Historie - Læsø Klitplantage

Seneste istid – 12.000 år siden

Da isen smeltede i slutningen af den seneste istid for ca. 12.000 år siden, steg vandstanden så meget, at Nordjylland blev dækket af et ishav, der siden fik navnet Yoldiahavet. Læsø rummer de højeste partier af et stort fladvandsområde midt i Kattegat. Øens undergrund består af et lerlag, også kaldet yoldia-ler, som blev aflejret på bunden af det ishav, der frøs til og dækkede området for 14.000 år siden. 

Mellem istid og stenalder

Vandene steg og faldt og ditto gjorde landet, derfor var der i tiden mellem istid og stenalder perioder med såkaldt fastlandstid, hvor Læsø var landfast med Jylland. 

4500 f.v.t.

l yngre stenalder steg havet atter over store dele af kloden på grund af et varmere klima, og for ca. 6.500 år siden, hvor Nordjylland lå 5 -15 m lavere end i dag, blev store dele af Vendsyssel – og dermed også Læsø - atter dækket af hav. Havet kaldte vi senere Litorinahavet eller Stenalderhavet, og havets og vindens evindelige arbejde har formet det Nordjylland og Læsø, som vi kender i dag. Havet aflejrede sand oven på ishavs-leret – på Læsø er det lag op til tre meter tykt. 

2000 f.v.t.

Først med den langsomme landhævning, som fandt sted, fordi trykket efter istidens gletsjere forsvandt, dukkede Læsø igen op af havet. Man regner med, at det skete for omkring 3-4.000 år siden. Landhævningen har dannet mange sten- og strandvolde i den centrale, vestlige og nordlige del af Læsø. Tilvækst af land på øens vest- og østside er sket med materiale fra den nordlige del af øen, som er eroderet væk på grund af vind og hav. 

1500-2000 f.v.t

Læsøs allerførste skov var domineret af nåletræet taks, der praktisk taget ikke mere findes vildvoksende i Danmark. Sammen med birk og skovfyr var taksen indvandret til de højtliggende områder af strandengene på Læsø. Senere opstod den fyrreskov, som gennem ca. 3.000 år fandtes på Læsøs nordlige del, indtil saltsydningen, der krævede meget brændsel, gjorde det af med skoven midt i 1600-tallet.

Man mener, at nogle af Danmarks sidste oprindelige fyrretræer stod på Læsø. Det eneste tilbageværende eksemplar af Danmarks oprindelige skovfyr står i dag ved Bangsbogårde på Læsø. Denne dyr kendes under navnet Bangsbo-fyrren.   

1100-tallet

Saltsydning på Læsø var Danmarks første industri. Det var Viborg Domkapital, der havde privilegier på øen, så Vitskølmunkene kunne syde saltet.

Skoven på Læsøs sydlige del blev opdyrket allerede i 1100-tallet. Stednavnene tyder på, at der har været en løvskov, sandsynligvis domineret af birk, men takstræet har formentlig også været almindeligt her som på øens nordlige del. Stednavne Irum i Irumgård ved Bangsbo på fastlandet betyder ’taks-rydning’. Taksens nåle er giftige for kreaturer. Man antager, at oldtidsbonden har fjernet takstræerne, så kreaturerne kunne græsse i skoven.

Senere kom asp, tjørn, ask, elm, lind og eg til Læsø lavtliggende dele. Gennem middelalderen var Læsøs skove som sagt udsat for voldsom rovdrift på grund af saltsydningen. Og derfor var Læsø fra midt i 1600-tallet frem til begyndelsen af 1900-tallet mest en stormomsust ødemark. 

Ca. 500-1500

I middelalderen udviklede man i dele af Vest- og Nordjylland – og også på Læsø - det såkaldte ’koncentrationsagerbrug’, som siden blev til den del af Læsø, som man kender som Nordmarken. Senere blev området helt overføget af sand under den lange periode med sandflugt i 16-1700-tallet.

