Historie - Jenle-Søttrup Plantage

Geologi

Syd for de himmerlandske heder ligger Jenle og Søttrup Plantager i et sandet morænelandskab. Under sidste istid (Weichsel-istiden) var store dele af Danmark dækket af en tyk iskappe, der under sin tilbagesmeltning efterlod et storbakket morænelandskab, der hvor Jenle og Søttrup Plantager ligger i dag.  Man mener, at der under denne istid var i alt tre isfremstød i området, hvor isen hver gang smeltede tilbage for så at komme ind over landskabet fra nye retninger. Geologien er derfor blevet kompleks i dybden med varierende lag af moræneler og -sand, samt smeltevandsler, -sand, og -grus. Plantagerne er plantet oven på en stor flade, der er domineret af smeltevandssand. Ved isens tilbagesmeltning fossede vandet ud foran gletsjeren, og jo stærkere strømmen var, desto grovere materialer kunne smeltevandet bære med sig på rejsen hen over det nydannede morænelandskab. Ved de to plantager har vandet især kunne bære sandkornene med sig, og boringer afslører lag på op til 48 meter smeltevandssand. Plantagerne er derfor én stor imponerende sandkasse.

Mennesket påvirker landskabet

Efter istiden lå jorden ubevokset hen og ikke blot det rindende vand, men også vinden kunne forme det nøgne landskab. Langsomt begyndte skoven at indvandre, efterfulgt af mennesket der for cirka 5000 år siden begyndte at rydde skoven og opdyrke jorden. Der var tale om svedjebrug, hvor den eneste form for næringsstoffer, der var til stede, var dem, der blev frigjort ved afbrændingen af skoven. De dyrkede marker var små, og kvæg og svin græssede frit i skov og på forladte marker. I jern­alderen blev jorderne i Himmerland påvirket af en speciel dyrkningsteknik, der medførte en indramning af de små marker med lave diger, de såkaldte digevoldinger. Disse agerkomplekser, der kunne dække arealer på over 100 hektar, er formodentlig tegn på privat ejendomsret samt at markerne har kunnet dyrkes gennem en årrække på grund af indførelse af stalddrift, så markerne kunne gødes. På de lette sandjorde skete alligevel en kraftig udpining, og bedre blev det ikke af, at der i jernalderen var en udbredt muldflugt. Agerkomplekserne i disse områder blev der­for opgivet som landbrugsjorde, og mange af dem sprang i lyng. 

Gravhøje og ildstedsgruber

Spo­rene fra den ældste og mellemste del af jægerstenalderen (cirka 13.000-5.400 før vor tidsregning) er endnu fåtallige, men findes måske under tykke, beskyttende jordlag. Fra jægerstenalderens yngste del, den såkaldte Ertebøllekultur (cirka 5.400-4.000 f.v.t.), har man betydeligt flere spor. I denne periode lå boplad­serne i Limfjordsområdet ved kysten.

De første spor af menneskelig færden i området er fundet ved Tolstrup og Svenstrup, hvor ildstedsgruber indikerer, at der omkring 3.200 f.v.t., det vil sige i bondestenalderen, har levet mennesker. I bronzealderen (1700-500 f.v.t.) er egnen blevet tættere befolket.

Et andet bevis på, at området har været beboet i oldtiden, finder man i Jenle Plantage, som huser tre gravhøje. Man ved, at gravhøjene er blevet anlagt i tiden mellem sen stenalder til bronzealder, mere præcist har man ikke kunnet datere dem. Umiddelbart syd for Søttrup plantage ligger desuden resterne af en stendysse eller jættestue. Disse store fællesgrave begyndte man at opføre i bondestenalderen omkring 3.500 f.v.t. Gravhøjene i området ligger generelt i klynger eller på linjer, som typisk orienterer sig omkring datidens færdselsårer, blandt andet de såkaldte hærveje og adelveje. Det gør sig også gældende for to af gravhøjene i Jenle Plantage, der ligger ud mod en hulvej, kaldet Hærvejen. Denne hulvej ligger i grænsen mellem de to plantager, mens man i Jenles østskel finder et gammelt vejspor med samme retning som nutidens Aggersundvej. Hærvejen er det moderne navn for det gamle vejforløb på langs ad Jylland, som blandt andet blev brugt til at transportere soldater op gennem Jylland. Hærvejen er også kendt som Oksevejen og Studevejen, navnene hentyder til den handel, der foregik mellem Jylland og landene mod syd.

