Historie - Aars Skov

Under sidste istid (Weichsel-istiden) var store dele af Danmark dækket af en iskappe, der under sin tilbagesmeltning efterlod et storbakket morænelandskab, der hvor Aars Skov ligger i dag.  Man mener, at isen i området havde i alt tre fremstød. Hver gang isen smeltede tilbage, kom den fra en ny retning. Geologien er derfor blevet kompleks i dybden, med varierende lag af moræneler og -sand, samt smeltevandsler, -sand, og –grus. Aars Skov er plantet oven på en stor flade, der er domineret af smeltevandsand. Ved isens tilbagesmeltning fossede vandet ud foran gletsjeren, og jo stærkere strømmen var, desto større materialer kunne smeltevandet bære med sig på rejsen hen over det nydannede morænelandskab. Ved Aars Skov blev der således aflejret sand, mens der mod øst, ved overgangen fra morænefladen ned til Halkær Ådal, blev aflejret grus. De vandstrømme, der tog gruset med sig, har været endnu kraftigere, end dem der aflejrede smeltevandssandet i Aars Skov. De er derfor et vidnesbyrd om, at grus­graven lå tættere på en isrand, end arealet for Aars Skov gjorde. 

Efter istiden lå jorden ubevokset hen og ikke blot det rindende vand, men også vinden, kunne forme det nøgne landskab. Langsomt begyndte skoven at indvandre, efterfulgt af mennesket der for cirka 5000 år siden begyndte at rydde skoven og opdyrke jorden. Der var tale om svedjebrug, hvor den eneste form for næringsstoffer, der var til stede, var dem, der blev frigjort ved afbrændingen af skoven. De dyrkede marker var små, og kvæg og svin græssede frit i skov og på forladte marker.  I jern­alderen blev jorderne i Himmerland påvirket af en ny dyrkningsteknik, der medførte en indramning af de små marker med lave diger, de såkaldte digevoldinger. Disse agerkomplekser er formodentlig tegn på privat ejendomsret, samt at markerne har kunnet dyrkes gennem en årrække på grund af indførelse af stalddrift, så markerne kunne gødes. Redskaber af jern gjorde det lettere at bjerge det nødvendige vinterfoder: hø, løvhø og lyng. Trods gødskning skete der alligevel på de lette sandjorde en kraftig udpining, og bedre blev det ikke af, at der i jernalderen samtidig var en udbredt muldflugt. Agerkomplekserne i disse områder blev der­for opgivet som landbrugsjorde, og mange af dem sprang i lyng. På Skørbæk hede er bevaret både agersystemet og landsbyens hustomter, og på Vindblæs hede kan opleves et større område med digevoldinger. 

Spo­rene fra den ældste og mellemste del af jægerstenalderen (cirka 13.000-5.400 før vor tidsregning) er endnu fåtallige, men de findes måske under tykke, beskyttende jordlag. Fra jægerstenalderens yngste del, den såkaldte Ertebøllekultur (cirka 5.400-4.000 f.v.t.), har man betydeligt flere spor. I denne periode lå boplad­serne i Limfjordsområdet ved kysten. De første spor af menneskelig færden i området omkring Aars Skov er fundet ved Tolstrup og Svenstrup, hvor ildstedsgruber indikerer, at der omkring 3.200 f.v.t., det vil sige i begyndelsen af bondestenalderen, har levet mennesker. I bronzealderen (1700-500 f.v.t.) er egnen blevet tættere befolket. Aars Skov har formentligt været dyrket i oldtiden, men bliver på et tidspunkt opgivet. 

I keltisk jernalder, cirka 500 f.v.t.- 1.f.v.t., var store dele af Aars sogn opdyrket, og der var spredte bebyggelser rundt omkring. Omkring 120 f.v.t. drog en germansk stamme, kimbrerne, der boede i det nuværende Danmark, muligvis i Himmerland, mod Romerriget. Måske har Aarsegnen været befolket af kimbrere, der drog af sted i søgen efter lykken, motivet kan have været sandflugt, hungersnød, klimaændringer eller lignende. 

