Året rundt i Hanstholm Vildtreservat og Tved Klitplantage

Forår

Presset af det tidlige forår må vinteren slippe sit tag. Derfor at marts den perfekte måned til en lang cykel- eller ridetur, hvor den friske luft for alvor kan trækkes ned i lungerne.

I marts-april kan du opleve en særlig spændende aktivitet: I kærene neden for tårnet danser og trompeterer tranerne, inden de slår sig ned på ynglepladserne i reservatet. Tag din kikkert med til fugletårnet i Sårup i den nordvestlige del af Tved Klitplantage. Tårnet ligger højt på den gamle kystskrænt og herfra her du en særlig god udsigt over de indre og lukkede områder af Hanstholm Vildtreservat.

Ofte er den første bøg sprunget ud allerede i april, men det er i maj, at hele løvskoven står lysende og grøn.


Sommer

Nors Sø er kendt for sit fine badevand og dejlige sandbund. Derfor er børnefamilier hyppige gæster. I stedet for det vilde Vesterhav kan du nyde søens stilhed.

Tranerne spankulerer rundt parvis med én eller to unger i vildtreservatet. Endnu engang må du af sted til fugletårnet i Sårup med din kikkert, så har du en god chance for at se dem.

I august bugner planterne revling og mosebøller og deres sorte bær. Masser af stære søger til klitheden for at tage del i det store lækre ædegilde. Når du ser stæreflokke lette og lande tilsyneladende uden særligt formål, holder fuglene bare lige en kort pause mellem for- og hovedret.

Efterår

Krondyrenes brunsttid er fra sidst i august til starten af oktober, og det er på dette tidspunkt, der er gode muligheder for at høre hjortebrøl. Prøv det!

Både september og oktober er gode tidspunkter at finde svampe. Tved Klitplantage er et af de steder i Nationalpark Thy, hvor man kan være heldig at finde svampe. Du kan blandt andet finde dejlige spisesvampe som kantareller, pigsvampe og Karl Johan.

Læs mere om svampe i artsleksikonet

Det rusker og suser koldt om ørene, når man går tur i det sene efterår her langt mod vest i Danmark. Men tag en tur alligevel og mærk, at hele kroppen er i live.


Vinter

Der er mos, grangrene og kogler i skovbunden, som du gerne må samle og tage med hjem til juledekorationerne.

Tag en kande varm kaffe med dig op i fugletårnet i Sårup og væbn dig med tålmodighed. Så kan du ude i reservatets søer – med en god kikkert - se stor skallesluger, toppet skallesluger, troldand, hvinand, taffeland og sangsvane i reservatets søer.

I slutningen af februar ankommer grågæssene til Danmark fra vinterkvartererne i Holland og Spanien. Mange af dem raster i Hanstholm Vildtreservat, inden de trækker videre mod ynglepladserne i bl.a. Sverige og Norge. Det er dog slet ikke utænkeligt, at du ser grågæs senere på foråret og sommeren, for omkring 4.000 par bliver og yngler her i landet.