Året rundt i Himmerigskov og Bærmoseskov

Forår

Man kan se råvildt året rundt, men det tidlige forår er et godt tidspunkt. I vandhullerne samles frøer og tudser til det store parringsspil. Hvis man går forsigtigt, kan man høre de butsnudede frøers knurren og tudsernes kork i begyndelsen af april. Senere kan man finde haletudserne i dammene.

På denne tid topper fuglesangen. Prøv at gå ud regelmæssigt og lyt. I begyndelsen er det kun standfugle som musvit, bogfinke og solsort, der synger, men lidt efter lidt kommer trækfugle som sangdrossel, gransanger og løvsanger retur fra syden for at yngle i den lyse danske sommer. Hvid vipstjert ses omkring dammene og bækken i både forår og sommer.

På engene omkring Himmeriggård er der også et flot syn, når mælkebøtterne danner et gult tæppe. Alle urter spirer, så det er den bedste årstid, hvis man vil samle spiselige urter. De er friske og de smager godt. Stor nælde og almindelig syre kan bruges til suppe, fladstjerne og tusindfryd til salatskåle, og tidsler og gederams til ”asparges”.

På de nyplantede arealer kan man omkring solnedgang høre agerhønen kalde. De er i gang med deres pardannelse.

Sommer

Det er årstiden at se ræve, egern og harer. Både ræveungerne og rålammene bliver mere modige og man kan se dem løbe legende omkring. Rævehvalpene er på slap line ved skråninger med rævegrave, mens rålammene især ses på engene omkring Rønbækken. Husk altid at gå op mod vinden.

Efterår

Gode chancer for at se råvildt, ræve, egern og harer. Ungerne er nu store, og de er nysgerrige. Skovbunden kan vrimle med små frøer og tudser, der har forvandlet sig fra haletudser og forladt søerne. Slåen er moden og kan plukkes, men skal en tur i fryseren, inden de ryger i snapsen. Ellers er de for bitre. Ideelt set venter man derfor med at plukke frugterne til efter den første nattefrost, hvor de er sødere.

Flere steder i skoven kan der også plukkes bær og frugt. Især hyldebær giver en dejlig saft. På nedfaldsæbler kan man ofte opleve sommerfugle som admiral og påfugleøje siddende og suge af de overmodne frugter side om side med hvepse og svirrefluer.

Det er endnu småt med svampe, fordi de endnu ikke har fået etableret sig i den nye skov. Men på engområderne er der mange markchampignon.

Vinter

Løvskoven er atter gennemsigtig, og det gør det lettere at se dyr som råvildt, ræve og harer. Der kan også opleves flokke af trækfugle nordfra som fx sjaggere, der sidder i røn, tjørn og andre bærbuske. Der er blandede flokke af kvækerfinker og bogfinker, der overnatter eller forsøger at finde bog i bøgeskoven.