Året rundt på Arrenæs

Vil du høre rørdrummen pauke og se havørnen svæve over Arresø. Eller vil du hellere se orkideerne blomstre og plukke vilde kirsebær. Naturen har noget nyt at byde på hver måned året rundt på Arrenæs.

Forår

Det er nu, du kan høre rørdrummen pauke. Rørdrum er en af de beskyttede og sjældne fugle, der yngler ved Arresø. Den pauker, når den skal søge mage og forsvare sit territorium. Det lyder lidt, som når man puster i en flaske, når den pauker. Lyden kan høres på lang afstand. Det tidlige forår er der også mange trækfugle at se. Bl.a. store mængder musvåger.

Isfuglens skyder som en pil gennem luften og det er kun dens turkise og rustrøde farver, der fanger ens øjne. Du kan være heldig at se den fare forbi ved søens bred. Anemonerne blomstrer i Sonnerup og Auderød Skov. Og i skoven kan du måske se rødpelset jordbi og blå oliebille og høre den store flagspætte tromme.

Bøgen springer ud i Sonnerup og Auderød Skov. Fuglene synger på livet løs. Havesanger, sanglærke, rørsanger, sivsanger, gøg og gærdesmutte er bare nogle eksempler. Sidst i maj kan du også høre nattergalens karakteristiske sang i krat og rør omkring søen. En forsommerdag kan du støde på en snog, der ligger og soler sig i varmen.

Sommer

Fra fugletårnet i Auderød Skov kan du af og til se fiskeørnen, når den tager sig et hvil på bundgarnspælene i søen eller havørnen, der ude på søen for at finde føde til ungerne. Blåhat og tjærenellike blomstrer på de tørre skåninger. Skoven står frisk og grøn, og dyrene har fået unger. Du kan være heldig at se både rålam og rævehvalpe.

På overdrevene udsender den gult blomstrende Jomfru Marias sengehalm sin søde duft. Der er masser af saftige kirsebær at plukke langs de afmærkede vandreruter. Og ved Dragebjerg kan du på en solrig dag se mange af sommerfugle af arterne græsrandøje og og engrandøje. Du kan også se flere slags køllesværmere. Det er nu, de parrer sig.

Skoven er mørkegrøn og stille. Fuglenes yngletid er overstået, så nu kan du godt padle kajak på søen. Du kan lægge til ved en af bådbroerne i Auderød havn eller Sonnerup Skov og kombinere kajakturen med en skovtur og eventuelt en overnatning i et af Naturstyrelsens sheltre. Der er fx et ved den lille havn helt i nord, der nu er åben for offentligheden. Rørhøgen begynder at trække sydover.

 

Efterår

På søen er der mange rastende fugle. Du kan plukke brombær til desserten eller dit eget syltetøj. Der er champignons på engene og rørsvampe i skoven. Musvåger og spurvehøge begynder deres træk sydover. Den store skallesluger bruger Arresø som rasteplads, og på nogle år kan der være flere tusinde af dem. Du kan også være heldig at se den røde glente.

I Auderød og Sonnerup Skov begynder træerne at få sine smukke efterårsfarver. Dyrene har travlt med at spise sig store og fede til vinteren. Egernet og musen samler frø til vinterforråd. Der er stadig mange fugle på træk.

Bladene er faldet af træerne, og det er tid at tage regnfrakke og gummistøvler på og gå sig en lang tur. Går du en tur om aftenen kan du se frostmålerne danse foran lommelygten. Du kan også høste slåen til slåensaft. Efter nogle frostnætter har bærrene fået den rette sødme.

Vinter

Julen står for døren, og du må samle kogler, grangrene, mos og lav til juledekorationer. Du må tage det, der ligger på jorden, men ikke klippe grene. Vintermånederne er også et godt tidspunkt at gå på jagt efter dyrespor, når det har sneet. Med lidt hjælp kan du let lære at skelne de forskellige dyrs spor. Du kan fx følge rævens spor og se, om den har haft held med nattens jagt.

Tidligere kom havørnen af og til forbi her ved vintertide. Nu er parret her året rundt. Du kan være heldig at se den fra fugletårnet i Auderød Skov. Hvis der er sne og is, kan du spænde skiene på eller løbe på skøjter på søen. Men pas på. Færdsel på isen er på eget ansvar. De første mejser, musvitter og blåmejser begynder så småt at synge.

I februar har rævene deres parringstid. Det kaldes rolletid. De bjæffer og "skriger" til hinanden. Det kan godt lyde lidt uhyggeligt, hvis man ikke ved, hvad det er. Men det er et tegn på, at foråret er på vej tilbage. Du kan også høre spætten tromme. Det lyder næsten som et maskingevær.