Find vej
Aars Skov ligger umiddelbart nord for Aars by imellem Aggersundvej og Blærevej.
Nærmeste adresse: Svenstrupvej 7, 9600 Aars
Den gamle banestrækning mellem Aars og Blære giver gode muligheder for at komme ud i Aars Skov til bens eller på cykel fra Aars og Blære.
Parkering
Der er gratis parkering seks forskellige steder i Aars Skov. Se placeringen på kort
Praktisk info og aktiviteter
Mange mennesker bruger naturen - og til vidt forskellige ting. Derfor er der lavet en række regler for brug af naturen.
Reglerne er lavet, så turen ud i naturen bliver en god oplevelse for så mange som muligt.
Aars Skov har et system af grønne stier, som giver fine muligheder for både den stille naturvandrer og motionisten. Vandreruterne tager udgangspunkt i P-pladserne og er koblet sammen med cykelstien Nibe-Hvalpsund. I hundeskoven er der indrettet en særlig handicapsti. Stien findes med udgangspunkt ved orienteringsklubbens hus ved Blærevej.
Ridestien i Aars Skov er markeret med gule hestesko. Det er kun tilladt at færdes med heste på det markerede stiforløb og ikke på pladser, vandreruter eller langs cykelstien.
Det er tilladt at medbringe hund i skoven, men den skal være i snor af hensyn til andre skovgæster og vildtet. Det er dog tilladt at lufte sin hund uden snor i hundeskoven, som ligger i sydenden af skoven. Her er der adgang til fire hektar indhegnet hundeskov beliggende i området mellem Blærevej og Aggersundvej. Der er i skoven foretaget en del fældning af tæt bevokset skov, hvilket betyder, at der er et væld af stier, så der er god mulighed for at udforske skoven hund og mand imellem. Den mest benyttede sti er den, der går langs med hegnet. Der er indgange/udgange flere steder rundt om hundeskoven. Der er også bænke og borde samt en særlig indhegning for hvalpe og små hunde
Adressen er:
Blærevej 1,
9600 Aars
GPS: 56.8187561, 9.5079536.
P-plads finder man skråt over for Blærevej nr. 6A - 6B.
Der er både en teltplads og en sheltersplads i Aars Skov.
St. Binderup Orienteringsklub har en shelterplads med adgang til vand og handicaptoilet (findes i klubhuset). Shelterpladsen kan ikke bookes, her gælder først til mølle princippet. På pladsen ligger 3 shelters, to bålpladser og en legeplads. Der er jævnligt tilsyn. Pladsen ligger ca. 750 meter fra rundkørslen nord for Aars, hvor cykelrute 29 krydser Aggersundvejen. I rundkørslen drejes mod Blære og kort efter mod højre ved skiltet, som har pil til Pugholmvej. Herfra er der cirka 200 m til pladsen. Nærmeste adresse er Blærevej 6, 9600 Aars.
Ud mod Svenstrupvej ligger en stor teltplads med tilhørende bålplads. Pladsen ligger ved den cykelsti, der er indrettet på det tidligere jernbanespor mellem Nibe og Hvalpsund. Nord for Års krydser cykelstien Aggersund/Hobrovejen. Cirka 2,5 km nord for krydset ligger pladsen. Pladsen ligger vest for cykelstien i en lysning omkranset af løvtræer og er afmærket med rød pæl med piktogram. Der er parkering lige ved pladsen på Svenstrupvej. Antal pladser: 100.
Man skal på forhånd booke lejrpladsen, hvis man ønsker at overnatte.
Nærmeste adresse: Svenstrupvej 9, 9600 Aars
Aars Skov er desuden med i en forsøgsordning, der gør, at du må slå et telt op overalt i skoven på de grønne arealer. Ønsker man at bruge for eksempel toilet eller bål/grill, må man anvende de andre overnatningsmuligheder.
Til aktiviteter og undervisning i Aars Skov er det muligt at låne forskelligt grej blandt andet hængekøjer og udstyr til vandundersøgelser, botanik og bål.
I hundeskoven er der indrettet en særlig handicapsti. Stien findes med udgangspunkt ved orienteringsklubbens hus, der ligger på Blærevej. I klubhuset forefindes også et offentligt tilgængeligt handicaptoilet.
Vil du gerne afholde et cykel- eller motionsløb i Aars Skov? Eller arrangere rollespil? Visse arrangementer kræver en forudgående tilladelse fra Naturstyrelsen.