Hent pdf-kort over seværdigheder
Fur
Inden for sit beskedne areal på kun 22 km2 rummer Fur en rigdom af forskelligartede og særprægede landskaber. Nordfur domineres af en øst-vestgående bakkeryg med stejle skrænter ned mod Limfjorden.
Der er langt mellem gårdene. Fra gravhøjene på toppen af bakkeryggen er der udsigt over hele øen. Mod syd breder det flade frugtbare agerland sig. Landsbyerne med oprindelse i Vikingetiden har udviklet sig til en næsten sammenhængende langstrakt bebyggelse langs de vigtigste veje. Spredte udflyttergårde fra 1800-tallet præger vestøen.
Fur er kendt for sit moler, som udelukkende er knyttet til det naturskønne bakkeland. Moleret blev afsat på bunden af et hav, der for 55 millioner år siden dækkede det meste af Danmark. Moleret er kendt for sit indhold af velbevarede fossile fisk, insekter, krybdyr og planter. Moleret indeholder ca. 200 vulkanske askelag, som er blevet dannet under gentagne vulkanudbrud i forbindelse med åbningen af Nordatlanten mellem Norge og Grønland.
I 1919 begynder den første brydning af moleret, som blev eksporteret i rå tilstand. I dag forarbejdes hovedparten af moleret på øen, og molerindustrien har udviklet sig til en væsentlig faktor i Furs økonomi.
Hvis du finder særlige fossiler så skal du sikre dig, at det ikke er omfattet af Danekrælovgivningen, inden du tager dem med dig.
Læs mere:
1. Lille Knudshoved
Furs vestligste punkt er Lille Knudshoved, og som ved Knudeklinterne mod nord går skrænt og fjord næsten i et.
Klinten er primært opbygget af moler toppet af et par meter moræneler og til sidst overlejret af smeltevandssand. Oven for klinten er rester af de lyngarealer, der dækkede Nordfur omkring år 1800. En gammel havskrænt fra stenalderen danner overgangen til strandengene mod syd. I klart vejr er udsigten mod Salling og Mors intet mindre end formidabel.
Et godt udgangspunkt for et besøg ved Lille Knudshoved er Fur Bryghus, hvor du kan parkere din bil. Efter gåturen kan du jo nyde et glas humle ved bryggeriet.
2. Knudeklinterne
På nordsiden af Fur ligger Knudeklinterne – de mest imponerende molerklinter på Fur. På en strækning over 600 meter kan du se, hvordan moler og askelag er presset sammen i flager og folder. Den røde vandrerute går langs klinterne, ved lavvande langs stranden, ellers på toppen af klinten, hvor jorden dog er fedtet på grund af moleret.
Fra toppen af Knudeklinterne er udsigten mod Livø og Mors bjergtagende. Og netop udsigten har fået Realdania til at se nærmere på øen. Sammen med ni andre steder i det danske landskab er Knudeklinten en del af initiativet ”Steder i landskabet”, hvor lokale kræfter i samarbejde med Realdania udvikler enkle arkitektoniske indgreb, som skal højne og skærpe oplevelsen af naturen. På Fur hedder projektet Diatoméer, da det netop er diatoméer – altså kiselalger – der har inspireret til udformningen af tre arkitektoniske udsigtsplatforme udført i cortensstål. Det særlige ved cortensstål er, at det får en dybrød rustfarve, når det bliver udsat for regn, sol og vind. Og så får platformene samme farve som Den Røde Sten. De 3 platforme er placeret ved et par tidligere molergrave mellem Faskær og Knudeklinterne. Projektet på Fur er gennemført af Realdania i samarbejde med bl.a. Fur Bryghus.
Se kort med markering af de 3 platforme
Læs mere om Stedet Tæller på stedet-taeller.dk
3. Fur camping
På Fur ligger en af Danmarks smukkest beliggende campingpladser. Fra Fur Camping har besøgende udsigt over Limfjorden og direkte adgang til stranden med de maleriske molerklinter.
Campingpladsen har autocamperplads, cykeludlejning og lejrskolefaciliteter.
4. Hwistelstow (fløjtestuen)
Kort fortalt er Hwistelstow (fløjtestuen) et ringformet voldanlæg, der måler 12,5 meter i indvendigt tværmål. Volden i sig selv er knap 1 meter høj. Hvilken funktion volden blev opført for at udfylde, fortaber sig i historiens tåger. Højst sandsynligt har den været anvendt som fårefold. Hwistelstow ligger i en dyb slugt nord for gravhøjene Manhøje.
5. Manhøje
Gravhøjene Manhøje ligger på bakkelandets højderyg. Herfra har man en fantastisk udsigt hen over en retableret molergrav mod Knuden og med Salling, Mors og Thy i horisonten. I Manhøjene er fundet adskillige stenkister med bronzesværd og -dolke samt en af Danmarks flotteste helleristningssten. Der er P-plads ved højene.
