Historie - Almindingen

Geologi

Skoven Almindingen ligger cirka 100 meter over havets overflade, strækker sig til 162 meter over havet ved Rytterknægten, som er Bornholms højeste punkt. Skovens mere eller mindre tykke jordlag, ligger direkte oven på grundfjeldet. Grundfjeldet består af 1.4 milliarder år gammel granit. Granitten er synligt som klippevægge, klippefremspring, store blokke og klippebund, og giver skoven en mere nordisk karakter end Danmarks øvrige skovområder. Klipperne dominerer især den vestlige del af Almindingen.

Geologisk set er Almindingen en del af Nordbornholm. Nordbornholm er hævet højere over havet end Sydbornholm, og grundfjeldet består af granit, gnejs eller basalt, der lige som i Almindingen ligger tæt på eller helt oppe i overfladen. I modsætning til Sydbornholm, der geologisk set ligner det øvrige Danmark, hvor grundfjeldet findes langt nede under lag af eksempelvis skifre, kalk- og sandsten.

Ekkodalen i Almindingen er Bornholms længste sprækkedal. Den strækker sig 12 km fra Saltuna på Bornholms nordøstkyst til Vallensgårds Mose. Den kan spores magnetisk helt til Arnager på sydvestkysten. Sprækkedale er sprækker opstået i granitten, sådan at flydende varm basaltstenmasse har kunnet flyde op fra undergrunden. Basalten er blødere end granit, og er med tiden slidt væk blandt andet af istidernes is og smeltevand. Dermed står de tomme sprækker nu tilbage som sprækkedale.

Forhistorisk tid

De første mennesker

Jægerstenalder indtil 3.900 før vor tidsregning.

En kølig forårsmorgen for omkring 12.000 år siden forlod en skindklædt familiegruppe deres vinterboplads et sted i det, der i dag hedder Polen. De var rensdyrjægere og de fulgte efter deres byttedyr på sommervandring mod nord. Flokken vandrede mange kilometer ad en landtange over den Baltiske Issø ,det, der siden blev til Østersøen, og nåede det, der i dag hedder Bornholm. Jægerne fortsatte mod nord, og da de kom til en stor sø for foden af det ”bjerg”, der i dag kaldes Ekkodalsklippen, slog de lejr for sommeren.

Hvordan det helt nøjagtigt er gået til, er der selvfølgelig ingen, der ved. Men det er omtrent sådan arkæologerne tolker de første spor efter mennesker på Bornholm, nemlig en harpun af elsdyrtak og en pilespids af flint fundet i Vallensgårds Mose umiddelbart syd for Almindingen.
Vallensgårds Mose er sammen med Kærgårds Mose, Vallenskær og Udkæret de delvist udtørrede rester af oldtidssøen.

Vandringen fandt sted i en varmeperiode under den seneste istid, hvor Bornholm var landfast med det europæiske kontinent via en landtange. Det landskab, vores rensdyrjægere mødte, var tundraagtigt og nærmest arktisk med sommertemperaturer på bare 8-10 grader. Senere kom isen da også tilbage, og først omkring 1.000 år efter dette sommerbesøg var istiden endelig forbi.

Endnu en gang kom rensdyrene vandrende over landtangen til et tundralandskab sammen med mennesker, elg og bæver. Efterhånden som klimaet blev varmere, blev tundraen med dens lysåbne birke– og fyrreskove afløst af en mørkere skov med eg, hassel og lind, og tundraens dyr forsvandt. Tilgengæld kom der kronhjort, rådyr og vildsvin og efterhånden også flere gnavere, ræv, ilder, skovmår, pindsvin og egern.

Omkring et par tusind år varede indvandringen af dyr og planter, men så steg vandstanden i Østersøen, og landtangen til kontinentet forsvandt. Det var altså først omkring år 7.000 før vor tidsregning, at Bornholm blev en ø.

Denne anden bølge af indvandrede jægersamlere slog sig ned langs kysterne, og man finder ikke spor efter mennesker i Almindingen igen før bondestenalderen.

Almindingen opdyrkes

Bondestenalderen, bronzealderen og jernalderen. 3.900 før vor tidsregning til 750.

Indtil bondestenalderen var det kun klimaet og dyrene, der havde påvirket skovene midt på øen. De havde i fred og ro udviklet sig fra tundra til overvejende egeskov, men nu var landbruget nået frem til Bornholm, og det betød, at dele af skoven blev til ager. De nye bønder brændte skovområder af, for at opdyrke dem, og plantenæringsstoffer fra asken virkede som gødning. Men kun for en tid, så var næringsstofferne brugt op, og et nyt stykke skov måtte lade livet. Svedjebrug hedder det, og det fortsatte langt op i oldtiden.

