Historie - Fanø

Geologi

For omkring 9.000 år siden fulgte kysten formentlig en linje fra Blåvandhuk i nord til den tyske ø Sild i syd. 1.000 år senere overskyllede havet de lavtliggende hedesletter og dannede store sandvolde, som efterhånden udviklede sig til den skærmende ø-barriere, der hedder Fanø, Mandø og Rømø. I læ af øerne begyndte dannelsen af det egentlige vadehav. Siden har tidevand, stormfloder og vind fået Fanø til at vokse mod vest.

De første øboere på Fanø

Der er ikke spor af mennesker gennem oldtidsfund på øen. Første tegn på beboelse på Fanø kan læses i Kong Valdemars Jordebog fra ca. 1231. Som fæstebønder hos kongen slap fanøboerne for hovarbejde dog skulle de i stedet betale frihedspenge. Når de så ikke havde så mange penge klagede de over stigende priser, manglende fisk, tørke, stormflod eller ikke mindst sandflugten, der rasede i 1500- og 1600-tallet. Det var først i 1700-tallet, at man fik dæmpet sandflugten. 

Kongens ø

Der har sikkert været mange , der mente at de ejede Fanø indtil den danske konge i 1231 besluttede sig for at han ejede øen. Kongen styrede via sine embedsmænd på Riberhus Ladegård. Hvis fannikkerne ønskede at bygge et hus på Fanø, skulle der udstedes et fæstebrev (en slags skøde på brugsret mod betaling) af amtsforvalteren i Ribe. Ribe havde også retten til handel og skibsfart på Fanø, og øens befolkning så med misundelse mod Ho, Oksby og Hjerting, der tjente gode penge på skibsfart med egne skibe. På Fanø havde man stort set kun fiskeriet at leve af, og det svingede meget fra år til år.

I 1685 blev Ribes monopol på handel med Fanøs fiskefangst ophævet, men det var fannikkernes største drøm at købe sig fri af kongen. Chancen kom i 1719, hvor kongen ville sælge Fanø, Mandø og godserne i Ribe på offentlig auktion. Men Fanø blev ikke solgt, for befolkningen havde ikke råd. Derpå besluttede øboerne at spare op ved bl.a. at sende de unge mænd i hyre på skibene i Altona i Hamborg, mens Fanøs unge piger blev tjenestepiger i Ribe og Husum.

I 1741 manglede den enevældige Christian 6. penge, og Fanø blev igen sat på auktion i Ribe. Denne gang var fannikkerne parat, og de frygtede andre købere - bl.a. herremanden fra Trøjborg og Ribes købmænd, som de i forvejen skyldte penge til. Det fortælles, at Fanøs repræsentant, Sonnich Jensen Møller, bestak en tjener til at dreje viserne på uret i rådstuen en time frem, mens auktionsholderen tog sig en lur inden auktionen. Derfor startede auktionen en time tidligere end annonceret, og fannikkerne fik hammerslag på 6000 rigsdaler. Kort efter kom herremanden fra Trøjborg, men da var auktionen færdig, og Fanø solgt til fannikkerne.

Fanøs storhedstid

Købet af Fanø i 1741 blev startskuddet til Fanøs storhedstid. De købte gamle skibe af hollænderne, sejlede deres fisk til Hamborg, hvor de købte tømmer, jern, tjære, hamp, tøj, hør og andre nyttige varer. Ikke bare til eget forbrug, men også til videre salg til herregårde, præstegårde og bønder langs kysten. Købmændene i Ribe var ikke glade for den nye konkurrence.

I løbet af 1700-tallet lykkedes det også at erobre en stor del af handelen med jydepotter (sorte, håndformede krukker med to ører og tre ben), foruden korn og tørv.

Omkring 1760 startede bygningen af større skibe i Sønderho og Nordby. De var dog ikke større, end at de kunne trækkes op på stranden ved Sønderho om vinteren. Efter Englandskrigene kom der i 1814 for alvor gang i skibsbyggeriet, og fannikkernes handelsflåde sejlede efterhånden til Holland, Frankrig, England og Norge. Højdepunktet med ni skibsbyggere og 100 ansatte kom i 1850'erne, hvor Fanø opbyggede den næststørste flåde i Danmark efter København. Rederne på Fanø sejlede omkring år 1900 til havne i fx USA, Canada, Argentina, Mozambique, Burma og Australien. I perioden fra 1768 til 1896 blev der bygget ca. 1100 skibe på Fanø.

