REGAN Vest-stien

Oplevelser ved REGAN Vest-stien

Velkommen til REGAN Vest-stien

Regeringsanlæg Vestdanmark – REGAN Vest

Regeringsanlæg Vestdanmark – i daglig tale kaldet REGAN Vest – var en af den kolde krigs bedst bevarede hemmeligheder. Den 5.500 m2 store bunker blev bygget i 1963-1968 som et atomsikret udflytningsanlæg for regeringen, regenten og centraladministrationen. 

REGAN Vest var under den kolde krig Danmarks vigtigste, civile kommandocentral. Det var herfra, befolkningen og samfundet skulle ledes i en krigssituation. Herfra skulle det demokratiske Danmarks fortsatte eksistens sikres. Sat lidt på spidsen kan man sige, at faldt REGAN Vest, så faldt Danmark. 

Vi ved ikke, om REGAN Vest havde gjort det muligt at overleve en 3. verdenskrig, for heldigvis blev den kolde krig aldrig varm. Helt frem til 2003 blev REGAN Vest holdt opdateret og klar til en hurtig indrykning. Herefter blev anlægget lagt i dvaledrift og i 2012 blev det skrevet helt ud af beredskabet. 

I 2014 blev anlægget fredet og det åbnede muligheden for at etablere Koldkrigsmuseet REGAN Vest. I 2019 blev den underjordiske bunker overdraget til Nordjyske Museer sammen med den tilhørende maskinmesterbolig, mens de naturskønne arealer over anlægget blev overdraget til Naturstyrelsen. Nordjyske Museer og Naturstyrelsen Himmerland har sammen etableret stisystemet, der bringer de besøgende forbi de synlige spor af anlægget under jorden. 

For at besøge Koldkrigsmuseet REGAN Vest er det nødvendigt at booke tid: Nordjyske Museer - Koldkrigsmuseet REGAN Vest

Om REGAN Vest-stien 

Stien over Koldkrigsmuseet REGAN Vest er en helt anden måde at opleve anlægget på. REGAN Vest er godt skjult for nysgerrige blikke, så du må bruge fantasien og forestille dig, hvad der gemmer sig under jorden. Du får dog hjælp af de få dele af REGAN Vest, der er synlige over jorden, nemlig de to indsugningsskakter samt de to udsugningstårne. På toppen af bakken ca. 60 meter over de to underjordiske betonringe, er ringenes placering markeret med pæle.

Landskabet byder på både skov, hede, udsigter og slugter, der veksler mellem hinanden. 

REGAN Vest-stien er en rundtur på ca. 1,3 km oven på det underjordiske anlæg. Stien er en del af Gravlev Ådal Ruten (11,8 km), som fører videre til Rebild Bakker.

Underlaget er fast og jævnt, men stien er flere steder stejl og anbefales ikke til dårligt gående. Vi anbefaler, at den gås med uret, dvs. venstre om.

På vandreruten er følgende punkter markeret:

1. Maskinmesterboligen

Maskinmesterboligen ved REGAN Vest fungerede som tjenestebolig for den maskinmester, som stod for den tekniske drift i REGAN Vest bunkeren. Huset blev bygget samtidig med bunkeren, og det stod færdig i 1966, to år før end selve REGAN Vest-bunkeren.

Tjenesteboligen blev bygget samtidig med bunkeren af en helt særlig årsag. Den havde nemlig også til formål at spærre for indkig til selve indgangspartiet til bunkeren, de sidste år af byggeriet. Boligen har siden den stod færdig haft samme funktion – familiehjem og skalkeskjul for den hemmelige bunker. Den sidste maskinmester flyttede ud af huset i 2010.

Maskinmesterboligen er i dag indrettet, som den kunne have set ud, mens maskinmesterfamilien boede i huset. Hele huset er indrettet som et hjem anno 1980, og som museumsgæst er det tilladt at gå på opdagelse i hjemmet, sidde i møblerne, mens man ser tv, eller bladrer i ugebladene i aviskurven. Derudover kan man høre radio, se fjernsyn, lytte til kassettebånd, spille tv-spillet Pong eller iføre sig 80´er tøj og få sendt et foto til sin mail.