Stenalderbønderne boede gerne ved vand, og i Almindingen er der fundet bopladser omkring flere af skovens søer, især ved Vallensgårds Mose. Også den klippeknold, der i dag er kendt for ruinen af middelalderborgen Lilleborg, var beboet i stenalderen. Det viser fund af økser, ravperler og usædvanligt mange pilespidser af flint. Desuden er der rester efter en palisade eller et palisadeværk. Det kan betyde, mener arkæologerne, at der allerede var en borg eller et borgagtigt anlæg på klippen for næsten 5.000 år siden.

I yngre bronzealder sætter den menneskelige foretagsomhed for alvor sit aftryk på skoven: Omkring år 800 før vor tidsregning ser det ud til, at hele den vestlige del af Almindingen er ryddet og under plov. Eksperter kan mange steder se spor af disse oldtidsagre i skovbunden, men for det mindre trænede øje er der også spor at finde: De mange små stenbunker (røser), der ligger rundt omring i skoven, fortæller om oldtidens landbrug. De fleste af dem er nemlig såkaldte rydningsrøser, og er ganske enkelt det sted, de tidlige bønder stablede markstenene fra den jord, de dyrkede. Andre røser fortæller en anden historie: Det er gravrøser, som ved Bornholms bedst bevarede røsegravfelt, der findes ved Segen. Her findes to større og omkring 60 mindre røser samt bautasten. Gravene fortæller, at de bronzealderbønder, der levede i og af Almindingen, var fattige, for gravene indeholdt ikke andet end benrester og potteskår.

Krigerne kommer

I jernalderen, omkring år nul, blev landbruget i skoven opgivet. Og samtidig med at egetræerne tilbageerobrede Almindingen, skete der store forandringer i samfundet.

Krigsvåben havde eksisteret siden midten af bondestenalderen, men først i jernalderen finder man tegn på krigshandlinger på Bornholm: På gravpladserne blev krigerne begravet med deres jernvåben, og mange af dem bar spor af kamp og lemlæstelser. Jernalderfolket ofrede våben i moser ved Klemensker og Rutsker, og de gravede deres små og store skatte ned ved bopladserne, når fjender nærmede sig. Der blev bygget forsvars- eller tilflugtsborge på toppen af svært tilgængelige klippeknolde i Paradisbakkerne, Rø Plantage og på Rispebjerg - og måske også i Almindingen.

Keramikfund på Gamleborg tyder nemlig på, at der allerede i år 200 var en slags borg på stedet, således at Gamleborg altså havde en forgænger i jernalderen. Det samme ser ud til at være tilfældet for Lilleborg, der jo muligvis allerede var befæstet i bondestenalderen. For omkring år 400 blev en skat bestående af 16 sølvmønter og en guldspiral begravet der. Arkæologiske undersøgelser har desuden vist, at der på Lilleborg lå ”noget”, der brændte ned omkring samme tid. Og at dette ”noget” sandsynligvis også er en forsvarsborg, lige som jernalderborgene i Paradisbakkerne og Ringborgen på Rispebjerg.

Vikingetid og middelalder

Gamleborg opføres

Vikingetid og tidlig middelalder (750 til 1259)

Den Gamleborg, vi i dag kan se ruinerne af, blev anlagt i vikingetiden. Det var en tid, hvor Østersøen var hærget af sørøvere. Vikingerne anlagde deres borg midt inde i landet, langt væk fra kysterne. Den blev anlagt på et svært indtageligt klippeplateau, 270 meter langt og 110 meter bredt. I sig selv var klippen en slags naturlig fæstning, men den blev yderligere sikret med volde af kampesten, jord og ler.
Borgens ældste dele stammer fra 900-årene, og den minder om de føromtalte tilflugtsborge, steder hvor et områdes lokale befolkning har kunnet forskanse sig selv og deres husdyr i tilfælde af angreb. Men Gamleborgs centrale placering, næsten præcist midt på øen, gør det sandsynligt, at Gamleborg var øens hovedfæstning. Fund af mange forskellige typer genstande tyder på, at borgen i 1.000-1.100-tallet har haft en fast garnison.
Vi ved fra skriftlige kilder, at Bornholm i 890 havde sin egen konge. Og vi ved også, at øen på Harald Blåtands tid (940-986) var underlagt den danske kongemagt. Hvad der er sket der i mellem, eller om borgen blev opført af den bornholmske eller den danske konge - eller måske en helt tredje - ved vi derimod ikke.

Gamleborg forstærkes og forlades - Lilleborg opføres

Tidlig middelalder (1050-1259)

Også i den tidlige middelalder var der sørøvere i Østersøen. De fleste kom fra det, der i dag er Polen og Tyskland, og de overfaldt både skibe til havs og angreb og plyndrede langs kysterne. Måske derfor blev Gamleborgs jordvold omkring år 1100 forstærket med en 275 meter lang, 2 meter bred og indtil 6 meter høj massiv stenmur.

