2. Okkerrenseanlægget
På grund af mangel på brændsel blev der frem til 1969 gravet efter brunkul i Haunstrup Brunkulslejer. Under arbejdet stødte mandskabet på et mørkegråt lerlag (kaldet klæg), der indeholdt jernforbindelsen pyrit.
Når pyritten gik i forbindelse med luften, blev vandet surt – helt ned en pH omkring 2,7. Vandet, der strømmede væk fra lejet indeholder store mængder jern, der blev udskilt som okker. I sig selv er okker ikke giftigt, men det sætter sig på gællerne af fisk, så de ikke kan trække vejret. Staten overtog brunkulslejerne i 1977, hvorefter man forsøgte holde okkerudfældningen i brunkulslejerne ved at tilsætte jordbrugskalk i Turbinesøen. Det viste sig utilstrækkeligt. Derfor blev der i 1993 anlagt fem dæmninger ved søerne i lejets vestlige del for at hæve vandstanden med omkring to meter. Den højere vandstand dækkede op mod 50 procent af pyritten, så den ikke længere kunne iltes.
Tre år senere blev der ved nederste dæmning etableret et okkerfældningsanlæg baseret på fældning med hydratkalk.
Fra brunkulslejets nederste sø løber vandet gennem en lille kanal til et mindre bassin, hvor vandet bliver tilsat hydratkalk fra en silo. Hvor meget kalk, der bliver tilsat, afhænger af vandets pH-værdi og vandmængden. For at optimere kalkens optagelse i vandet bliver vandet iltet med en mølle, der står nede i dammen.
Fra ”møllebassinet” bliver det kalkede vand ledt over i et af to reaktionsbassiner mod nord, hvor okkeret bliver udskilt. Okker udfældes i ph-spændet mellem 3-3,5. I bassinerne bliver okkeren til en grød – det ser fast ud, men har samme konsistens som brun sovs.
En ”støvsuger” suger okkeren – i form af vandslam – op ad bassinet, hvorefter en pumpe leder det tilbage i lejet. Efter reaktionsbassinet har vandet en pH omkring 8, og for at ramme en neutral pH-værdi bliver vandet ledt gennem et grødebassin. Grøden i bassinet tilbageholder det sidste okker, så når vandet kommer ud i Skjern Å-systemet, er pH-værdien neutral og giver ingen problemer for fiskene.