Året rundt i Læsø Klitplantage

Forår

Trav en tur ud til Horneks Odde og kig ud over de store sten, der ligger kystnært. Måske kan du se spættede sæler derude. Hvis du på hjemvejen traver hele vejen gennem klitplantagen, når du til Enebærdalen ved flyvepladsen. Her kan du plukke enebær til madlavning og snaps. Det er de mørke enebær, der er modne. De grønne skal du bare lade sidde på busken.

Det er også nu du kan samle porse til julesnapsen. Flere steder på Læsø er der større marker med den lave porse. Særligt ved Stokken og Sønder Strandvej kan du finde den liflige plante, som egner sig så godt til kryddersnaps. Du må gerne tage til eget forbrug. Du kan plukke nye skud eller blomsterknopperne fra porsen nu og få en kraftigere smag, eller du kan vente med at plukke til senere på året – helt frem til oktober – og bruge bladende til en lidt mere mild snaps. Du kan finde spændende opskrifter på kryddersnaps og bjesk ved at google ’porsesnaps’ på internettet.

Sidst i april og først i maj er Læsøs nordkyst et fantastisk sted at kaste linen ud og fange mange og store hornfisk til aftensmaden. Når du kører hjem fra fisketuren, så kig dig godt omkring på de åbne vidder og se, om du kommer forbi nogle af de flokke af Galloway kreaturer, som Naturstyrelsen har købt til at være ’levende naturplejere’. Dyrene ser skønne ud, når de ligger eller går rundt i flok på en åben mark. De bredmulede dyr indgår i en slags win-win-situation med staten: dyrene æder sig glade og runde hver dag på de af statens områder med vegetation, der skal holdes nede, og staten skal hverken bruge maskiner eller brændstof på at rydde arealerne. 

Sommer

En tur på Rønnerne en tidlig sommerdag, når solen står op, er en sjælden skøn naturoplevelse. Trask ud over området, duft malurtens krydrede duft eller se, om du kan finde de fine små planter vibefedt og soldug, og hvis du er heldig sidst i juni, blomstrer plettet gøgeurt som er en af Læsøs fineste orkideer.

Højsommer er badetid, så det er nu – og i august, at du kan samle på sommeroplevelser på strandende på Læsø og gemme erindringerne til en gråvejrsdag senere på året. Vælg evt. stranden ved Storedal eller ved Hvide Bakker. Begge strande har klitplantagen i ryggen. I Juli og begyndelsen af august kan du i gode år se store dele af den sydlige og sydvestlige del af øen dækket af blomstrende violette hindebæger.

Har dine børn nogensinde prøvet at sove udendørs under åben himmel? I kan prøve i Læsø Klitplantage – ganske gratis. Ved Badesøen er der både shelter, bord/bænkesæt, vandhane og grill- bålplads. Pluk evt. nogle brombær i krattet og spis dem til dessert efter bålmaden. Du kan også booke shelterpladsen ved Birkelunden længere inde i skoven. Læs mere om overnatning i Læsø Klitplantage under Aktiviteter. 


Efterår

Læsø klitplantage er et af landets bedste steder at finde kantareller. Du må gerne plukke til eget forbrug, og lige nu i september er det bare at komme i gang. Karl Johan svampe er heller ikke ualmindelige specielt i Klitplantagen. Du kan også plukke smukke mørke klaser af hyldebær til saft eller måske brombær eller mosebøllebær til syltetøj.

Tag en tur ud til Stokken ved lavvande og pluk blåmuslinger. De sidder på pæle og sten, og de er nemme at tage af. Lavvande gør det nemmere at komme til dem.

Netop nu er der også masser af ande- og vadefugle at se på Rønnerne. Fuglene er på træk sydpå efter at have tilbragt sommeren ved yngleområderne i nord.

En rivende ruskende efterårsstorm står måske ikke højt på din ønskeliste? Men du skulle prøve at trave ved havet sådan en dag og derefter gå ind i klitplantagen og glædes ved læ og duft af fyrretræer. Hvis du vælger en tur på den nordlige kyst, er der størst chance for at finde rav. 

Vinter

Laver og mosser til juledekorationerne strutter smukt i frosten. Du må gerne plukke lidt til eget forbrug i Læsø Klitplantage, hvor der er for eksempel er meget rensdyrlav. Pas dog på ikke at efterlade for store åbne pletter i skovbunden. Også kogler i skovbunden må du tage, og finder du lidt gran, som ligger på jorden efter efterårets fældninger, må du også gerne samle det.

Læs mere her om, hvad du må samle i statsskovene

Hvis der er is på Badesøen – eller en af de andre søer i klitplantagen - kan du tage børnene med ud på skøjter. Husk, at det er de lokale myndigheder, der fastsætter, hvornår isen er sikker – normalt når den er 13 cm tyk. Hvis isen stadig er for skrøbelig, kan I gå på jagt efter dyrespor i sneen. Nyfalden sne i et tyndt lag er bedst. Prøv om du kan finde ud af hvilke dyr, der har afsat sporene, og følg nogle af dem et stykke for at se, hvor dyrene færdes.  I kan også gå på jagt efter de såkaldte ’ædespor’. Ædespor er for eksempel grankogler, som dyr og fugle har gnavet på deres helt særlige måde. 

Læs mere om dyrespor og ædespor

Der er mange gode grunde til at tage på tur i naturen, når skolebørnene holder vinterferie. Frisk luft, motion og samvær med familie og venner er et par af dem. At gå på opdagelse og lære noget om den natur, som omgiver os, er en anden. Både Hummerhytten og Stenhuset ved Horneks Odde og Skovhytten har udstillinger. Du kan også blive klogere på dyr og planter og få gode ideer til lege og ture i naturen i Naturstyrelsens idékatalog

Se mere i idékataloget