To timer: Oplev den kommende Naturnationalpark Fussingø

Naturstyrelsen er i gang med at forberede etableringen af Danmarks kommende naturnationalparker, hvor Naturnationalpark Fussingø bliver én af de første. Få en forsmag på, hvad der venter. Det bliver vildt!

Det skal du se

Gammelt herregårdslandskab, storslået natur og spektakulært søbad. Du får det hele i den kommende Naturnationalpark Fussingø i Kronjylland. 

Praktiske oplysninger

Rutens længde: Ruten er ca. 5 km. Turen kan slentres på to timer.

Parkering: Hvis du er i bil, kan du parkere ved Fussingø Slot.

Se p-pladsen på Google Maps

1. og 2. Oplev naturnationalpark Fussingø blive til


Start turen fra hovedbygningen. Siden herregården Fussingø blev oprettet i midten af 1500-tallet, har en hovedbygning og et avlsgårdsanlæg ved den vestlige ende af Fussing Sø udgjort centrum for en hovedgårdslod, som i store træk udgør Naturnationalparken i dag. Kryds asfaltvejen og følg grusvejen/stien, til du kommer til den genoprettede Møllebæk.

Skalsåen har sit udpring i Fussing Sø. På det første stykke løber den i den genoprettede Møllebæk under grusvejen, du står på, og rundt om Fussingø Vandmølle. 20 meter længere nede af skovstien kan du se det tidligere kunstige snorlige afløb fra Fussing Sø, der nu er lukket.

3. Urørt skov

Fortsæt frem. På din venstre side kan du opleve skov, der har været urørt i en årrække med bl.a. døde og døende træer og på højre side nyere produktionsskov. Når skoven lades urørt og krondyrene og studene kommer i den ny naturnationalpark skabes mere lys til skovbunden og flere levesteder for dyr og planter.

4. Mølledammen


Nyd skovens ro og udsigten fra den lille bænk ved Fussingø Mølledam. På den modsatte side af Mølledammen løber omløbsstryget, som er med til, at fisk for første gang i ca. 400 år kan vandre frit fra havet og helt op i Fussing Sø.

5. Fussingø Vandmølle


Fortsæt frem til den ca. 400 år gamle Fussingø Vandmølle.

6. Overgang mellem skov og marker

Gå frem til skovbrynet og oplev den fantastiske udsigt ned over de tidligere herregårdsmarker. Skellene mellem skov og marker var tidligere skarpe. I Naturnationalparken vil disse skel udviskes med tiden, idet buske og træer vilspire og vokse op på markerne.Markerne har tidligere været drænet. I Naturnationalparken ødelægges disse dræn og dele af markerne bliver gradvist mere våde. Mange arter er afhængige af våde områder for at kunne udvikle sig optimalt.

7. Gamle træer

På den næste strækning gennem skoven kan du opleve træer med forskellig alder, nogle er ganske unge, andre er i dansk sammenhæng gamle – mere end 200 år. De store og gamle bøge og ege er med deres kringlede kroner og knækkede grene levested for en lang række arter af urter, laver, insekter, fugle og pattedyr. Kan du få øje på spættehullerne?

8. Historiske marker i forandring

Marken tilsået for sidste gang i 5.000 år. I den kommende naturnationalpark kan du opleve markerne blive forandret; langsomt vil forskellige planter, småbuske og enkelte træer vokse frem. Stude skal her hjælpe til med at græsse, så naturen bliver varieret.

9. Nyd spektakulær Fussing Sø


Nyd den spektakulære udsigt udover en af Danmarks største søer; Fussing Sø.

10. Snup et søbad


Fortsæt frem til Fussing Sø badeplads og picnicområde.

Vil du opleve mere?

Du kan læse om flere seværdigheder i naturguiden for hele Fussingø.

Se naturguiden for Fussingø

Se folderen for området

Læs mere om Naturnationalpark Fussingø her

 

Foto: Lars Ostenfeld / Fussingø