Rundt omkring i boligen kan man desuden møde familiens medlemmer og høre deres historier på skærme. De fortæller om at bo i huset med den store hemmelige bunker i baghaven, deres opfattelse af tiden og den kolde krig.

2. - 3. Indgangstunnelen og passage over tunnel

Indgangstunnelen, der fører ind til selve det ringformede REGAN Vest, er 300 meter lang. Tunnelen er lang af to grunde: For det første er anlægget bygget dybt inde i bakken, så der er mest muligt kridt ovenover til at beskytte det. For det andet kan en lang tunnel svække den trykbølge, der ville blæse gennem den, hvis en atombombe blev udløst udenfor.

Tunnelen er todelt. Det første, lige stykke ender i en blind tunnel, en såkaldt blast tunnel. Den skulle tage det første og mest voldsomme tryk fra en trykbølge. Herefter følger en lang og let buet gang forsynet med ribber. Den skulle svække resten af trykbølgen og fange flyvende sprængrester. Alt sammen for at beskytte selve anlægget bedst muligt.

4. Helikopterlandingsplads

Det var tænkt, at helikoptere skulle kunne lande på REGAN Vest. Vejforbindelserne til anlægget ville måske blive afbrudt, så personer, der skulle ind i bunkeren, kun havde mulighed for at ankomme ad luftvejen. Der kunne også være behov for at evakuere personer fra bunkeren ad luftvejen.

Vi ved ikke præcis, hvor landingspladsen for helikoptere har været, for den er ikke angivet på kort, og der er så vidt vides aldrig landet en helikopter på REGAN Vest. I 1975 ønskede myndighederne ganske vist at lande med helikopter ved anlægget i forbindelse med en af NATOs store WINTEX-øvelser, men det blev opgivet. Begrundelsen afspejlede hemmelighedskræmmeriet omkring REGAN Vest.

”Landingsplads for Helicopter kan nok fremskaffes, men ved et indledende møde herom hos PET i Aalborg var der fuld enighed om, at brug af Helicopter i tilknytning til øvelsen bør undgås, hvis man ønsker ikke at kompromittere anlægget.”

Et godt bud på, hvor landingspladsen for helikoptere har været, er denne eng, kaldet ”Sletten”, der ligger godt beskyttet i terrænet. Den anden mulighed er plateauet på toppen af bakken, hvor der i 1960erne var marker og hede.

Engen fører videre ned i en af de mange slugter på REGAN Vest. Blandingen af græseng og lysåben skov med gamle træer giver levesteder for mange insekter, blomster og planter. Derfor plejer Naturstyrelsen området med afgræsning, så de lysåbne arealer ikke gror til med træer. 

5. Indsugningsskakt Syd og nødudgang 

Ved normal drift hentede REGAN Vest frisk luft udefra, og dette tårn dækker over skakten til hovedindsugningen. Under en krig kunne det blive nødvendigt at rense luften for krigsgasser eller radioaktivitet, og derfor var skakten udstyret med en sonde, der kunne måle indsugningsluftens indhold af farlige stoffer. Anlægget var udstyret med forskellige typer af filtre, der kunne fjerne krigsgasser og radioaktivitet, men var ikke sikret mod biologisk krigsførelse med f.eks. virus og bakterier.

Hvis radioaktiviteten udenfor var meget høj, kunne man lukke anlægget helt af fra omverdenen. Så trak man ikke frisk luft ind, men var neddykket som en ubåd og måtte rense og genbruge luften og tilsætte ekstra ilt. Målet var, at REGAN Vest ved fuld bemanding (350 personer) kunne klare at være neddykket i 10 dage. Test viste dog, at der kun var ressourcer til mellem seks til syv dage. 

Skakten fungerede også som nødudgang, hvis man blev fanget bagerst i anlægget. Der skulle gode kræfter til for at kravle de knap 60 meter op ad brandhagetrinene. 

I dag er skakten bygget om til en moderne nødudgang, som kan bruges til at evakuere personale og publikum fra anlægget.

