De statsejede skove er gennem generationer optimeret til rational og effektiv skovdrift. Det har været det gældende politiske ønske i over hundrede år og det har medført, at naturindholdet i statens skove har været hensat til de mest ukurante arealer, hvor det ikke var muligt at effektiviser skovdriften. Store dele af statens skovarealer består derfor i dag af ensaldrende og højtproduktive bevoksninger bestående af en enkelt træart.
Udlæg af disse tidligere produktionsbevoksninger til urørt skov kræver derfor en naturgenopretning, der skaber mere lys og variation i skoven. Det sker f.eks. ved rydning af oversøiske træarter, hvorved der gives mere plads til hjemmehørende arter, der gennemføres strukturfældninger i tætte ensartede bevoksninger, hvor der skabes lysbrønde og dermed mere lys til jordbund og underskov, eller der lysstilles under lystræer for at sikre deres overlevelse. Særligt træer med mikrohabitater, råd eller huller friholdes fra fældning, så de fortsat bidrager til biodiversiteten.
Derudover genetableres mere naturlig hydrologi i og flere steder laves ny skovgræsning i de urørte skove.
Større tiltag som fældninger af større skovområder, etablering af mere naturlig hydrologi og etablering af ny skovgræsning vil først ske, når de endelige forvaltningsplaner for urørt skov eller naturnationalparker har været i offentlig høring, og alle de nødvendige godkendelser er på plads.
Naturgenopretningen planlægges med udgangspunkt i de overordnede retningslinjer for forvaltning af urørt skov og indarbejdes i de konkrete forvaltningsplaner. Læs mere om retningslinjerne her:
Overordnede retningslinjer for forvaltning af urørt skov: