Historie - Fur

Geologi

Bakkestrøget med klinter og molergrave på den nordlige del af Fur og de tilgrænsende arealer med hævet havbund er et område af national geologisk interesse.

Bakkestrøget på Nordfur er en randmoræne, hvor materialet er presset op fra Limfjorden, formentlig af et tungeformet isfremstød fra en nordlig retning. Randmorænen består primært af lag af moler opdelt af lag af vulkansk aske samt aflejringer efterladt af isen. Bakkestrøget kan følges mod vest over Mors og Thy og østpå over Himmerland.

Randmorænen kan opdeles i tre zoner: Bakkekronen samt en nordlig og en sydlig bakkefacade. Bakkekronen er smal og langstrakt, og når med Smediehøje, Stendalhøje og Mandhøje op i 65-75 meters højde. Sydfacaden danner overgang til morænefladen på den sydlige del af Fur, som ligger 15-20 meter over havet. Både syd- og nordfacaden er præget af erosion af strømmende vand.

I Stenalderen for ca. 8000 år siden skete der en global havstigning, så Fur i de efterfølgende ca. 4000 år var opdelt i 3 eller 4 øer adskilt af sunde ved i alt fald Faskær og Vojelkær/Kærhale. Under den senere landhævning voksede øerne sammen igen, og Færker Hede opstod mod øst ved dannelsen af et stort system af strandvolde.

Læs mere om Furs undergrund på ystrom.dk

Moleret

Fur er kendt for sit moler, og der findes to molerfabrikker på øen. Skamol A/S forarbejder moleret til højisolerende sten, der anvendes til isolering af industrielle ovne, blandt andet inden for aluminiumsindustrien. Damolin A/S forarbejder moleret til granulater, der anvendes til absorbering og coatning inden for industri og landbrug.

Moleret blev afsat på bunden af det subtropiske hav, der for 55 millioner år siden dækkede det meste af Danmark. Aflejringerne består af 1/3 ler og 2/3 skaller fra kiselalger (diatoméer), der i enorme mængder levede som plankton i havet.
Kiselalgerne var mellem 0,04 og 0,2 millimeter store, og de var formet som kugler eller plader med en luftig og porøs skal. Undersøgelser har vist, at der er mere end 100 forskellige kiselalge-arter i moleret.

Moleret er kendt for at gemme på velbevarede fossile fisk, insekter, krybdyr og planter. Helt kort kan et fossil blive til på flere måder. Når planter og dyr døde, sank de ned til bunden af havet, hvor de blev dækket af kiselalger. Her var ofte ingen bakterier, så fisken eller planten gik ikke i forrådnelse. Efterhånden blev det det døde dyr eller den døde plante indpakket i mange lag af kiselalger. Vægten fik trykket til stige, og langsomt blev vand presset op fra undergrunden. Når vandet mødte fossilet, skete én af to ting: Vandet skyllede fossilet væk, hvorefter det efterlod sig et aftryk af fossilet i det omkringliggende moler. Hvis vandet indeholdt kalk, ville kalken udfylde hulrummet og efterlade et aftryk, der bevarede hårde og større knogler. Det kaldes cementering.

Fossilerne på Fur er en del af Danmarks Naturkanon

Askelagene

Moleret indeholder omkring 200 vulkanske askelag, hvoraf de 179 har fået numre. Der er 140 positive numre og 39 negative. De negative numre skyldes, at forskerne ikke kender omfanget af askelag under jorden, hvorfor de har valgt et markant askelag midt i formationen som +1.

Askelagene blev dannet under gentagne vulkanudbrud i forbindelse med åbningen af Nordatlanten mellem Norge og Grønland. Derfor kalder forskerne askelagene for ”Nordatlantens fødselsattest”. Under udbruddene sprøjtede vulkanerne lava og aske højt op i luften, hvor de allermest finkornede askepartikler blev fanget af nordvestenvinden og transporet ned over molerhavet blandt andet i området omkring Fur. Her sank asken til bunds og dannede et tyndt lag på havbunden. Hvert lag repræsenterer således et vulkanudbrud. Askelagenes vulkanske oprindelse blev først kendt i 1883. Indtil da blev lagene opfattet som kulholdigt sand.