6. Indsugningsskakt Nord og nødudgang

Alle vigtige funktioner på REGAN Vest har en back up. Det gælder også luftforsyningen samt ved reserveindsugningen. Den ser lidt anderledes ud end den primære, fordi den kunne forsynes med et hejseværk.

Hejsen, som den blev kaldt, kunne kobles til ”Raketten”, en slags lift til én person. Den skulle i brug, hvis det blev nødvendigt at evakuere en person, som var ude af stand til at kravle op ad brandhagetrinene i den primære indsugningsskakt. 

Det var en langsom og ubehagelig oplevelse at blive hejst op gennem den snævre skakt, og det kunne gå galt. Det fortælles, at under en øvelse satte ”Raketten” sig fast med et medlem af det kvindelige Lottekorps i den. En anden gang blev en politibetjent som en spøg bragt til standsning få meter fra toppen og fik at vide, at han kun kom helt op, hvis han gav en kasse øl. Han syntes ikke, det var morsomt.

I udstillingen ved Koldkrigsmuseet REGAN Vest kan du fornemme oplevelsen i en kopi af ”Raketten”.

7. Bevogtningskompagniet

Den nedslidte mandskabsvogn blev under øvelser brugt som kontorkarosse af det kompagni fra Nørre Uttrup Kaserne nord for Aalborg, som skulle bevogte og forsvare REGAN Vest i tilfælde af en krise eller en krig. Omkring 300 soldater var afsat til opgaven. Chefen for kompagniet var samtidig pladskommandanten i REGAN Vest.

Til hverdag – i fredelige tider - havde maskinmesteren opgaven med at sikre REGAN Vest mod uvedkommende gæster. Han kunne fra sit kontor holde øje med indgangen til bunkeren. Også politiet kørte ekstra patruljer i området. Flere gange i 1970erne og 1980erne havde danske aviser søgelyset rettet mod Rold Skovområdet, fordi man havde snuset op, at her var noget hemmeligt gemt. Overvågningen blev i de tilfælde skærpet.

Overvågningen omfattede også Rold Storkro på den anden side af dalen. Kroen var udset til at være mellemstation for personer, der skulle videre til REGAN Vest i en krigssituation. 
Med tiden blev mandskabsvognens stand så dårlig, at forsvaret kasserede den. Den blev degraderet til kaffestue ved forsvarets årlige jagt på området. 

8. - 9. Udstødningstårn syd og nord

En af nøglerne til at gøre REGAN Vest uafhængig af omverdenen var to store dieseldrevne generatorer. I fredstid var anlægget koblet på den offentlige elforsyning via en transformator, der er skjult i garagen ved maskinmesterboligen. 

Ved en indrykning i anlægget kunne generatorerne klare strømforsyningen. De er placeret i et særligt maskinrum, som af sikkerhedsgrunde ligger adskilt fra selve anlægget. Generatorer, rørledninger m.v. er desuden beskyttet mod rystelser fra en eksplosion udenfor.

Røgen fra generatorerne blev ledt gennem to lange udstødningsskakter eller skorstene, der er bygget ind i kridtet, og som på overfladen ender i hvert sit tårn. På den måde blev røget kølet ned, så den ikke kunne ses og heller ikke spores med varmesøgende udstyr. 

Når en generator kørte, kunne man dog høre den som en svag summen, hvis man lagde øret helt ind til tårnet.

Én generator var nok til at forsyne anlægget med strøm, men som ved alt andet vigtigt udstyr i REGAN Vest var der en reserve. Under maskinrummet ligger seks olietanke, der tilsammen kunne rumme 72.000 liter dieselolie. Det sikrede, at der var strøm lys, varme, udstyr og luftrensning i flere uger. 

10. Den primære nødudgang

Der er tre nødudgange fra REGAN Vest, dette er hoved-nødudgangen. Flugtruten til den går gennem en 250 meter lang tunnel, der starter uden for den tonstunge dør ved indgangen til ringene. Tunnelen er hugget direkte ud i kridtet og ender i en lang og stejl trappe, som fører op til overfladen. Ved siden af trappen er der en sliske, så man med et spil kan trække en båre op. 

