Dyr
Hjortevildt
I Jenle og Søttrup plantager findes en pæn bestand af råvildt, ligesom der kan træffes dådyr. Rådyr og dådyr er aktive både om dagen og om natten, men du kan især støde på dem ved solopgang og solnedgang. Når de skal ud for at søge føde, følger de såkaldte veksler, der er stier, dyrerne selv har lavet.
Det kan være svært i farten at se forskel på rådyr og dådyr, men et godt tip er at tjekke deres bagdele. Begge arter har et lyst såkaldt spejl på bagdelen, men hvor rådyrets spejl er helt hvidt, har dådyrets hvide bagdel tre lodrette sorte striber.
Rådyrenes og dådyrenes eneste naturlige fjende er rævene, der går efter de nyfødte lam. Rovdyrene medvirker dermed er til at sikre, at bestandene ikke vokser sig alt for store.
Hvis man er heldig, kan man måske opleve Danmarks største landpattedyr, kronhjorten i plantagerne, men de er endnu forholdsvis sjældne i området, selvom arten breder sig meget i disse år.
Hjortevildt er hårde ved træerne i skoven, da de dels gnaver blade, knopper og kviste af træerne i den højde, de kan nå, ligesom især kronvildtet kan finde på at skrælle lange strimler af træernes bark og spise dem. Hvert år sætter hannerne et nyt gevir, der er dækket af et lag hud, kaldet bast. Når geviret er færdigudviklet vil hannen af med den kløende bast, og den gnider geviret op af træer og buske og efterlader dem med knækkede grene og flosset bark. Samtidigt markerer især råbukkene deres territorium. Man siger, at hannerne fejer basten. Råbukken fejer basten om foråret, mens dåhjorten og kronhjorten fejer sent på sommeren.
Om vinteren er det lettere at se hjortevildtet, fordi det er sværere at gemme sig i den bladløse skov, og dyrene er mere aktive, da de skal finde en masse føde. Ligger der sne, vil der være spor efter hjortevildtet alle vegne.
Grævling
Næst efter ulven er grævlingen Danmarks tungeste rovdyr og den er særdeles godt repræsenteret i Jenle og Søttrup plantager. Grævlingen, der kan veje op til 20 kg, foretrækker regnorme som føde, men den spiser også blandt andet biller, mus og insekter.
Grævlinger er overvejende nataktive. Mens dyrenes aktive periode i sommerhalvåret starter omkring solnedgang og slutter omkring solopgang, så bliver dyrene i vinterhalvåret som regel først aktive et par timer efter solnedgang og vender tilbage til graven et par timer før solopgang.
Grævlingerne holder til i en grav, der består af op til flere underjordiske huler. Graven, der kan have en eller flere indgangshuller, ligger oftest på skråninger, og dyrene finder størstedelen af deres føde i nærliggende lysninger, marker, overdrev og enge.
Grævlingen er i folkemunde kendt for at være et hidsigt dyr med et kraftigt bid. En gammel skrøne lyder, at grævlingejægere havde kul i støvlerne, fordi grævlingen bed, indtil knoglerne knasede. Sandheden er dog, at grævlingen er meget sky.
Skovens fugle
I de to plantager finder man mange fugle med tilknytning til skoven. I de mørke nåleskovsområder dominerer blandt andet gransanger, sortmejse, topmejse, musvit, blåmejse, skovhornugle og fuglekonge, mens man i de lysere løvskovsområder finder fugle som musvåge, flagspætte og natugle.
Røde skovmyrer
Typisk for en nåleskov finder man på lune og solrige steder myretuer, der rager op til 1½ meter op over jorden. Det er de røde skovmyrer, der har konstrueret dem. Tuerne er bygget af nåle og små kviste, og de kan udvikle sig til enorme samfund med op til 100.000 myrer. Myrerne er sociale insekter, der lever af de sukkerholdige ekskrementer fra nåletræernes bladlus. Når myrerne finder gode fødekilder, lægger de et duftspor, som andre myrer fra boet kan følge. Derfor ser man myrestier, der går ud fra en tue, hvor myrerne tydeligt følger samme rute. Myrerne fordeler arbejdet imellem sig. Nogle reparerer tuen, andre søger for, at der er føde, nogle fodrer larverne, og andre forsvarer myretuen mod ubudne gæster. Allerinderst i tuen ligger den store dronning og lægger æg. Når man engang imellem ser store huller i myretuerne, så er det sjældent menneskelige vandaler, men i stedet grønspætten, der har hentet sig et nemt måltid.
Planter
Som andre typiske hedeplantager på mager jord er nåletræerne stadig de mest dominerende i plantagerne. I de to plantager finder man blandt andet nobilisgran, skovfyr, rødgran, grandis almindelig ædelgran og sitkagran. I modsætning til den danske løvskov har de gamle nåletræsplanter en meget begrænset skovbundsflora, så det er især svampe og masser af mosser, der trives med lidt lys, man finder i skovbunden. Om efteråret kan man således finde fine spisesvampe såsom de lækre kantareller og forskellige rørhatte blandt andet Karl Johan. Langs veje og stier ses typiske hedeplanter som lyng, revling og tyttebær. Plantagerne huser også den sjældne og fredede orkide, Purpur-gøgeurt, som skal søges på åbne lidt fugtige partier.
I den nordlige del af Jenle Plantage finder man ung løvtræskov i form af to temaskove. I 5. Maj Skoven er der kun brugt arter af gammel dansk oprindelse, som symboliserer de danske farver. I selve skoven er der plantet rød- og hvidtjørn, eg, bøg og ask iblandet lind, fuglekirsebær og rødel, mens skovbrynet er bygget op med hæg, hunderose, æblerose, slåen og vild æble. Årtusindskoven, der er plantet øst for 5. maj skoven, består primært af eg, hvoraf nogle, med lidt held, kan stå til næste årtusindskifte.