Oplevelser i Gulddysse Skov

1. Gulddysse Skov

Gulddysse Skov er i sig selv en seværdighed. Her kan du opleve, hvordan en skov bliver til. Fra de første små træer, der bliver plantet på den bare mark til en tæt, grøn skov, der står i lige rækker. Og efter yderligere nogle år er vokset så meget, at der kan tyndes ud, så skoven får et mere naturligt og vild udseende. Det hele går forbavsende hurtigt, ligesom skovens dyr meget hurtigt finder den nye skov og tager den til sig. Gulddysse Skov er allerede berømt for sine råbukke, der er nogle af landets største.

 

2. Gulddyssen

Gulddyssen er en langdysse fra stenalderen. Man regner med, at den er ca. 4000-6000 år gammel – altså fra bondestenalderen. Den måler 10x36 meter og har et velbevaret kammer med en stor dæksten og flere randstene. Dyssen er fredet, og det er den, der har givet navn til såvel Gulddyssegård som Gulddysse Skov. Den ligger lige i kanten af skoven ud til Gulddyssevej, så den er let at komme til. Hele området omkring skoven og Værebro Ådal er spækket med dysser, jættestuer og gravhøje fra oldtiden. Der er ingen tvivl om, at det har været et godt sted at bo.

 

3. Gulddysse Kulturgård

Gulddyssegård ligger i den nordlige ende af skoven ud til Gulddyssevej. Gården stammer fra 1835, hvor en bonde i landsbyen Gundsømagle fik lov til at flytte sin gård ud af landsbyen. Gården tilhørte på det tidspunkt Bistrup Gods og var en fæstegård. I 1995 overtog kommunen gården, og i 2006 gik en lille gruppe på ca. 11 lokale seniorer på eget initiativ i gang med at restaurere gården på frivillig basis. Tanken var, at gården skulle rumme en række værksteder for interesserede kunstnere og kunsthåndværkere.

Samme år kunne man præsentere den første maleriudstilling, og i dag er der 160 faste medlemmer i Gulddysse Kulturgård, hvor man udover maleri kan arbejde med keramik, glas, sølv, tekstil og papir.

Læs mere på gulddyssegaard.dk.

 

4. Naturbasen

Naturbasen blev indviet i foråret 2014. Den er nabo til Gulddysse Kulturgård, og det er da også den samme gruppe seniorer der har bygget huset på frivillig basis. Da de var færdige med Kulturgården, manglede de noget at rive i, så de søgte om penge til projektet, der skal sætte naturen på skoleskemaet.

Den 21 meter lange og ni meter brede træbygning med en stor overdækket veranda, hvorfra der er en skøn udsigt ud over skoven, skal være base for skolebørn i området. Her kan de komme tæt på naturen og se Gulddysse Skov vokse op.

 

5. Chr. 7's vildtbanesten

Den gamle vildtbanesten, der står ved Gulddyssegård, er fra 1777. Udover årstallet er der indhugget en krone og kong Christian 7. initialer.

En vildtbanesten markerer skellet til den kongelige vildtbane, hvor kun kongen havde retten til jagten. Ingen anden måtte færdes med bøsser eller løse hunde. Bøndernes hunde i området  risikerede at blive ”lemmet” – dvs. at få det ene forben amputeret af, så de kke kunne gå på kongens vildt. Straffen for krybskytteri var dødsstraf.

Stenen ved Gulddyssegård markerer ikke længere kongens jagtret. Derimod har den i mange år været brugt til gårdens flagstang.

 

6. Birkeskoven

Det er sjældent at se egentlig birkeskov i Danmark. Normalt leder billedet af de slanke, hvide træstammer med de sorte pletter tankerne hen på lyse nætter i det nordlige Skandinavien eller de store russiske skove. Men selv om det kun er en lille plet med birkeskov i Gulddysse Skov, så får man et  et helt andet skovbillede end den traditionelle danske bøgeskov.

 

7. De brede skovbryn

Skovbrynene i Gulddysse Skov er smukkest, når de blomstrer i skyer af hvidt i foråret og den tidlige sommer. Skovbrynene giver læ, lys og mad til masser af fugle, og om efteråret kan du se egern svinge sig i hasselbuskene på jagt efter nødder.

Der er plantet buske med bl.a. kirsebær, hyld, slåen og hassel, så der er masser af bær og nødder, og du må også gerne selv gå på jagt efter bær og nødder til dit eget forbrug, selv om du skal være hurtig for at slå egernet, når det gælder hasselnødderne.

Du kan fx plukke hyldeblomster og lave hyldeblomstsaft eller slåen til slåensnaps. Husk at slåen skal have en frostnat eller to for at få den rette sødme. Ellers kan slåen være en besk affære.

 

8. Skovsøerne

I den sydlige ende af Gulddysse Skov er der skabt tre små skovsøer for at variere landskabet. Da søerne blev gravet ud i 2005 blev der gjort mange spændende fund – bl.a. en 8-cylindret amerikanerbil. Fra gammel tid har der været mergelgrave i område, og der har været en tradition for at smide sit affald ud i naturen. Hvad enten det var traktorer, harver eller – en amerikanerbil.

I dag er søerne med til at gøre skoven smukkere. Det varer ikke længe, før en sø ser ud, som om den altid har ligget der. Og det varer heller ikke længe før fisk, frøer, tudser og insekter finder vej til søen. Det sker helt uden menneskelig indblanding, men bl.a. med hjælp fra fuglene.