I førromersk jernalder (cirka 500 f.v.t.- 1 f.v.t.) var store dele af Aars sogn opdyrket, og de første landsbyer dukker op rundt omkring.. Man ved ikke præcist, hvor mange mennesker, der boede i Aars og omegn i vikingetiden (750-1066), men fra denne periode stammer en runesten, man finder ved Aars Kirke, med inskriptionen ”Asser satte denne Sten efter sin Herre Valtoke.” På bagsiden står: ”Stenen siger sig her at staa længe. Den Valtokes Varde skal værne.” Den har formentlig udgjort et samlet mindesmærke med en nu forsvunden bautasten og to nu sløjfede høje i lighed med Jelling-anlægget.

Krig, krig og mere krig

I næsten 100 år, fra 1627 til 1720, afløste den ene krig den anden, Kejserkrigen (1627-29), Torstensson-krigen (1643-44), Karl Gustav Krigene (1657-60), Skånske Krig (1675-79), Store Nordiske krig (1700-20) og Aars gik ikke ram forbi. Først kom feltmarskal Albrecht von Wallensteins berygtede lejetropper. De himmerlandske bønder forsøgte at gøre væbnet modstand, men det betød blot, at ødelæggelserne blev det værre. Et tingsvidne fra Aars Herredsting af 22. december 1629 oplyser, at: ”Fjenden kort forinden deres udmarch af landet havde anrettet stor ødelæggelse i Lille Binderup og derfra var gået til Sjøstrup og Aars og jagede alle folkene i disse byer fra deres huse og gårde, hvorefter de borttog, sønderslog og ødelagde alt, hvad de kunne, så der, blev slet intet ved magt igen, dengang de drog hen”.

Efter Wallenstein fulgte svenske grev Lennart Torstenson og Kong Karl Gustav. I hælene på dem de danskes allierede, Brandenborgerne, der var, om muligt, endnu værre end svenskerne.

Når fjenden var ude af landet, så var kronen der straks med krav om skatter, som de arme bønder selvfølgelig ikke kunne betale, fordi der allerede var gjort rent bord.

Hårdt at være bonde

Under enevælden kan man i 1688 i Christian den Femtes store Matrikel læse følgende om Aars sogn:

”Sognet omfatter 19 ejerlav, nemlig 5 byer: Aars, Gundestrup, Sjøstrup, Pisselhøj og Tolstrup. Endvidere omfatter sognet 12 enestegårde samt 2 dobbeltgårde, nemlig Tandrup og Svenstrup.”

Byerne var på dette tidspunkt små, og Aars bestod kun af fem gårde og fire huse. Der findes ingen opgørelse af befolkningstallet, men man skønner, der levede omkring 300 mennesker i sognet. Med undtagelse af præst, degn og en ”bondeskomager” var hele befolkningen bønder. Agerjorden var dog af meget ringe kvalitet, så livet som bonde har uden tvivl været hårdt. I matriklen kan man læse at:

”Agerjorden i dette sogn består af størstedelen af grå sand med nogen muld på rødt sand og en del af grå sand med nogen ringe hedemuld.”

Beretningen fortæller indirekte om jordbundsprocesserne på den magre jord. Øverst den ringe hedemuld (morlaget), herunder ”blegesandet” som var fuldstændigt udvasket for næringsstoffer men også for jernforbindelser (deraf den grå farve), og nederst ”al-laget” (det røde sand), hvor de nedvaskede jernforbindelser mange steder kittede sandet sammen i et hårdt lag, uigennemtrængeligt for vand og planterødder. Et sådant jordbundsprofil kaldes et podzol-profil og kan ses mange steder i plantagen, for eksempel hvor stierne skærer sig ned i gamle klitkanter.

I 1688 var alle gårde i sognet fæstegods, og sognets største godsejer var kongen. Den del af sognets jord, som ikke tilhørte kongen, var spredt på forskellige adelige ejeres hænder, hovedsagligt fra omegnens herregårde. Senere gik også meget kongeligt gods over på herremandshænder, da Frederik den Fjerde i 1717 solgte alt kronens spredte ryttergods (14 procent af bønderjorden skulle føde det nationale rytteri). Derved blev der gjort en ende på en ustandselig handlen, bytten og pantsættelser af ejendomme, og ejerforholdet kom i et mere stabilt og varigt leje, hvilket sikkert har været en fordel for fæsterne.

