65 millioner år siden - Danientiden
For 65 millioner år siden var området ved Hanstholm havbund i et kæmpe hav, som dækkede Danmark og store dele af det øvrige Europa. Kyststrækningen løb nord for det areal, hvor Skagen ligger i dag. Perioden kaldes for Danien, opkaldt efter Dania, Danmark. Det var den franske geolog E. Desor, der gav den ubeskrevne periode navn, da han i 1847 fandt en række fossiler fra Danmark og Frankrig. Havdybden var dengang lavere end i tidligere tider, klimaet var lige så lunt og dejligt som i Middelhavslandene i dag, og havstrømmene førte næringsstoffer fra det skandinaviske grundfjeld ned langs kysten.
Seneste istid – 12.000-17.000 år siden
Under istiden holdt isen fast på vandet, og der var så lavvandet, at Jylland var landfast med de britiske øer. Men da isen begyndte at smelte i slutningen af den seneste istid for ca. 12.000-17.000 år siden, steg vandstanden, og landet hævede sig, fordi det blev lettet for isens tryk. Det skridende isdække efterlod landskabet med store fladkuplede bakker i det meste af Thy, Hanherred og Vendsyssel. Den smeltende is fik vandstanden til at stige så meget, at dele af landet blev dækket af et ishav, der siden fik navnet Yoldiahavet.
7.000-8.000 år siden
Store dele af Thy var dækket af det såkaldte Litorinahav, også kaldet Stenalderhavet, som strakte sig helt ind i Limfjorden. Thy var altså et øhav i stenalderen. Der hvor klitheden er i dag, var der dengang havbund. Du kan se de oprindelige kystlinjer som meget stejle skrænter flere steder. Fra Lodbjerg til Hanstholm snor den gamle kystskrænt fra Stenalderen sig ned gennem klitplantagerne. Plantagerne ligger derfor både i klitlandskab på sandoverføget hævet havbund fra Stenalderen og klitlandskab på morænelandskab fra istiden. Flere af plantagerne har så at sige en fod i begge lejre, da de ligger på begge landskabstyper. En af dem er Tved Klitplantage, og her ses Stenalderhavets kystlinje flere steder som en markant skrænt. Nors Sø var i stenalderen en havbugt, som siden blev lukket af fra havet, fordi landet hævede sig, tanger blev dannet og sandflugten satte ind.
Helt op i Jernalderen og flere gange siden var der imidlertid naturlig forbindelse mellem Limfjorden og Skagerrak. I Nordjylland steg vandstanden over flere hundrede år, så til sidst kun de højere liggende områder som for eksempel Hanstholm blev tilbage og dannede det nordjyske ø-rige. Andre højtliggende områder var Bulbjerg og Svinkløv.
Landhævningen fortsatte over flere hundrede år, og dele af havbunden blev til fladt land, da havet trak sig tilbage. Det nuværende flade land er stærkt præget af den sandflugt, som navnligt i middelalderen og århundrederne derefter dannede store vandreklitter og lagde marker og gårde øde.
Mellem istid og stenalder
Vandene steg og faldt og ditto gjorde landet, derfor var der i tiden mellem istid og stenalder perioder, hvor Jylland var landfast med Skåne. De store flader er hævet havbund, der siden Stenalderen er hævet op over havniveau, kan du se mange steder i Thy. Ligeså kan du fornemme, at istidens gletsjere har formet det kuperede morænelandskab. Og grænsen mellem de to fænomener - hævet havbund fra stenalderen og istidens morænelandskab - markeres de fleste steder i Thy af en stejl kystskrænt.
Bronzealderen
Bronzealderhøje, Ravnshøje, i Tved Klitplantage fortæller, at mennesker tilbage fra dengang har stedt deres døde til hvile her.
16-1700-tallet – sandet hærger
Flyvesand har ad flere omgange og langt tilbage i tiden – blandt andet i 1600-1700-tallet - plaget klitfolk og dyr i Thy. Problemet er skabt som et samspil mellem landet, der hæver sig fra Stenalderhavets bund, de aflejringer af sand, som havet har sat – og så den stride og dominerende vestenvind.
Du kan se sandet stadig. Det har skabt sandsletter, kystklitter og parabelklitter, som er en form for en vandreklit, der findes lidt inde i landet føget væk fra havet.
