevandet væk via tyngdekraften, så engene kunne udgrøftes og bruges til høslæt og græsning. Naturtyperne ændrede sig, men det var her i de fugtige enge, at den nu forsvundne og sjældne klokkefrø dengang havde et af sine absolutte kerne-levesteder.
Under Anden Verdenskrig tog afvandingen for alvor fart. En ny dansk landvindingslov fra 1940 gav statstilskud til at omdanne vådområder til landbrugsjord, og store gravemaskiner rykkede ind i Uføret og Pøl. De dybe kanaler mod Skovmose-diget fuldendte omdannelsen fra fugtige enge til intensivt landbrugsland. Jorden kunne anvendes til at producere fødevarer til et Europa, der i krigstiden ikke kunne imødekomme den stigende efterspørgsel.
Men naturen led et knæk og samtidig forsvandt en lang række sjældne arter - planter og padder, herunder klokkefrøen, som ikke kunne overleve i det udtørrede landskab.
Fra 1970’erne blev afvandingen yderligere mekaniseret. Elektriske pumpestationer blev etableret for at holde vandstanden kunstigt lav og sikre drift med moderne landbrugsmaskiner. I samme periode voksede Skovmose sommerhusområde frem på de lavtliggende arealer, hvilket skabte en ny dynamik.
I dag fremstår Birkepøl og Uføret som et fladt, afvandet landbrugsområde. Klimaforandringer, øget nedbør og stigende havvandspres udfordrer i dag både sommerhuse og landbrugsjord og kræver løbende pumpning og vedligeholdelse af digerne.
Men landskabet kan være på vej ind i et nyt kapitel. Området har i de seneste år indgået i overvejelser om et større vådområdeprojekt, hvor vandet igen skal kunne gravitere ud i havet. En hævet vandstand kan genskabe “Søen”, styrke fuglelivet og måske give plads til en tilbagevenden af klokkefrøen. Sommerhusområdet og vindmølleområdet vil fortsat blive afvandet gennem pumpen.
Teksten bygger på Keld Hansens historiske værk Det fortabte land, der beskriver udviklingen af de danske lavbundslandskaber.