Tunnelen til nødudgangen var også designet til at kunne opfange noget af den trykbølge, som en atomar eksplosion ved REGAN Vest ville resultere i. Den har gennem alle årene desuden været overvintringssted for flagermus.

11. TV-masten

Masten kom ufrivilligt til at spille en rolle i historien om REGAN Vest. I toppen sidder en helt almindelig, gammeldags TV-antenne, som gennem et kabel sendte TV-signalet ned til ejendommen for foden af bakken. Der var modtageforholdene nemlig håbløse.

I 1976 bragte Ekstra Bladet en artikel om REGAN Vest, hvor et foto af antennemasten var et af ”beviserne” for, at undergrunden skjulte en hemmelig atombunker. Det var selvfølgelig helt forkert. Radiokommunikationen til og fra REGAN Vest foregik fra en selvstændig radiobunker et par kilometer mod sydøst i Rold Skov.

REGAN-Vest Tunnelanlæg – Ring 1 og Ring 2

Ring 1 - Arbejdsringen

Ring 1, som også kaldes arbejdsringen er cirka. 60 meter nede i kridtbakken. Hver ring er ca. 54 meter i diameter. 

I Ring 1 ligger de fleste af ministeriernes kontorer og ikke mindst situationsrummet, hvor regeringen og regenten kunne mødes for at træffe de vigtigste beslutninger. Hvert ministerium var tildelt et bestemt antal pladser i REGAN Vest og herfra havde de til opgave at holde den civile administration af Danmark i gang så godt som muligt. REGAN Vest var det danske demokratis sidste bastion under en krig.

Ring 1 rummer også lægeklinik, politi, præstens kontor, en pressetjeneste med journalister DR og Ritzau samt ikke mindst alle de livsvigtige kommunikationsfunktioner.

Radiobunker og kommunikation

I en krigssituation risikerede REGAN Vest at blive fysisk afskåret fra omverdenen. Så meget desto vigtigere var det at sikre kommunikationslinjerne til de civile myndigheder, der stadig kunne arbejde og til den militære ledelse i Danmark og NATO.

REGAN Vest havde fire forskellige telefonlinjer ud af anlægget til fire forskellige telefoncentraler. Et par kilometer syd for REGAN Vest – i et utilgængeligt område af Rold Skov – lod man en særlig radiobunker bygge. Her rejste man en 30 meter høj antenne og på den måde sikrede man, at antennen ikke afslørede placeringen af REGAN Vest. Mellem REGAN Vest og bunkeren var der gravet elkabler og kommunikantionsledninger ned. Bunkeren havde en bemanding på to personer, men kunne også fjernstyres fra REAN Vest. 

Ringene i undergrunden

Ring 1 og Ring 2 er stort set identiske i deres konstruktion. De har en bredde på fire meter og en højde på knap seks meter. Ringene kan bevæge sig en centimeter til hver side og to centimeter i højden, fordi de er bygget ind i et større hulrum i kalken og på et underlag, der kan give sig. På den måde var ringene bedre beskyttet mod de rystelser og den trykbølge, der ville komme, hvis et atomvåben blev udløst over REGAN Vest. Anlægget er konstrueret til at modstå et tryk på 6G, seks gange tyngdekraften, som er det maksimale, et menneske kan tåle.

Ring 2 - Opholdsringen

I denne ring var dagligstuen og cafeteriet, som var nogle af de få rum, der fyldte hele ringens bredde. De ligger begge i overetagen, mens underetagen mest består af depot- og soverum. Ring 2 var altså den ring, man opholdt sig i de 16 timer af døgnet, hvor man ikke var på arbejde.

En stor del af arbejdet i REGAN Vest foregik i skiftehold, og i soverummene til det tekniske personale var der kun senge til en tredjedel af det samlede mandskab. Der var soverum med to, tre, fire og seks senge. Rummene med fire og seks senge var til det tekniske personale, så her gjaldt den varme sengs princip. Når én stod op for at gå på arbejde, krøb en anden ned under dynen. Fritiden blev brug i dagligstuen, hvor man kunne se film, læse, spille spil og snakke i de bløde stole.