Familierne på Fanø betalte også en høj pris for deres succes på havet. Mændene var det meste af året på havet, og mange skibe forliste. Fx blev 40 koner i landsbyen Sønderho enker - og 100 børn faderløse - i årene fra 1824-27.

Fanøs storhedstid inden for skibsfart sluttede sidst i 1800-tallet. Sønderho havn sandede langsomt til, og dampskibe overtog transporten af varer fra sejlskibene. Men den vigtigste årsag var beslutningen om at bygge Esbjerg Havn til erstatning af Altona (ved Hamborg) efter nederlaget mod tyskerne i 1864. Det sidste skib på Fanø blev bygget i 1896.

Fanøs fuglekøjer

I Danmark findes der kun fuglekøjer på Fanø, og det blev en kort periode i Danmarks jagthistorie fra 1866 til 1931. Jagtloven blev ændret i 1931, så det blev forbudt at fange fugle i fuglekøjer. Men det var faktisk ikke fannikkerne, som opfandt den smarte måde at fange fugle på - hvor man ikke behøver at løsne et skud. I den hollandske og tyske del af Vadehavet har fuglekøjer været almindelige siden 1600-tallet. Men i Danmark blev det altså en kort fornøjelse.

Fanø byggede i alt fire fuglekøjer, som alle ligger på østkysten ved Albue Bugt i Vadehavet, hvor vildænderne søger føde. Den mest almindelige fuglekøje - som fx Sønderho gamle fuglekøje - er en sekskantet dam på ca. 50 gange 50 m. I hvert af de seks hjørner graves der en bueformet ca. 45 meter lang kanal, som diskret er overdækket med et net, og som ender i en ruse.

Tricket er at have nogle tamme ænder i dammen. De flyver ud i Vadehavet for at finde føde, når det er lavvande, og her får de ofte selskab af store flokke af vilde ænder på efterårstræk. Når højvandet kommer, flyver de tamme ænder tilbage til fuglekøjen og lokker mange af de vilde ænder med sig. Køjemesteren kaster lidt foder ud i fangarmene, og skjult bag skærmene følger han ændernes vej dybere ind i kanalerne, indtil han kan komme bag dem. Til sidst dukker køjemesteren frem fra sit skjul, og vildænderne flygter direkte ind i rusen, hvor de kort efter får halsen knækket.

Det kan lyde lettere, end det i virkeligheden er. Ænder har en veludviklet lugtesans, og får vildænderne færden af køjemesteren, er de fløjet. Derfor stod køjemesteren i den fangarm, hvor vindretningen var mest gunstig, og ofte brugte han en stenkrukke med rygende tørv, for at vildænderne ikke skulle få færden af ham.

Og hvad gik der så i fælden? Først og fremmest blev der fanget spidsænder, gråænder, krikænder og pibeænder på deres rejse mellem Nordskandinavien og kysterne i Central- og Sydeuropa. De yngler i ferskvandssøer, men omstiller sig på rejsen til Vesterhavets salte vand. De første flokke af svømmeænder kommer allerede i august, men det helt store antal ses i september og oktober.

Hvor mange gik i fælden? De fleste år lå fangsten på 2000 til 3000 ænder, men i rekordåret 1887 blev der fanget næsten 9000 ænder til en samlet værdi af 3350 kr. Ikke dårligt i en tid hvor en ufaglært arbejder tjente ca. 400 kr. om året. Dengang kostede et rugbrød 5-6 øre, mens en and kunne sælges for 35-70 øre. De fleste ænder blev solgt til en købmand i Nordby, som solgte dem videre til vildthandlere og hoteller i storbyer som København.

Fuglekøjerne på Fanø blev dog aldrig mere end et supplement til andre indtægtskilder fra landbrug, biavl, rørhøst og ravfund.

Fuglekøjerne på Fanø blev i øvrigt også brugt til videnskabelige formål. "Fugle-Mortensen" - som lærer og ornitolog Hans Christian Cornelius Mortensen fra Viborg blev kaldt - blev berømt for at være den første  i verden, som satte ringmærkning af fugle i system, så han kunne kortlægge deres trækruter. Han benyttede Fanøs fuglekøjer i 1908-10, hvor han købte en del af de indfangede vildænder, som han ringmærkede og satte fri. 

