Året rundt i Vestskoven

Forår

I marts er foråret på vej, og det grønne spirer frem alle vegne.

Fuglene er på vej tilbage fra deres vinterophold sydpå. Vestskoven er en vigtig rasteplads for de store fugletræk.

Der er masser af sjaggere, og er du heldig, kan du se fiskeørne, glenter og traner.

Du kan låne en kikkert i Naturcentret.

Der kan du også få hjælp til at bygge din egen fuglekasse.

Læs mere om Naturcenter Herstedhøje

Der begynder for alvor at komme liv i søerne i Vestskoven hen mod april. Det vrimler med frøer, tudser og salamandre.

De mange skovbryn med mirabelle og tjørn er hvide af blomster. Engene er knaldgule af mælkebøtter, og skoven begynder at springe ud.

Fra fugletårnet ved Harrestrup Mose kan du se rørhøgen danse henover rørene i mosen på jagt efter mosegrise.

Alt er lysegrønt. Bøg, ask, birk, ahorn, løn, el og lind. Alt eksploderer i grønt.

Fuglene synger døgnet rundt. Du kan f.eks. høre nattergalen, og modsat hvad mange tror, behøver du ikke vente til om natten. Den synger også om dagen, men når luften står stille om natten, er det en helt særlig oplevelse. De to idylliske søer – Bønnesøen og Hakonsøen – er gode steder at tage til for at høre nattergalen.

Læs mere om nattergalen på dof.dk

Sommer

Egen er sprunget ud, og rådyrene har fået lam og ræven hvalpe. Dyrene har travlt med at jage efter føde til deres unger.

Der er masser af urter at plukke til gastronomiske delikatesser, f.eks. gederams, der som ung plante smager som asparges. Det er også nu, at hylden blomstrer. Du må gerne plukke til eget forbrug, så du kan lave din egen hyldeblomstdrik.

De første mirabeller er modne.

I skoven er der fred, for de fleste mennesker tager til stranden, så du kan have skoven for dig selv.

Men i skovbunden pusler det med liv. Musene har travlt med at søge føde, og rovfugle, ugler og hejrer går på musejagt. Søerne er fulde af fisk. Du kan bl.a. fange gedde, aborre eller karpe.

Læs om fiskearterne på lystfiskeri.dk

Skoven er fuld af dyreunger, der så småt er ved at blive smidt ud hjemmefra. Rådyrene er ude med deres lam, ræveungerne er ude på egen hånd, og ungstærene flyver i flok. Skoven er blevet tæt og mørkegrøn og helt stille. Fuglene er holdt op med at synge, men måske kan du høre den energiske spætte hakke i døde træer. Luften er fyldt med de smukkeste guldsmede og andre spændende insekter.

Efterår

Det er blevet høst. Rønnebær, hyldebær og brombær er modne, og du kan samle vilde æbler samt pærer fra den gamle pæreplantage i Vestskoven.

Egernet kaster sig rundt i hasselbuskene på jagt efter nødder, og oppe på Herstedhøje kan du kigge på de store fugletræk, der sætter kursen mod de sydlige himmelstrøg.

Skoven har iklædt sig sine smukke gule, røde og brune efterårsfarver. Dyrene har travlt med at skaffe føde og lægger depoter ud til vinteren.

Der er nødder, og i skovbunden dukker svampene op.

Efter et regnvejr kan du gå på jagt efter spiselig rørsvamp, østershat og violet ametysthat til middagsbordet derhjemme.

Læs mere om at gå på svampejagt

Slåenbærrene har fået frost og dermed den sødme, der skal til for at lave slåensaft eller til at krydre snapsen. Du kan også være heldig at finde spisekastanjer. Ellers er det jagttid. Vestskoven har en af Danmarks tætteste bestande af rådyr. De kan godt lide unge skove med mange skovbryn, og fjender har de ikke mange af. Derfor holder Naturstyrelsen bestanden nede ved jagt.

Læs mere om jagt

Vinter

Julen nærmer sig, og selv om du ikke må klippe gran, må du gerne samle løse grene og kogler, mos og rødder til juledekorationer.

Der er bålpladser flere steder, hvor du kan tænde op og holde varmen.

Selv om mange fugle er trukket sydover for at undgå kulden, kommer der andre nordfra. Du kan f.eks. se fjeldvåge, silkehaler og sjaggere i lysninger eller i hegn og krat, hvor de søger efter mad.

Rådyrene går i spring i januar. Det er store flokke på 20-30 dyr, som du kan være heldig at støde på. Dyrene har travlt med at finde føde, og hvis der er sne, er det nemt at finde spor efter både rådyr, hare, ræv, mus og mange andre dyr.

Er der sne, kan du også løbe på ski i Vestskoven, hvor der bliver anlagt langrendsløjper. Og så er Herstedhøje Vestegnens absolut bedste og mest populære kælkebakke.

Mod slutningen af vinteren kan du samle birkeris og lave dit eget fastelavnsris eller samle ellekogler til små figurer. I Naturcentret kan du få masser af fif.

Februar er også rævenes parringstid. Rollespil kaldes det, og det er en hel speciel oplevelse at høre rævene kalde på hinanden med mærkelige skrig og bjæf. Vælg en nat med helt stille vejr og gerne med måneskin. Uglerne har også travlt med at kurtisere hinanden, så med lidt held kan du høre dem tude.