Men det har tilsyneladende ikke været nok. I hvert fald blev Gamleborg forladt til fordel for Lilleborg, baseret på møntfund sandsynligvis omkring 1150. Formentlig fordi Gamleborg var blevet umoderne. Den var simpelthen for stor og for svær at forsvare. Dens efterfølger, Lilleborg, er da også langt mindre. Bare 2.600 kvadratmeter i mod Gamleborgs 27.000 kvadratmeter.
Lilleborg er en ringborg, og er bygget af Kong Svend Grathe, der var konge fra 1146 til 1157. Det gør Lilleborg til en af de ældste kongelige middelalderborge i Danmark.
Lilleborg er opført på en seksten meter høj klippe, og uden om lod kongen grave og opstemme, så borgen blev omgivet af vand. På borgpladsen var der forskellige bygninger til beboelse og arbejde. Uden om borgpladsen lå en ringmur, og uden for den en ladegård, altså en avlsgård til husdyrene og til opbevaring af landbrugsredskaber og produkter.
De skriftlige kilder fortæller stort set intet om Lilleborg før den blev ødelagt, men fundene fra borgen viser, at stedet har haft funktion som militært anlæg, administrativt center og bolig for en foged og hans familie. Et forholdsvis stort antal nøgler og låsedele antyder, at borgen har rummet mange værdier, som har været låst nede i kister eller lukket inde bag borgens porte. En del af værdierne kunne meget vel være opkrævede skatter.

Lilleborgs endeligt

Omtrent samtidigt med, at Lilleborg blev opført, skænkede den danske kong Svend det meste af Bornholm til Ærkebiskop Eskild i Lund, for at gøre ham til ”sin oprigtige ven”. Kongen beholdt kun et af øens fire herreder, Vestre herred, inklusiv Lilleborg, til sig selv.
I de næste godt 100 år gik det godt med det oprigtige venskab mellem kirke og konge, men i 1250'erne kom det til åbne stridigheder. Ærkebiskoppen hed da Jacob Erlandsen og kongen Christoffer 1. Kongen ønskede bispernes rettigheder indskrænket, samt at de klart blev underlagt kongemagten. Jakob Erlandsen og hans tilhængere ønskede det modsatte.
Uenighederne kulminerede i 1259, da kongen lod ærkebispen fængsle. Samme år blev Lilleborg erobret og ødelagt af ærkebiskoppens bror Anders Erlandsen sammen med den vendiske fyrste Jaromar af Rügen.
I et brev dateret 4. april 1265 skriver pave Urban den 4. et brev til Jacob Erlandsen, hvori han forlanger ærkebispens afgang:

Du have endvidere samlet en Hær og med den sendt Din Broder Anders i Forening med den velbyrdige Herr Jarmer, Fyrste af Rügen, paa Din Bekostning til Øen Bornholm, som tilhører Kongen og ligger i Lunds Stift, og der skal Du paa grusom Maade have ladet omtrent 200 af Kongens Mænd dræbe, beskattet de Overlevende af Kongens Mænd, ødelagt hans Borg i Bund og Grund og med Vold og Magt sat dig i Besiddelse af Øen ...

Navnet Lilleborg optræder ikke i brevet, men det er antageligt den borg, der er tale om. Første gang Lilleborg optræder i de skriftlige kilder, er således formodentlig da den var blevet ødelagt.

Ærkebispetiden og Lybækkertiden

Sen middelalder (1259-1576).

Da Lilleborg blev ødelagt, og magten flyttede til Hammerhus, indgik Almindingen i det store fælles græsningsareal, kaldet Højlyngen, der dækkede det meste af det indre Bornholm. Lige som den øvrige højlyng blev det meste af skoven bidt ned af husdyrene, og udviklede sig til et hedelandskab med lyng og ene. Højlyngen kom til fylde i alt cirka en femtedel af øens areal.

I 1543 findes navnet Almindingen første gang i de skriftlige kilder, som betegnelse for den skovklædte del af Højlyngen. Ifølge bogen Bornholmske Stednavne betyder Almindingen ”Skov, mark eller hede, som ikke er særlig ejendom, men som bruges og ejes i fællesskab, eller som ejes af kongen”.

Nyere tid

Kongens vildtbane

Nyere tid (1576 til nu).

I 1576 var Bornholm, og dermed Almindingen, tilbage på den danske konges hænder efter mere end 300 år under andres herredømme. Almindingen blev ”Kongens Alminding”.

Senere blev den del af Højlyngen, der endnu var skovklædt, nemlig den vestlige del af den nuværende Almindingen, til Kongens Vildtbane. Det meget kuperede område der indeholder blandt andet Ekkodalen, Lilleborg, Jomfrubjerget og Koldekilde blev markeret med hegnspæle af træ. Senere blev træpælene udskiftet med pæle af sten, såkaldte vildtbanesten. Nogle af dem står der endnu.

