Historie - Haunstrup Brunkulslejer

Geologi

For 30-15 millioner år siden i tertiær tid var dele af Danmark ét stort floddelta fyldt med organiske forbindelser – alt fra sumpcypres til græs. Når planterne døde, væltede de i mange tilfælde, og blev langsomt dækket af for eksempel andre planter, jord og vand. I de iltfrie miljøer, der opstod, blev planterne omdannet til tørv og siden til brunkul.

I den seneste istid, for omkring 22.000 år siden, dækkede den enorme isbræ hele Danmark, bortset fra Vestjylland. Fra gletsjeren strømmede smeltevandet mod vest, og skyllede næringsstofferne ud af jorden. Smeltevandet efterlod grus og sten, hvilket var med til at opbygge de store vestjyske hedesletter, som Haunstrup Brunkulslejer ligger på.

Nutid

Historien om Haunstrup Brunkulslejer begynder dog først for alvor i forbindelse med 1. og 2. verdenskrig. Krigen ude i verden og besættelsen af Danmark gjorde, at der var akut mangel på brændsel. I Midt- og Vestjylland blev en del af behovet dækket ved gravning efter brunkul i store åbne lejer – lidt som vi kender det fra grusgravene i dag.

Brunkulsgravningen ved Haunstrup startede i 1917 og varede frem til 1969. Gravningen efter brunkul er sket under meget forskellige former. I begyndelsen med skovl og trillebør, senere med maskiner, der kunne bryde dybere ned. Men selv om det lyder lettere at bryde brunkullene med maskiner, blev maskinel brydning forbudt i 1944 – kun brydning af overfladejorden var lovlig.

Arbejdet var et af Danmarks farligste erhverv, og ikke mindre end 101 personer omkom ved arbejdsulykker i jyske brunkulslejer. Dertil kommer et større antal arbejdere, der blev kvæstet og invalideret for livet.

Når historierne om arbejderne i brunkulslejerne bliver fortalt, forstår man godt, hvorfor ulykker hørte til hverdagen. Når brunkullene skulle transporteres op fra bunden af lejerne, foregik det med trillebør på små, smalle træplanker på tværs af lejerne, der ofte var mange meter dybe. Om vinteren var brædderne dækkede med is, og så var det ikke nemt at holde balancen, hvorfor arbejderne tog støvlerne af for ikke at glide på de glatte brædder. Men der var flere farlige ting. For eksempel ikke-afskærmede maskiner, og maskiner der faldt ned i lejet. Og sandskred. Når arbejderne stod ved en kæmpe skrænt af sand, sagde reglerne, at de skulle starte med at grave ved toppen. Men det var jo fristende at starte nede, for så kunne de ved at tage en enkelt skovlfuld sand, få hele skrænten til at skride.

Og stærkstrøm. I elmasterne hang uisolerede kabler, og når arbejderne skulle bruge strøm, tog de ofte en lægte med to jernkroge i enden, og hægtede den over kablet. Når arbejderne var våde, eller kom til at røre et kabel, gik det galt.

I mindelunden ved Søby-lejet er der rejst mindesten over de 57 arbejdere, som i løbet af 1940’erne mistede livet alene i dette leje.

Efter 2. verdenskrig faldt produktionen af brunkul. Den blev dog senere genoptaget i fuldt omfang, som en følge af senere krige og usikre forhold omkring energiforsyningen.

Mens gravningen stod på, blev et mørkegråt lerlag (kaldet klæg) med jernforbindelsen pyrit blotlagt. Pyrit er et mineral sat sammen af jern og svovl (FeS2). Da pyritten kom i forbindelse med luftens ilt og vand, blev det oxideret til limonit (brunjernsten) under frigivelse af svovlsyre. Resultatet blev, at vandet, der strømmede væk fra lejet, var meget surt og indeholdt store mængder jern, der blev udfældet som okker. I sig selv er okker ikke giftigt, men det sætter sig på fiskenes gæller og forhindrer dem i at trække vejret. For at forhindre udfældningen blev det påbudt, at afløbsvandet skulle kalkes.

Da brunkulsgravningen sluttede i 1969, stoppede kalkningen. Resultatet blev en omfattende okkerforurening af Rimmerhus Bæk, Vorgod Å, Skjern Å og i sidste ende Ringkøbing Fjord, hvilket gik hårdt ud over planter, fisk og vandinsekter.

Samtidig stod man tilbage med et område med dybe søer og høje, ubevoksede tipper af opgravet sand. Med blotlagt pyrit. Og så kunne problemerne fortsætte – med mindre ”nogen” gjorde noget.

I 1977 købte staten det meste af Haunstrup Brunkulslejer. Arealet blev delvist planeret og tilsat 80 tons jordbrugskalk pr. ha. Herefter blev landskabets blide bakker, græssletter og skovtykninger designet af forstfuldmægtig i Hedeselskabet Niels Juul Bundgaard. Træerne og græsset blev plantet for at beskytte jorden mod erosion og dæmpe sandflugten.

Samtidig forsøgte man at neutralisere det syreholdige vand, der løb fra lejet. I Turbinesøen tilsatte man jordbrugskalk og blandede det op i vandet med et stort piskeris. Men det var ikke nok, og i 1993 blev anlagt fem dæmninger ved søerne i lejets vestlige del for at hæve vandstanden med et par meter. Dæmningen gjorde, at op mod halvdelen af pyritten i lejerne blev dækket af vand, hvorved den ikke længere blev iltet.

I 1996 blev der ved nederste dæmning etableret et okkerfældningsanlæg baseret på fældning med hydratkalk. Dette system gør, at vandet, der forlader Haunstrup Brunkulslejer, ikke længere forurener de omkringliggende vandløb.