Den gamle højlyng, naturskov og skovdrift
Almindingen er fra naturens side et skovområde, og har mere eller mindre været skov siden engang efter den sidste istid. Men da skovrider Hans Rømer startede gentilplantningen af Almindingen i begyndelsen af 1800-tallet, var skoven skrumpet ind til bare cirka 165 hektar i området omkring Christianshøj. Der voksede eg, formentlig vintereg, samt avnbøg, der trods navnet hører til hasselfamilien.
Resten af ”skoven” bestod af hedelyng og ene, det der blev kaldt højlyng. Højlyngen var resultatet af mange hundrede års træfældning til brænde og tømmer, og af at bønderne brugte området til sommergræsning for husdyrene. Enebærskoven er et stykke af den gamle højlyng, som stadig er bevaret.
Genplantningen foregik efter tysk forbillede. Metoden hed ”ordnet skovbrug”, og ideen var at indrette skoven i mindre områder med ensaldrende træer af samme art. Det gjorde skovdriften mere rationel, da hele områder kunne fældes på en gang fra en ende af, i stedet for den gammeldags plukhugst, hvor skovejeren vurderede, hvornår han skulle fælde det enkelte træ, i det virvar af gamle, unge og midt-i-mellem træer af forskellig art, som en naturskov består af.
Den ordnede skov har været idealet i Almindingen og i Danmarks skovdrift generelt helt op til årtusindskiftet, hvor fokus i statens skove begyndte at ændre sig fra kommerciel træproduktion til en mere naturnær skovdrift.
Ud over Enebærskoven og området omkring Christianshøj, som er rester af henholdsvis højlyng og den oprindelige naturskov, stammer de ældste skovstykker helt tilbage fra Hans Rømers tid. Det er blandt andet vinteregene på Ekkodalsklippen og bøgeskoven ved Koldekilde.
Rømer og hans efterfølgere plantede foruden eg og bøg også birk, røn, hassel og forskellige nåletræer. Op igennem det 20. århundrede har nåletræer været det mest anvendte skovtræ, og Almindingen har derfor store arealer med rødgran.
Lidt over halvdelen af Almindingen er udpeget til urørt skov mens resten (den sydøstlige del) er udpeget til naturnationalpark. Det vil sige, at der efter en indfasningsperiode ikke længere vil blive fældet træer med henblik på salg. Når der fældes træer vil det være for at skabe en større variation i bevoksningerne, og for at fjerne træarter, der ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark.
Læs mere om urørt skov.
Læs mere om naturnationalparker.
Planter i skovbunden
Af skovbundens karakterplanter kan nævnes stor fladstjerne, hvid anemone, liljekonvaller og forskellige bregner. Man finder også de mere sjældne almindelig ulvefod og femradet ulvefod.
Bastemoses sjældne planter
Omkring Bastemose, hvor vandfladen domineres af tagrør, trådstar, krebseklo og hvide åkander, findes flere mere eller mindre sjældne arter. Eksempelvis orkidearterne maj-gøgeurt, tyndakset gøgeurt og ægbladet fliglæbe, foruden den kødædende plante almindelig vibefedt og den meget sjældne mose-vintergrøn.
Spiselige planter
Der findes mange spiselige planter i Almindingen. Nemme at finde og genkende er for eksempel blåbær, skovhindbær og skovjordbær samt hassel, skovsyre og ramsløg.