Kongens jagtinteresse var især rettet mod de mange krondyr, der dengang var på Bornholm og især i Almindingen. Over de næste par hundrede år sendte kongen mange gange sine jægere til Bornholm for at skyde krondyr, der blev saltet ned i tønder og sendt til hoffet. Og i slutningen af 1600-tallet blev der i flere omgange indfanget levende dyr til udsættelse i det, der i dag er Jægersborg Dyrehave.

Men efterhånden forsvandt både kronvildt og skov. I en beskrivelse fra 1756 kan man læse, at bestanden på få år ”har taget mærkeligt af”, på grund af en kold vinter, jagtpres og krybskytteri, men også fordi ”deres sædvanlige tilholdssted, som var Almindingsskoven, tid efter anden er blevet tyndere og mindre.” Almindingens træer var ved at være væk. De var fældet og brugt til tømmer og brænde, og nye kom ikke til, fordi husdyrene åd de friske skud. Knapt 30 år senere blev det sidste bornholmske krondyr skudt.

I år 1800 var Almindingens skov stort set forsvundet.
Samme år blev det ved kongelig forordning bestemt, at skoven skulle genrejses. Denne gang på grund af flåden: Således stod der i kong Christian den 7. kongelige resolution af 6. august 1800:

Vi bemyndiger allernaadigst Vort Rentekammer til at lade Vores Almindingsskov paa Bornholm nu paa én gang indhegne og derefter forstmæsigen behandle til Skovs Opelskning og Fredning, hvorved især, saa vidt muligt, skal tages Hensyn til Egetræers Opelskning til Flaadens Fornødenheder.

Almindingen genrejses

Manden der skulle udføre opgaven blev den bornholmskfødte Hans Rømer. Han var på det tidspunkt sekondløjtnant ved det sjællandske jægerkorps i Helsingør, hvor han havde lært om skovdrift.

Og der var nok at tage fat på for den unge Rømer. Almindingen var på 600 hektar, men det meste var hede og lyng. Kun de 165 hektar var stadig en slags skov. Den beskrives som skovkrat med avnbøge og lavstammet knudret egeskov, der ikke egnede sig til at bygge flåder af. Skoven lå vest for bækken som fra Koldekilde løber til Ekkodalen, og indeholdt Jomfrubjerget, Gamleborg og Lilleborg. Både Rytterknægten og Ekkodalsklipperne blev beskrevet som ”skaldede”.

Hans Rømer var en flittig mand. Han indhegnede Almindingen med næsten 10 kilometer stengærde, for at holde husdyrene ude. Han anlagde sin første planteskole mellem Gamleborg og Christianshøj, der hvor hans mindesmærke står i dag. Han grøftede, anlagde veje, byggede skovriderboligen i Ekkodalen og plantede skov.

Det område han indhegnede, den gamle Almindingen, svarede stort set til Kongens Vildtbane inklusiv Ekkodalen og Rytterknægten. Her havde bønderne i generationer været vant til at sende deres dyr på græs, og de var ikke tilfredse med de nye tider. De protesterede ved flere steder at ødelægge gærdet og jævne det med jorden. Og ved at lukke svin ind på planteskolen.

Rømer skrev:

I Aarhundreder er vel ingen offentlig Indretning udført her paa Landet, der har foraarsaget Almuens saa almindelige Uvilje, som just Almindingens Indfredning.

Rømer døde i 1836. Da var ”hans” Alminding plantet til. Siden har andre ført arbejdet videre, og skoven er blevet langt større. Men Hans Rømer står som Almindingens skaber, og i 1893 blev han æret med et mindesmærke, der står i hans gamle planteskole.

Hans Rømer Skovrider i Almindingen 1800-1836
En taknemmelig Efterslægt rejste dette Minde 1893
Med Dygtighed og stor Udholdenhed forenede han den varmeste Kjærlighed til den Virksomhed, han var kaldet til, og skabte derved denne herlige Skov.

De vrede bønders efterkommere havde tilgivet ham, og nutidens bornholmere ser ham som en af øens store mænd, og ingen ville vel undvære Almindingen.
I årene efter Hans Rømers død blev Almindingen udvidet med Vestre og Østre indlæg. Dermed voksede skoven til det tredobbelte. Samtidigt blev dele af den gamle højlyng fordelt til datidens kommuner til skovrejsning. Siden er Almindingen og flere af de gamle kommuneplantager vokset sammen, og udgør nu Danmarks femtestørste skovområde. Almindingen er den dag i dag ejet af staten og dermed os alle sammen. Naturstyrelsen på Bornholm har adresse på Rømersdal, Hans Rømers gamle skovriderbolig.