Turister opdager Fanø

Frisk luft, saltvand og brede sandstrand fik lidt efter lidt større fokus som betydningsfuldt for helbredet og velværet i slutningen af 1800-tallet. I 1891 byggede man Danmarks første kursted, Hotel Kongen af Danmark, på Fanø. Dengang kunne man leje en hestetrukken badevogn - som lignede et haveskur på hjul - der blev kørt langt ud i det lave vand, så badegæsterne ikke behøvede at gå så langt. Badevognene åbnede ud mod havet, så gæsterne ikke følte sig generet af nysgerrige blikke, der undrede sig over den slags nymodens pjank. Snart var der også en golfbane til rådighed for badegæsterne.

Ved Fanø Bad ses stadig nogle få af de gamle ferievillaer i første klitrække, men ellers er de gamle pensionater og smukke, palæ-agtige badehoteller revet ned og erstattet af moderne hoteller og feriecentre. I 1960'erne og 1970'erne blev det for alvor populært at bygge primitive sommerhuse i klitterne ved Rindby Strand. Siden er mange af de nu 2500 sommerhuse på Fanø blevet udvidet og moderniseret. Turisme og udlejning af ferieboliger bidrager nu med over halvdelen af Fanøs økonomi.

Atlantvolden

70 år er gået siden tyskerne byggede 300 bunkere i Fanøs klitter under 2. verdenskrig, og de fleste af de solide, grå betonklodser står der stadig og er åben for interesserede.

Men hvorfor så mange bunkere på Fanø, hvor byggeriet involverede 1200 danske arbejdere og formentlig mellem 2000 og 3000 udstationerede tyske soldater? Da krigslykken vendte for Hitler og Tyskland på østfronten i Sovjetunionen i 1941, måtte tyskerne indstille sig på en krig på to fronter. For at frigøre soldater til østfronten, besluttede Hitler at bygge en "ny vestmur" fra Sydfrankrig til Nordnorge langs den kyst, som var besat af tyskerne.

I Danmark gik arbejdet i gang i 1942 fra den dansk-tyske grænse til Skagen og Frederikshavn. Og der blev selvfølgelig lagt ekstra vægt på at beskytte Esbjerg, der kunne bruges som en platform for en allieret invasion. Alene på Fanø blev der opført ca. 300 bunkere og udlagt ca. 49.000 miner - et arbejde, der involverede ca. 4.000 tyskere og danskere og mere end fordoblede Fanøs befolkning under 2. verdenskrig.

På Fanø blev der bygget fem store kanonstillinger i Sønderho, Pælebjerg og hele tre på Fanøs nordside, hvoraf det største bunkeranlæg er flakbatteriet Fanø Nord, der havde en særlig rolle i forsvaret af Esbjerg mod allierede flyangreb eller landgang. Foruden de fem store kanonstillinger blev der opført antiluftskyts, lyskastere, radaranlæg, jernbaner, betonveje og barakker rundt om på øen.

Heldigvis for Fanø og Danmark kom den ventede D-dag aldrig. Den kom i stedet den 6. juni 1944 i Normandiet.

Mange af Fanøs bunkere er mere eller mindre begravet i klitterne, men det er muligt at komme ind i mange af dem. Mest interessant er Pælebjerg og Fanø Nord. 

Ved Pælebjerg nåede man ikke at blive færdige med kanonstillingen, inden krigen sluttede. Her var man i gang med at opstille fire 15 cm kanoner, som var bjærget fra det danske artilleriskib Peder Skram, som blev sænket på Holmen i København den 29. august 1943. Peder Skram blev sænket sammen med mange andre danske skibe for at forhindre tyskerne i at få fat på dem, da tyskerne opløste det danske forsvar og politi.

Fanø Nord ved Kikkebjerg Plantage er det største bunkeranlæg på Fanø. Her er der fire bunkere med hver en 10,5 cm antiluftskytskanon, foruden tre maskingeværbunkere, to ammunitionsbunkere, to mandskabsbunkere og en sanitetsbunker med operationsstue. Alt sammen forbundet af løbegrave. Anlægget er åben for interesserede, og der kan købes guidede rundvisninger hos Fanø Turistbureau.

Læs mere på vadehavskysten.dk eller på fano-i-atlantvolden.dk

Læs mere om Fanøs historie på mitfanoe.dk