Ret over egen jord

Under og umiddelbart efter stavnsbåndstiden (1733-1788) skete der store omvæltninger i Aars sogn. Selvom fæstebønderne stort set ikke var tvunget til at udføre arbejde for det gods, som deres gård tilhørte, det såkaldte hoveri, så var der næsten ingen fremdrift i landbruget. De store landboreformer i slutningen af det 18. århundrede satte dog skub i tingene. Indtil da havde de enkelte gårde været samlet i en fælles hovedlod, men en forordning fra den 23.april 1781 bestemte, at hvis blot en lodsejer inden for et fællesskab forlangte det, skulle der foretages en udskiftning. I 1790 indgav sognedegnen i Aars, Niels Christensen Nørgaard, begæring om, at hans jord skulle udskiftes af fællesskabet, hvilket betød, at en udskiftning for hele Aars by gik i gang. I efteråret 1791 var alt fællesskab med hensyn til jord ophævet i Aars by, og hver enkelt bonde kunne således frit bestemme over sin egen jord. I praksis blev den enkelte gårds mange små jordstykker samlet til ganske få (eksempelvis ager, eng, overdrev). Nogle steder valgte man at blive boede i landsbyen, og gårdenes jorder kom til at ligge som lagkagestykker med gårdene inderst i lagkagen (stjerneudskiftning), andre steder flyttede man gårdene ud i landskabet.

Hedebrug

I bondestenalderen afbrændte man urskoven for at gøre plads til kornmarker og græsningsarealer, hvilket efterfølgende betød en udvaskning af næringsstoffer, ler og jernforbindelser og dannelse af et hårdt, jernholdigt al-lag i jorden, der umuliggjorde egentlig opdyrkning af større arealer. Det skabte grundlaget for hedens fremmarch, og i 1800-tallet var Jenle og Søttrup Plantage en del af et stort hedeområde, der hang sammen med de Himmerlandske heder i nord. De Himmerlandske Heder består af et bølget plateau med magert istidssand, som i stort omfang er dækket af indlandsklitter, og også i Søttrup Plantage og den nordvestlige del af Jenle finder man i dag et område med indlandsklitter.

Den dårlige kvalitet jord betød, at korn kun blev dyrket på små marker nær boligen, mens man primært brugte heden som græsningsområde for får og kreaturer. Afbrænding af skov og hede gav få år med græs til sommergræsning, hvorefter hedelyngen tog over og gav mulighed for vintergræsning og afhøstning af ung lyng til vinterfoder. Det særlige hedebrug holdt sig i Nord- og Vestjylland uændret langt op mod vor tid, men forsvandt gradvist fra slutningen af 1800-tallet i takt med hedens egentlige opdyrkning eller tilplantning.

Den langvarige landbrugsmæssige udpining af de himmerlandske hedeområder betød, at mange store områder var lagt øde på grund af sandflugt. For at bekæmpe den udbredte sandflugt plantede man i slutningen af 1890’erne Søttrup Plantage, mens Jenle Plantage blev anlagt af samme grund i perioden 1930-50.

Rekreativt løft

I 1990’erne valgte Nordjyllands Amt at give Jenle Plantage et rekreativt løft. Man etablerede her den første shelterplads, stier og information, og fra 1999-2005 blev der afholdt en årlig skovfestdag, der havde op til 500 deltagere.

I begge plantager er der i de senere år plantet mere løvskov og lavet åbne slettearealer som permanente lysninger i skoven. I den nordlige del af Jenle Plantage finder man desuden to temaskove plantet af det daværende Nordjyllands Amt. Den såkaldte 5. maj skov, der i 1995 markerede 50-året for Danmarks befrielse, og Årtusindskoven plantet i år 2000. Begge skove er markeret med en mindesten. Staten overtog Jenle Plantage fra Nordjyllands Amt ved kommunalreformen 1. jan. 2007.

I 2013 blev et nyt rekreativt område i Jenle kaldet ”Naturbasen Aars” indviet. Her har offentligheden fri adgang til tre shelters, bålhytte, vandpost, multtoilet, brændehugger og grejkasse. En naturvejleder er desuden tilknyttet basen.

Jenle Plantage passes i dag af Naturstyrelsen Himmerland, mens naboplantagen Søttrup i dag ejes af Jutlander Bank