Man ved ikke præcist, hvor mange mennesker, der boede i Aars og omegn i vikingetiden (750-1066), men fra denne periode stammer en runesten, man finder ved den nuværende Aars Kirke. Inskriptionen lyder: ”Asser satte denne Sten efter sin Herre Valtoke.” På bagsiden står: ”Stenen siger sig her at staa længe. Den Valtokes Varde skal værne.” Den har formentlig udgjort et samlet mindesmærke med en nu forsvunden bautasten og to nu sløjfede høje i lighed med Jelling-anlægget.

I næsten 100 år, fra 1627 til 1720, afløste den ene krig den anden, startende med Kejserkrigen (1627-29) og fulgt af Torstensson-krigen (1643-44), Karl Gustav Krigene (1657-60), Skånske Krig (1675-79) samt Store Nordiske Krig (1700-20), og Aars gik ikke ram forbi. Først kom feltmarskal Albrecht von Wallensteins berygtede lejetropper. De himmerlandske bønder forsøgte at gøre væbnet modstand, men det betød blot, at ødelæggelserne blev det værre. Et tingsvidne fra Aars Herredsting af 22. december 1629 fortæller at:

”Fjenden kort forinden deres udmarsch af landet havde anrettet stor ødelæggelse i Lille Binderup og derfra var gået til Sjøstrup og Aars og jagede alle folkene i disse byer fra deres huse og gårde, hvorefter de borttog, sønderslog og ødelagde alt, hvad de kunne, så der, blev slet intet ved magt igen, dengang de drog hen.”

Efter Wallenstein fulgte den svenske grev Lennart Torstenson og Kong Karl Gustav. I hælene på dem fulgte de danskes allierede Brandenborgerne, der var, om muligt, endnu værre end svenskerne.

I de perioder, hvor fjenden var ude af landet, var kronen der straks med krav om skatter, som de arme bønder selvfølgelig ikke kunne betale, fordi der allerede var gjort rent bord. 

Under enevælden kan man i 1688 i Christian den Femtes store Matrikel læse følgende om Aars sogn:

”Sognet omfatter 19 ejerlav, nemlig 5 byer: Aars, Gundestrup, Sjøstrup, Pisselhøj og Tolstrup. Endvidere omfatter sognet 12 enestegårde samt 2 dobbeltgårde, nemlig Tandrup og Svenstrup.”

Byerne var på dette tidspunkt små, og Aars by bestod kun af fem gårde og fire huse. Der findes ingen opgørelse af befolkningstallet, men man skønner, der levede omkring 300 mennesker i sognet. Med undtagelse af en præst, en degn og en ”bondeskomager” var hele befolkningen bønder. Agerjorden var dog af meget ringe kvalitet, så livet som bonde har uden tvivl været hårdt. I matriklen kan man læse at:

”Agerjorden i dette sogn består af største delen af grå sand med nogen muld på rødt sand og en del af grå sand med nogen ringe hedemuld.”

Beretningen fortæller indirekte om jordbundsprocesserne på den magre jord. Øverst den ringe hedemuld (morlaget), herunder ”blegesandet” som var fuldstændigt udvasket for næringsstoffer, men også for jernforbindelser (deraf den grå farve), og nederst ”al-laget” (det røde sand), hvor de nedvaskede jernforbindelser mange steder kittede sandet sammen i et hårdt lag, uigennemtrængeligt for vand og planterødder

I 1688 var alle gårde i sognet fæstegods, og sognets største godsejer var kongen. Den del af sognets jord, som ikke tilhørte kongen, var spredt på forskellige adelige ejeres hænder, hovedsagligt fra omegnens herregårde. Senere gik også meget kongeligt gods over på herremandshænder, da Frederik den Fjerde i 1717 solgte alt kronens spredte ryttergods (14 procent af bønderjorden skulle føde det nationale rytteri). Derved blev der gjort en ende på en ustandselig handlen, bytten og pantsættelser af ejendomme. Ejerforholdet kom i et mere stabilt og varigt leje, hvilket sikkert har været en fordel for fæsterne. 