6. Jep Jensens Skov
Den sidste rest af skov på Fur blev fjernet i 1600-årene. Det skovløse bakkeland var udyrket og brugtes til afgræsning samt lyngslåning. Midt i 1800-årene begyndte en skovrejsning. Små husmandsplantager blev anlagt. De er som regel omgivet af et tørvedige, som det er tilfældet i Jep Jensens skov. En uafmærket sti fører rundt i skoven, hvor små skilte fortæller om de forskellige træer.
7. Fur fyrtårn
8. januar 1911 kom der lys over Knudeklinterne: Her blev Fur fyrtårn nemlig tændt første gang. Gennem årene har Limfjorden spist grådigt at Furs kystlinje, og i 2007 blev det oprindelige fyr erstattet med en ny og bedre model længere inde på land. Fyret er en lanterne på toppen af stålmast beklædt med metalplader malet med rød-hvide bælter.
Læs mere om Fur fyrtårn på fyrtaarne.dk
8. Emmelsten
På overdrevet nordøst for Emmelstenhus ligger resterne af en langhøj fra yngre stenalder. Højen er 64 meter lang og har oprindeligt været omkranset af store kampesten med gravkamre mod syd. Sidst i 1800-årene blev højens randsten anvendt til husbyggeri blandt andet til Emmelstenhus. I dag er kun enkelte væltede randsten bevaret, og de dybe stentagningshuller i højen afslører, hvor gravkamrene var.
Umiddelbart øst for langdyssen er der en overnatningsplads.
Læs mere om langdyssen på kultruarv.dk
9. Svenskehulen
Furs Nordkyst gav i 1809-13 genlyd af svenske gloser. Under ledelse af en svensk bjergværksmand var man i færd med at grave en minegang ind i den molerklint, der siden har fået navnet Stolleklint. Stolle betyder minegang. Efter nederlaget under Napoleonskrigene havde Danmark mistet Norge, der hidtil havde forsynet Danmark med brændsel og råstoffer. Man begyndte derfor at lede efter kul i Danmark, og de sorte lag i Furs moler vakte interesse. Var det stenkul? Minegangen blev gravet omkring 50 meter ind i skrænten, og for enden gravede man en dyb brønd, men alt sammen forgæves. I dag er minegangen (Svenskehulen) væk, da fjorden på 200 år har ædt godt 50 meter af klinten. Kun stednavnet Stolleklint er tilbage.
Men hvorfor grave efter kul på Nordfur? Helt indtil 1902 troede man, at askelagene (se mere under Historie) var kul. I 1883 havde to belgiske geologer ellers påpeget, at de sorte streger ikke var sandlag med kul men derimod vulkanske askelag.
I dag kender vi til omkring 200 askelag på Fur. De 179 (alle over ½ centimeter) er blevet nummererede. 140 af lagene har positive numre, mens 39 har negative numre. Grunden til de forskellige numre skyldes, at der er et kraftigt skel ved askelag nummer +1, og at forskerne ikke kender omfanget af lag under jorden.
10. Rødstenen
I bunden af en lang smeltevandsdal ligger ”Rødstenen”, der som sin tvilling ude ved kysten (Den røde sten) består af smeltevandssand og smeltevandsgrus, kittet sammen af jernforbindelser, der er vasket ud af moleret.
Til dagligt syner kæmpestenen dog ikke rød. Det meste af overfladen er nemlig dækket af sjældne lavarter, som giver stenen en grå overflade. Derfor kaldes den ofte ”Gråsten”.
Rødstenen er så speciel, at der knytter sig flere sagn til den. Angiveligt skulle der bo en drage inde i stenen… eller også er det en bjergmand, der engang har spået Kong Valdemar Atterdag!
Rødstenen er omkring 14 meter bred og 5 meter tyk, og den er fredet, så der i en radius på 20 meter ikke må ske terrænændringer, beplantning, bebyggelse m.v.
Ved Rødstenen findes en overnatningsplads.
Læs mere om, hvordan Rødstenen blev til på ystrom.dk
11. Den røde sten
Med fødderne solidt plantet i Limfjordens vandkant står den rustrøde sandstensklippe ”Den røde sten”. Stenen består – som sin tvilling ”Rødstenen” – af smeltevandssand og –grus, kittet sammen af jernforbindelser, der er vasket ud af moleret. Når vandet fra Limfjorden og regnvandet rammer stenen, ruster jernforbindelserne, hvorfor stenen får sin røde farve.
Rødsten har tidligere været et vigtigt byggemateriale af flere middelalderkirker – for eksempel Fur kirke og Viborg domkirke. At kirkebyggerne dengang valgte rødsten som materiale handler blandt andet om, at stenen er let at forme.