Koncentrationsagerbruget havde til hensigt at dyrke de jorde, som på grund af halvdårlige jordforhold slet ikke var oplagte til agerbrug. For at få succes måtte bønderne fremstille store mængder af kompost, det såkaldte hakkemøg. Hakkemøg er en skønsom blanding af møg fra møddingen og tørv. Bønderne brugte derfor store mængder af tørv først fra Kærene, og da der ikke var mere af det, gik man over til at hente græs og lyngtørv fra den smule skov, der var tilbage på Læsø. 

1536

Kong Christian III forbyder læsøboerne at bygge flere saltkedler, da skoven er i en sølle forfatning og kongen så rigtigt bemærkede, at ellers vil ”Landet saa ødes med Tiden af Sand”. 

Midt i 1600-tallet

Skovens tilstand var nu så ringe, at man blev enige om helt at holde op med at syde salt. Omkring år 1650 ophørte saltsydningen på Læsø. Da var al skov på Læsø blevet brugt som brændsel under saltkedlerne, og der var ikke mere tilbage. 

1600-1700

Sandflugten hærgede det træløse landskab og føg med hidtil uset voldsomhed ind over særligt de nordlige og nordøstlige dele af øen. Sandet skabte de smukke indlandsklitter, som i dag er kendt som Højsande, Nordmarken og Danzigmann. 

1750

Sandflugten var ved at være bragt til ro, og sandet var tæmmet, og kun et lille stykke skov med el og birk stod tilbage. 

1902

De første forsøg på at tilplante nye omfattende skovområder på Læsø skete i 1902 som et samarbejde mellem private initiativer på øen, en skolelærer fra Hals og Hedeselskabet. En mindesten over den første plantage med bjergfyr står i dag i den sydlige del af Højsande. 

Begyndelsen af 1900-tallet

I begyndelsen af 1900-tallet og op til ca. 1950 brugte fiskerne ved Hornesk Odde tejner til at fange sorthummer i Kattegat. Fiskerne brugte såkaldte hummerhytter som udgangspunkt for deres arbejde. Hytterne blev bygget af drivtømmer i begyndelsen af 1900-tallet og blev brugt i knap 50 år. To af disse hytter står stadig for enden af Horneksvejen 

1929

I 1929 begyndte staten at erhverve arealer på Læsø. Formålet var at sikre en varig dæmpning af sandet, der havde skabt så store ødelæggelser i århundreder. Nu ville man genskabe Læsøs stolte fyrreskov og et 9.000 hektar stort areal af Nordmarken blev tilplantet hovedsageligt med skovfyr. Gennem 1900-årene har Læsø fuldstændig ændret karakter, fordi klitbeplantning og øvrige beplantninger, der sikrer læ, har givet mulighed for, at mange småskove kunne vokse til. Nu findes der over alt på Læsø – både i plantagen og andre steder – skov af både nåletræer og løvtræer, der har sået sig selv og flittigt er vokset op på alle ubenyttede arealer.

Klitplantagen udgør i dag øens største sammenhængende skovområde på 1.874 hektar. 

1940’erne

Fra 1940’erne begyndte man at plante Læsø Klitplantage til med andet end skovfyr og birk. Nu gjaldt det en lang række andre arter, mange fra det nordvestlige Amerika – for eksempel sitkagran, kæmpeædelgran, douglasgran, skarntydegran og contartafyr, men også østrigsk fyr, rødgran, ædelgran og lærk samt forskellige løvtræer. Det var glædeligt, at træerne fandt sig godt til rette på Læsø, men det har siden skabt problemer, at de indførte træarter breder sig meget og er vanskelige at slippe af med på de områder, som skal holdes lysåbne. Derfor arbejder Naturstyrelsen i dag med at genskabe de oprindelige vilkår – hovedsageligt ved at plante og fremelske hjemmehørende arter. 

1950’erne

Rådyr blev indført på Læsø i 1953. De findes nu næsten alle steder på øen. Senere er også dåvildt ved at få fodfæste på øen. 

1990

I 1990 blev saltsydningen på Rønnerne genoptaget i en nyopført kopi af de gamle saltsydehytter – en populær oplevelse for de mange turister på Læsø. 

Nu og fremover

Danmarks hurtigste landhævning finder sted på Læsø. Det er Rønnerne, de store lavtliggende områder syd på øen, som fortsat bliver dannet, fordi landet hæver sig – nogle steder med op mod fem mm om året.