Under og umiddelbart efter stavnsbåndstiden (1733-1788) skete der store omvæltninger i Aars sogn. Selvom fæstebønderne i Aars og omegn stort set ikke var tvunget til at udføre arbejde for det gods, som deres gård tilhørte, det såkaldte hoveri, så var der næsten ingen fremdrift i landbruget. De store landboreformer i slutningen af det 18. århundrede satte dog skub i tingene. Indtil da havde de enkelte gårde været samlet i en fælles hovedlod, men en forordning fra den 23. april 1781 bestemte, at hvis blot en lodsejer inden for et fællesskab forlangte det, skulle der foretages en udskiftning. I 1790 indgav sognedegnen i Aars, Niels Christensen Nørgaard, begæring om, at hans jord skulle udskiftes af fællesskabet, hvilket betød, at en udskiftning for hele Aars by gik i gang. I efteråret 1791 var alt fællesskab med hensyn til jord ophævet i Aars by, og hver enkelt bonde kunne således frit bestemme over sin egen jord. I praksis blev den enkelte gårds mange små jordstykker samlet til ganske få (eksempelvis en ager, en eng og et med overdrev). Nogle steder valgte man at blive boede i landsbyen, og gårdenes jorder kom til at ligge som lagkagestykker med gårdene inderst i lagkagen (stjerneudskiftning), andre steder flyttedes gårdene ud i landskabet. 

I bondestenalderen havde man afbrændt urskoven for at gøre plads til kornmarker og græsningsarealer, hvilket efterfølgende betød en udvaskning af næringsstoffer og dannelse af et hårdt, jernholdigt al-lag i jorden, der umuliggjorde egentlig opdyrkning af større arealer. Det skabte grundlaget for hedens fremmarch, og i 1800-tallet var Aars Skov en del af et stort hedeområde.

Den dårlige kvalitet jord betød, at korn kun blev dyrket på små marker nær boligen, mens man primært brugte heden som græsningsområde for får og kreaturer. Afbrænding af skov og hede gav få år med græs til sommergræsning, hvorefter hedelyngen tog over og gav mulighed for vintergræsning og afhøstning af ung lyng til vinterfoder. Det særlige hedebrug holdt sig i Nord- og Vestjylland uændret langt op mod vor tid, men forsvandt gradvist fra slutningen af 1800-tallet i takt med hedens egentlige opdyrkning eller tilplantning, hvor især Hedeselskabet spillede en stor rolle. 

I Aars Skov finder man en del af forløbet fra den gamle privatbane Nibe-Hvalpsund, som naturstien Nibe-Hvalpsund delvist følger. Banen blev, som mange andre jernbaner, påbegyndt i slutningen af 1800-tallet. Den 16. juli 1899 blev de første 50 km fra Aalborg til Års åbnet, og den 2. juli 1910 de sidste 25 km fra Års til Hvalpsund. På strækningen Svenstrup (syd for Aalborg) til Aalborg var forløbet fælles med statsbanerne. Den 75 km lange strækning var Danmarks næstlængste privatbanestrækning. Som en forlængelse af banen blev den stadig eksisterende færgefart mellem Hvalpsund og Sundsøre på Salling indviet i 1925.

Banen indgik et samarbejde om fælles værksteder, remiser m.v. med de fleste af privatbanerne i Aalborg Amt under navnet Aalborg Privatbaner. Som så mange andre baner, havde Aalborg Privatbaner en opblomstring under Anden Verdenskrig, men den stigende bilisme og manglende tekniske fornyelser gjorde, at banen blev nedlagt pr. 1. april 1969.

Siden 1980 er skovrejsningsprojektet Aars Skov langsomt, men sikkert blevet udvidet, og er i dag på 281 hektar. En del af skoven blev plantet i 1990'erne for at beskytte grundvandet nord for Aars. Træerne er med til at optage næringsstoffer, der ellers kunne havne nede i grundvandet, og derved forringe vandets kva­li­tet.

Aars Skov fungerer også som et nærrekreativt område for Aars og omegn. Den har allerede i mange år lagt arealer til forskellige organiserede brugergrupper og aktiviteter blandt andet orienteringsløb, træning af jagt- og politihunde samt afholdelse af jagter specielt for nye jægere. Der er desuden blevet etableret et afmærket vandrestinet, der gør det nemt for den almindelige skovgæst at komme rundt i skoven.

I 2006 blev der anlagt et vildtdemonstrationsprojekt, som giver jægere, landmænd og andre lodsejere inspiration til, hvordan man forbedre forholdene for vildtet på ens egen jord ved at indføre vildtvenlige tiltag såsom læbælter, vildtplanteparceller, vildtremiser, brakparceller, vildtvenlig skov og billediger.