12. Østklinten
På en dejlig varm sommerdag summer Østklinten af liv. Klinten er den mindste af øens molerklinter, men hvad den mangler i størrelse, har den i besøgende. Fra parkeringspladsen for enden af Rødstenvej kan turister bruge Østklinten som udgangspunkt for besøg i Langstedhuller, Rødstenen, Den røde sten og Lundhaven.
Den gule vandrerute tager besøgende forbi alle fem seværdigheder. I foråret og efteråret – og generelt vådt vejr – er det en god idé at tage gummistøvlerne med.
Der er parkeringsforhold og offentligt toilet på klintens sydside.
13. Langstedhuller
På nordkysten ligger Langstedhuller, der et af de mest naturskønne områder på Fur. Hullerne er et system af erosionsslugter udformet efter istiden, og med lidt god vilje ligner toppen af skrænten lange fingre, der grådigt griber efter Limfjorden.
I det tidlige forår er skrænterne dækket af hulkravet kodriver og nikkende kobjælde. For de madinteresserede vokser her også havtorn og vild kamille.
Ved parkeringspladsen er der et offentligt toilet.
14. Stendal Høje
Bronzealdergravhøjene Stendal Høje troner 76 meter over Limfjorden og er dermed øens højeste punkt. Fra toppen er der udsigt over det meste af Fur og hele den centrale del af Limfjordslandet: Salling mod syd, Mors mod vest med Thy bagved, Hanherred mod nord, samt Livø og Himmerlandskysten mod øst.
På grænsen til den store, aktive molergrav mod nord lå indtil 1962 Bette Jenses Hyw (Lille Jenses Høj), der oprindeligt var øens højeste punkt. I 1962 blev højen, der ikke var fredet, udgravet for at give plads for råstofindvindingen. I dag står skulpturen ”Molermanden” tæt ved det sted, hvor Bette Jenses Høj engang lå.
15. Smedjehøje
De græs- og lyngklædte Smedehøje ligger 72 meter over fjorden og har en storslået udsigt især mod Nordmors og Livø. Vest for Smedehøjene præges landskabet mere og mere af molergravningen.
Til Smedehøje knytter sig en historie om en lystig bjergmand. Sagt på jævnt jysk kunne han godt lide kvinder, men da der ingen var på hans egen alder, fik han et godt øje til øens yngre piger.
I jagten på kærlighed endte han med at bortføre en bondekone fra Debel. Kvindens husbond var ude af sig selv, men bjergmanden bad ham ryge og rejse. Efter lang tid lykkedes det dog for manden at vinde sin hustru tilbage. Men da hun kom hjem, døde hun i stolen ved kakkelovnen.
Nær Smedehøjene er der parkeringsplads med bænke og borde.
16. Stendal Graven og Bispehuen
Stendalgraven er Furs største råstofgrav og den mest tilgængelige. Besøgende kan se de vekslende lag af vulkansk aske og moler i de blottede skrænter. Som en del af landskabets efterbehandling er en spektakulær søjle af foldet moler blevet efterladt tæt ved Rødstenvej. Dens form har inspireret til navnet Bispehuen.
På bakken over Bispehuen står bronzeskulpturen ”Molermanden” og ser ud over det menneskeskabte råstoflandskab og bagved det naturlige landskab, fjorden og Livø. Der er infotavle samt borde/bænke tæt ved ”Molermanden” og på bakken på den anden side af molergraven. De bedste fossilfund bliver i nogle tilfælde udstillet på Fur Museum.
Læs mere om fossilerne på muserum.org
17. Gammelhavn
I 1911 byggede furboerne en havn ved Koldkilde. Havnen var fyldt med små fiskerbåde, og furboerne havde skibsforbindelse til Nykøbing Mors et par gange om ugen. Havnen blev dog ved med at sande til, så i 1956 opgav man havnen og bådene flyttede til den nybyggede havn ved færgestedet på Stenøre.
I det røde bundgarnshus fra 1925 er der indrettet en udstilling om havnen og fjorden samt Limfjordsfiskeriets udvikling. Indenfor knirker gulvbrædderne, mens duften af tjære, salt og fjord river behageligt i næsen. Der er fri adgang til udstillingen.
Fra parkeringspladsen går den grønne vandrerute langs den fine badestrand.
Ved bundgarnshuset er der opstillet borde og bænke.
18. Fur Museum
Hvis Fur Bryghus er smagen af Fur, er ”Fur Fosiler 55.000.000 år” føde til intellektet. Museet er et landskabshistorisk og geologisk museum med en enestående samling af fossiler fra moleret.