Gennem tiden jog sandet folk og fæ fra hus og hjem og gjorde det svært for de fattige kystfolk ude i vest at bruge jorden til noget fornuftigt, noget der gav mad på bordet.. Selvom man siger, at sandflugten opstod på grund af den stærke vestenvind og det hav, der konstant kastede sine bølger op på land, var også menneskene skyld i problemet. De huggede skovene ned, høstede klitgræsserne til vinterfoder og lod får og kreaturer græsse i klitterne resten af året. Flere love og forordninger slog fast, at planterne i klitterne skulle blive, hvor de var, så de kunne udføre deres eneste opgave: at holde på sandet. Men folk fortsatte som hidtil – ditto gjorde sandet i sin flugt ind i landet.
1792 – lov om bekæmpelse af sandflugt
I 1792 kom en ny sandflugtsforordning, som satte skub i en storslået sandflugtsbekæmpelse. Det betød, at lokale bønder nu havde pligt til – uden løn – at arbejde for staten. De skulle blandt andet så og plante hjelme. Samtidig blev det forbudt at lade dyr græsse i klitterne, og sandflugten blev dermed begrænset. Der bliver stadig arbejdet med at holde på sandet langs kysten, i dag dog uden at tvangsforpligte bønderne, da det nu er en ren offentlig opgave.
1820-1838 – forsøgte at begrænse sandets flugt
Sandflugtskommissionær Lauritz Thagaard ledede en række plantningsforsøg i Thy i 1820’erne. Man forsøgte sig med såning og plantning af træarterne rødgran, ædelgran, birk og lærk på klitarealer i syv af Thys sogne. Blandt andet to steder i det, der siden blev Hanstholm Vildtreservat. To ejendomme, Søndre Skovhus og Nordre Skovhus, var udgangspunktet for forsøgsbeplantningerne i reservatet. Desværre var resultaterne af testene med de nye træarter så dårlige, at de blev opgivet i 1838.
Boligerne Søndre og Nordre Skovhus er for længst revet ned og fjernet, men plantningerne findes fortsat, som spredte og forblæste reminiscenser fra en svunden tid.
1902 – Tved Klitplantage blev anlagt
Det var allerførst i 1900-tallet, at klitvæsenet begyndte at plante den hårdføre bjergfyr i området omkring Tved. Bjergfyr var så sejlivet som en thybo og kunne modstå storm og frost. Træerne skabte det skovklima, som sidenhen gjorde det muligt at indføre andre træarter, der kunne bruges til produktion af tømmer. Plantagens vestlige del er domineret af nåletræer, mens den mod øst ved kirken og naturlegepladen er frodig løvskov. l dag bliver plantagen brugt til rekreation og naturelskende gæster, der søger duft af fyr og lyden af løvblade i vinden. Den bliver også brugt til produktion og til at sikre biodiversiteten.
Klitplantagernes oprindelige formål var at dæmpe sandflugten, at skabe en træproduktion og at give lokal beskæftigelse. De formål er for længst blevet opfyldt, og i dag stiller samfundet andre krav og forventninger til skovene. Blandt andet skal skovene i dag give besøgende mulighed for at have et aktivt og spændende friluftsliv. Og desuden skal skovene være gode levesteder for dyr og planter. Det betyder, at skovdyrkningen skal spille sammen med skovens naturlige processer, så for eksempel de naturligt hjemmehørende træarter som bøg, eg, birk og skovfyr vil blive indført, hvor de mangler, og hvor de kan gro. Døde træer vil få lov at blive stående – eller liggende, hvis de er væltet – så insekter, fugle og svampe kan finde føde. Og frem for at fælde og tilplante store områder ad gangen, satser man nu på det, der hedder naturnær skovdrift, som blandt andet indebærer, at skoven forynger sig selv. Resultatet forventes over de næste 100 til 200 år at blive sundere, mere artsrige og mere stabile skove.
Frem til 1930
Indtil 1930 var arealet opdelt i en mængde parceller, ejet af bønder og husmænd og brugt til græsning og jagt. Hanstholm Vildtreservat består af lyngklædte klitter, så langt øjet rækker, kun afbrudt af bjergfyr, plantet som et led i kampen mod sandflugten.
Årene op til 2. Verdenskrig
Størstedelen af området, der siden fik navnet Hanstholm Vildtreservat, blev i 1930’erne opkøbt af staten for at skabe et fristed for den vilde fauna og for at bevare et område med dansk klitkultur for eftertiden. Samtidig blev jagt i området forbudt.
