Dyr og planter - Bjergene i Odsherred

Dyr

Fuglene nyder godt af de opvinde, der dannes i bakkerne, når de opvarmes af solen. I træktiden forår og efterår ser man ofte rovfugle – og af og til også traner – der benytter sig af de termiske forhold. Fuglene skruer sig op over Vejrhøj, inden de flyver videre mod syd eller nord. På en god dag kan du måske se 100 musvåger på én gang. Et betagende syn.

Et spisekammer i lagunen

I træktiden er der mange vadefugle, der benytter lejligheden til at få et godt måltid mad i lagunen ved Sanddobberne, der er et sandt spisekammer med orme, muslinger og snegle. Strandskaden og rødben bliver hele sommeren, og de kan godt blive vrede og flyve truende mod dig, hvis du kommer for tæt på deres yngleplads.

Tornskaden spidder sit bytte

Den rødryggede tornskade er typisk for overdrevet og Bjergene. Den overvintrer i Sydafrika og er i Danmark fra maj til september. Tornskaden fanger sit bytte i luften. Hvis jagten er god, spidder den sit bytte – mest insekter – på de spidse torne på tjørn eller slåen til senere måltider.

Læs mere om den rødryggede tornskade i Miljøstyrelsens artsleksikon

Sanglærken og nattergalen

Du vil også se agerhøns og sanglærker i Bjergene. Begge fugle er tilpasset det åbne landskab, men er desværre stærkt på retur i Danmark. Heldigvis kan du ikke undgå at se og høre lærken på din tur i Bjergene. Den ”hænger” synligt i luften, mens den synger sine triller.

Du kan også høre nattergalen synge i Bjergene. De fleste tror, at nattergalen kun synger om natten, men du kan også høre den om dagen. Det bedste sted at høre den er i Bymosen og i Vægterkrattet. På en stille majaften kan du høre dens karakteristiske sang langt væk. Har du først hørt den én gang, tager du aldrig fejl af den.

Eldorado for sommerfugle

Op mod halvdelen af alle danske sommerfugle er knyttet til overdrevet, og du vil finde mange af dem i Bjergene. Admiral, nældens takvinge, dagpåfugleøje, almindelig blåfugl, guldhale og okkergul randøje er nogle af de arter, som du kan støde på.

Det er den store botaniske variation på overdrevet, der gør det til et attraktivt sted for sommerfugle. Her er dejlig varmt i solen, og her finder de både de blomster, som de søger nektar i, og de blomster, som de bruger som ynglepladser.

Læs mere om sommerfugle i Miljøstyrelsens artsleksikon

Dyrelivet i skoven

Bevæger du dig længere mod nord og kommer op i Kårup Skov, vil du finde et bredt udsnit af skovens dyr. Der er både rådyr, ræve, grævlinger og skovmår. Du kan også møde skovsneppen, der fouragerer i skovbunden om efteråret, inden den flyver videre til England for at overvintre der.

Læs mere om dyr i Miljøstyrelsens artsleksikon

Der er også masser af sangfugle som havesanger, gærdesmutte og solsort, og blandt sommerfuglene kan du fx se skovrandøje.

www.fuglestemmer.dk kan du se og høre mange af skovens fugle.

Planter

Bjergene er dansk natur, når den er allersmukkest, og det stærkt kuperede landskab med udsigt ud over Sejerøbugten og Nekselø byder på nogle af de fineste overdrev i Danmark.
Netop på grund af bakkerne og den sandede og tørre jord har man ikke gødet og opdyrket jorden. Det har været mere oplagt at bruge arealerne til græsning, og det har skabt en enestående overdrevsvegetation, som man ikke finder magen til mange steder.

Hylde-gøgeurten trives

Her vokser og trives den sjældne orkidé hylde-gøgeurt, som det eneste sted på Sjælland. I øvrigt findes den kun enkelte steder i Jylland og på Nordbornholm.

Læs mere om hylde-gøgeurt på arter.dk

Hylde-gøgeurt er en kraftigt bygget orkidé med brede blade og ret store blomster. Den findes både med gule og med røde blomster. De to varianter kaldes Adam og Eva, og du kan finde begge to på Rævebjerg. Hylde-gøgeurten har også spredt sig til området nordøst for Rævebjerg.

Se kort i vandretursfolderen

Den blomstrer fra begyndelsen af maj. Andre orkideer på overdrevet er maj-gøgeurt og plettet gøgeurt.

Stor artsrigdom

Af andre sjældne planter på overdrevet kan nævnes vellugtende skabiose og bakkesoløje. På de varme og solbeskinnede sydvestvendte kystskrænter vokser steppearter, som man ellers kun finder sydligere i Europa. Fx den op til en meter høje svalerod.

Artsrigdommen er stor på overdrevet. Man regner med, at man på bare en kvadratmeter overdrev kan man finde op mod 50 forskellige arter.
Nogle af dem, du kan finde, er den hvide kornet stenbræk, nikkende kobjælde og de to blå klokkeblomster liden klokke og blåmunke. Men også bakke-nellike, gul evighedsblomst, håret gøgeurt, bredbladet timian, hulkravet kodriver og spids øjentrøst.

De levende hegn

Om foråret blomstrer slåen og tjørn i de levende hegn i skyer af hvidt. Det er her, at tornskaden spidder sine insektofre på de spidse torne i buskene. Den gemmer sin mad til dårligere tider.

Længere mod syd ved Sanddobberne ændrer vegetationen sig. Her kan du både finde tagrør i de våde partier og bregnen slangetunge. Der er også lyng, marehalm, bjerg-rørhvene og strand-kogleaks i klitterne ved stranden.

Skoven åbnes

Længere mod nord går overdrevet over i skov. Det er Kårup Skov, der er en relativ ny, men meget varieret skov med bl.a. bøg, eg, rødeg, hassel, birk rundt imellem de gamle fyrretræer. Skoven fremstår i dag som en naturskov, og det eventyrlige indtryk forstærkes af tætte lysegrønne måtter af mos i skovbunden. Efter en regnrig sommer er der mange svampe at finde. Såvel kantareller som rørhatte og andre spisesvampe.

Indimellem er der bevaret gamle partier af åbent overdrev inde i skoven. De bliver nu forbundet med overdrevene i Bjergene. Det er sket ved at fælde den skov, der stod mellem Rævebjerg og Orehøje.

Resultatet er en helt fantastisk udsigt fra skoven ned mod Bjergene. For at bevare området åbent græsses det af kreaturer. Man mener, at den frøbank, der endnu ligger i jorden fra tidligere tiders overdrev, stadig er livskraftig. Det betyder, at man vil kunne genskabe overdrevet, som det så ud før i tiden.