På museet får besøgende fortællingen om regionens landskaber og undergrund – en historie, der spænder fra det tropiske molerhav til istidernes arktiske kulde. De landskabshistoriske indspark kommer i udstillingerne i Gammelhavn og Museumsgården ”Det Lille Land”. Ved sidstnævnte kan gæster opleve, hvordan landbruget på Fur har udviklet sig gennem de sidste godt 150 år. Som en krølle på halen står Tarris Mølle ved Museumsgården. Engang var der over 20.000 gårdmøller i Danmark, men i dag er Tarris Mølle den sidste af sin slags i landet.
Om sommeren arrangerer museet vandreture på Nordfur, hvor der er lejlighed til at se på landskabsgeologi, fortidsminder samt molerbrydning og -efterbehandling. I juli måned er der arbejdende værksteder med gamle håndværk ved museumsgården.
Læs mere om ”Fur Fosiler 55.000.000 år” på museumsalling.dk
19. Møllehøj
Øst for Stisagervej ligger Møllehøj, en velbevaret storhøj, der blev fundet i 1997. En oppløjet sten gav anledning til en arkæologisk udgravning med et overraskende resultat. Midt i højen fandtes spor af en godt 4.500 år gammelt træbygget gravkammer og fundamentsgrøfterne til hele to stubmøller fra middelalderen. Overraskende var også størrelsen. De randsten, der omkranser højen, danner en cirkel på 29 meter i diameter. Højen viste sig at være så velbevaret, at den blev fredet.
Der er parkeringsplads ved Møllehøj og en overraskende flot udsigt.
20. Færker Odde
Længst mod nordøst ligger Færker Odde og griber efter Limfjorden. En odde er en lang sandarm, der går ud i vandet, hvor den på grund af aflejring af sand og grus hele tiden bliver længere. Mod nord består kysten primært af sandbund, mens fjordbunden mod syd – i Færker Vig – er en blanding af sten, ålegræs og muslinger. Nordsiden af odden er fin badestrand, og om sommeren bliver her sat en badebro op.
Alleryderst på oddens spids soler den spættede sæl sig fra tid til anden.
21. Fur Bryghus
I et smukt istandsat, tidligere molerværk på Knuden holder Fur Bryghus til. Her er der brygget øl siden 2004. Selve brygværket og gærkarrene er fabrikeret i Tjekkiet, mens tankene kommer fra Slovenien og Danmark. Tappekolonnen er ligeledes dansk, og pasteuren er tysk produceret. I 2015 øgedes kapaciteten med 50 %. Siden 2005 har brygmesteren været Flemming Asmussen, der om nogen kan tage del i æren med at producere øl til hele landet. Har du travet Knudeklinten tynd, kan du nyde mad og drikke i Bryghusets restaurant.
Læs mere om Fur Bryghuspå furbryghus.dk
22. Sankt Mortens Kirke
Kong Harald Blåtand tog i midten af det 10. århundrede æren for at have gjort danerne kristne. Historien på Jellingestenen skal nok tages med et gran salt, og historikerne er i dag enige om, at danskerne fra omkring år 900 brugte flere hundrede år på at vende ryggen til Asgård, Odin og Thor.
På Fur opførte tre stormænd Gutchi, Agi og Atte kort før 1126 Sankt Mortens Kirke.
At vi kender året så præcist, skyldes, at Paven i 1166 modtog en bekræftelse fra bispen i Viborg på, at den tidligere biskop mere end 40 år tidligere havde fået kirken i gave fra de tre grundlæggere.
Kirken har fået sit navn efter den katolske helgen Skt. Morten, der levede i Tours i Frankrig i det 5. århundrede. Skt. Morten har lagt navn til ”Mortens Aften” den 10. november.
På kirketårnets vestside sidder et udhugget stenansigt indmuret i væggen. Stenen stammer fra kirkens oprindelse og blev genanvendt, da man engang i 1500-årene opførte tårnet.
23. Lundhaven
Tæt ved den gule vandrerute ligger Lundhaven – et middelalderligt tørvedige, der er bevokset med hvidtjørn. Tidligere har området bag diget fungeret som græsningsareal for enestegården Lundegård. Lundhaven ligger på bagsiden af Østklinten, hvor terrænet er meget kuperet. Af samme grund varierer dimensionerne på diget. På det største sted er indhegningen 220 meter lang og 130 meter bred.
Også den dyrkede jord til Lundegaard var omgivet af et jorddige og en grøft, der skulle holde husdyrene fra overdrevene ude fra gårdens dyrkede indmark. Man passerer diget på den gule vandresti vest for Langstedhuller. Diget kaldes Lundgaards Dige og er et sjældent eksempel på en inddiget enestegård fra middelalderen. Lundegård (i dag Nr. Lundgård) og det tilhørende dige er i dag udpeget som kulturarvsareal.