Anden Verdenskrig
Tyskerne byggede Nordeuropas stærkeste fæstning i og omkring Hanstholm. Fæstningen var et led i Hitlers Atlantvold og fik siden navnet ’Batteri Hanstholm’. Det kæmpestore tyske kystforsvar, Atlantvolden, strakte sig fra Nordkap i Norge til Pyrenæerne ved den spanske grænse og havde til opgave at forhindre invasion. Her i landet bestod Atlantvolden af 8.000 forskellige konstruktioner af beton. I alt cirka 450 af dem – den største samlede del - lå her i Hanstholm. I forsvaret i Hanstholm indgik fire store 38 cm kanoner, der kunne skyde 55 km – halvvejs til Norge. Hver af dem stod i en kanonbrønd, som havde sit eget tilknyttede bunkeranlæg. Disse store kanoner var bemandet med 600 mand. Af dem var 90 mand knyttet til hver kanon og boede og arbejdede i bunkeren.
På jernbaneskinner sørgede tyskerne for, at de 800 kg tunge granater blev fragtet til kanonbunkerne fra ammunitionsbunkerne.
Sammen med et batteri i Kristiansand i Norge havde batteriet i Hanstholm til opgave at spærre indsejlingen til Skagerrak, så ingen allierede skibe kunne komme forbi, og desuden sikre forsyningsvejen til Norge, der bestod af de første 10 sømil ud fra kysten, som tyskerne selv kunne bruge. Allerede 12. april 1940 blev byggeriet sat i værk. Der blev støbt bunkere til kanonerne og andre våben og ammunitionen - og naturligvis til at beskytte mandskabet. De arbejdede på byggeriet helt frem til 1944.
Hanstholm ligger godt placeret til opgaven. På den yderste spids med Vesterhavet på sydsiden og Jammerbugt på nordsiden har man et fantastisk udsyn. Det forstod tyskerne at udnytte. Dog godt hjulpet på vej af danskerne, viser historien – en del af historien, som mange ikke er så stolte af. For i efteråret 1942 bredte sig i besættelsesmagten en frygt for en allieret invasion. Og selv om det for eftertiden kan være næsten uforståeligt, indgik den danske stat og tyskerne en aftale om, at stort set hele Hanstholm i 1943 blev evakueret og befolkningen henvist til barakker. Man mente, at det var for farligt for den ca. 800 personer store Hanstholm-befolkning at blive i byen. I stedet boede tyskerne der. Da de var flest, var de 3000 mand.
Det var også danskere, som byggede og finansierede bunkerne. Næsten 70.000 danske mænd arbejdede på byggeriet – de fleste arbejdede i Hanstholm. Dengang i besættelsens år var danskerne – og den danske stat – yderst samarbejdsvillige. Først siden hen er det danske fokus vendt mod blandt andet modstandsbevægelsen og danskernes hjælp til jøder over Øresund.
Om Batteri Hanstholm og de øvrige bunkere langs den jyske vestkyst reelt forhindrede en invasion, er der delte meninger om. Nogle historikere mener, at englænderne slet ikke havde planer om at invadere Danmark. Andre mener, at eventuelle planer om en britisk invasion i Danmark hurtigt var blevet skrinlagt, fordi det ville have været for vanskeligt at få allierede tropper ned gennem Danmark til Tyskland, fordi det ville være for nemt for tyskerne at standse tropperne ved grænsen.
Læs mere om Batteri Hanstholm på museumscenterhanstholm.dk
1949
Hanstholm Vildtreservat blev oprettet i 1949 for at beskytte flora og fauna og sikre dem for eftertiden.
2008 – Nationalpark Thy åbner
Danmarks første nationalpark blev en realitet. Til at slå dørene op til denne vildmark, som Nationalpark Thy også bliver kaldt, kom daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen den 22. august 2008. Vidtstrakte og åbne klitheder, masser af krondyr, smukke og rene søer og fugle i tusindvis. Alt sammen akkompagneret af det vilde Vesterhav mod vest og agerbrugsland og fjord mod øst. Fra Hanstholm Fyr i Nord til Agger Tange i syd. Fra Hanstholm til Agger er der omtrent 55 km særpræget natur at gå på opdagelse i. 10 km ind i landet strækker nationalparken sig, så i alt 244 km2 i dag udgør Danmarks første nationalpark.
Oktober 2012 – Ulven kom
Den første ulv i 199 år ses i Hanstholm Vildtreservat i Nationalpark Thy. "Men var det nu en ulv?" lød det fra folk i Thy og andre steder.Nogle hæsblæsende og debatterende uger senere slog forskere fast, at ja, det var en ulv.
Læs mere om ulven i Hanstholm Vildtreservat og Tved Klitplantage