Læs mere om askelag på ystrom.dk

Oldtid

Furs mange gravhøje vidner om, at mennesket har været på øen helt tilbage fra Stenalderen. Og mennesket har efterladt sig spor. Ved Færker Hede er der blevet udgravet en køkkenmødding, hvor der blev fundet dyreknogler, østersskaller, potteskår og våben af flint.

Den velbarede storhøj, Møllehøj (Seværdighed 18), er også et godt eksempel på stenaldermenneskets tilstedeværelse. Højen er blevet dateret til omkring 2.500 f.Kr., den periode af historien, der bliver kaldt enkeltgravskulturen. Mod slutningen af stenalderen, hvor enkeltgravskulturen gjorde sit indtog, skete store forandringer for mennesket. Landbruget begyndte at optage mere plads med vægt på kvægavl og dyrkning af byg. Hjulet blev indført, og typisk havde bonden sin egen gård.

Oprindeligt var Fur rig på skovfyr, men da landbruget efterhånden krævede mere og mere plads, blev træerne fældet. I 1627 måtte den sidste rest af oprindelig skov lade livet. Først i slutningen af 1800-tallet plantede fx Jep Jensen sin egen skov (Seværdighed 4).

Stenaldermennesket har efterladt sig flere spor, der i dag kan ses på Fur Museum.

Op gennem bronze- og jernalderen voksede bopladserne langsomt i størrelse, og fra vikingetiden fandt de deres nuværende placering. Med tiden er de små byer vokset sammen til en lang bebyggelse langs de vigtigste veje.

At vikingerne holdt til på Fur, giver god mening. Øen var nemt tilgængelig med skib, og som i dag var det muligt at sejle til både Kattegat og Vesterhavet. Samtidig var Limfjorden fyldt med føde, og samtidens største ringborg – Aggersborg – lå kun en kort sejltur mod nordøst.

Med kristendommens indtog ville fur-boerne ikke stå tilbage for resten af landet, og i 1126 opførte tre lokale stormænd, Fur Kirke, Sankt Mortens Kirke.

Vi kender året præcist, fordi Paven i 1166 modtog en bekræftelse fra bispen i Viborg på, at den tidligere biskop 40 år tidligere havde modtaget kirken i gave fra de tre grundlæggere.

Nutid

I 1919 begyndte den første brydning af moleret, og siden har historien om det moderne Fur i høj grad stået i molerindustriens tegn. Til at begynde med blev moleret eksporteret i rå tilstand, men i dag bliver hovedparten af moleret forarbejdet på øen, og molerindustrien har udviklet sig til en væsentlig faktor i Furs økonomi. Moler anvendes til coatning, isolering og absorbering.

Den historieinteresserede opdager hurtigt, at der ved Færker Vig står en sten til minde om ”Operation Waterdropping”. Under besættelsen kæmpede Toldstrup-gruppen mod tysken, og 4. marts 1945 fik de lokale frihedskæmpere en forsinket julegave fra De Allierede: Våben!
Operation Waterdropping var en historisk begivenhed, da det var første gang, at De Allierede kastede containere med våben ned i vand. Som nedkastningsfly blev brugt et fire motors britisk bombefly af mærket Lancaster.

I 1974 fandt Ringkøbing Sportsdykkerklub en af containerne på bunden af Færker Vig. Beholderen viste sig at indeholde plastisk sprængstof.

Et par år tidligere havde staten opkøbt 100 hektar af øen ud mod Livø Bredning. Sommerhusudstykning og molergravning havde grebet om sig, og opkøbet skulle sikre nogle af naturværdierne på Nordfur. I dag bliver gravningen på Fur reguleret af langsigtede aftaler, og statens arealer indgår som rekreative områder for øens turisme. Samtidigt udvikler en stor del af arealerne sig ved hjælp af græssende husdyr til såkaldte overdrevsarealer med en rig flora og mange dagsommerfugle.