Oplevelser

Hent pdf-kort over seværdigheder

1. Grene Sandes klitter


Gå ikke glip af denne perle i Gyttegård Plantage. Blandt Grene Sandes åbne klitter og hedestrækninger føler man sig straks på Vestkysten. Grene Sande er da også formet i tiden efter istiden og igen af tiden i 1600-og 1700-tallet, hvor flyvesand kunne begrave landsbyer langt inde i Jylland. De fugtige kærområder har standset flyvesandet, som har givet læ til de næste sandkorn, og til sidst er der dannet en stor parabel-klit – altså en U-formet klit - som man typisk oplever på Vestkysten.  Der er brud på det nordlige ben af parabel-klitten, der er blevet til en gigantisk sandkasse – ca. 400 meter lang og 100 meter bred – og som stadig er en smule i bevægelse. Det kan ses på nogle af træernes rødder, som står frit i luften, mens de forsøger at klamre sig fast i det løse sand. Sandets bevægelse er dæmpet af vegetation på det sydlige ben af parabel-klitten.

Fra toppen af klitterne kan man dele en madkurv og nyde synet af lyngstrækninger og den stejle skråning op til den skovklædte Hejnsvig bakkeø mod sydvest. 

2. Mellem sø og bakkeø


Syd for Grene Sandes klitter ligger et dejligt vådområde med en lille sø. Det er muligt at følge den røde vandrerute mellem de to ben i parabel-klitten og derpå fortsætte gennem vådområdet mellem Hejnsvig bakkeø og søen. 

3. Den gamle hulvej

Næsten skjult af træerne ligger resterne af den gamle landevej mellem Billund og Hejnsvig. Den gamle hulvej er brolagt, og det er stadig muligt at se stenene langs stien, selv om mange også er dækket af græs og blade. Hulvejen - med skrænter på begge sider – forbinder det flade kærområde med bakkeøen.

4. Udsigten fra Ørnsbjerg


”Bjerg” er et stort ord for 83 meter høje Ørnsbjerg, som ligger på kanten af Hejnsvig bakkeø. Men ikke desto mindre er der en storslået udsigt over en stor del af Gyttegård Plantage, områdets mange vindmøller og endda Billund og tårnet i Legoland i horisonten.  

5. Den brændte skov


En voldsom brand i 2011 hærgede omkring 30 ha. skov, hede og mose i området øst for Hejnsvig-Billund vejen. Skovbrande er forholdsvis sjældne i Danmark, og nu ligger området til skue for publikum, som de næste mange år kan følge naturens reparation af området. Der bliver ikke plantet nye træer, og det brændte træ får lov til at blive liggende. Det giver optimale forhold for insekter og mange svampe og planter de kommende år.

6. Gyttegård og golfbanen


En helt anden indgang til Gyttegård Plantage er via Gyttegård Golfklub, hvor der både er p-plads, restaurant og en 18-hullers golfbane. Golfklubbens bygninger ligger i den gamle plantørgård, hvorfra Gyttegård Plantage opstod. Hedens bekæmper, Enrico Dalgas, opfordrede københavnske rigmænd til at opkøbe hedejord og ”gøre Jylland loddent” ved at plante træer. Bankdirektør Axel Heide, Privatbanken, opkøbte i 1898-99 ca. 950 tønder land af hedebønder og iværksatte et stort træplantningsarbejde.

Bemærk også huset ”Ny Gyttegård”, som med rødmalede søjler ved indgangen var et højest ejendommeligt og pompøst hus på egnen, da det blev bygget i 1916 af arkitekt Martin Borch. Det er en privat ejendom, der kan ses fra golfbanen tæt på p-pladsen P5.

Ved Gyttegård Golf Klub er der også en hulebyggeskov.

7. Action på sundhedssti og mountainbike


En super måde at opleve Gyttegård Plantage på er enten gennem den 3 km lange sundhedssti, som undervejs byder på 12 aktiviteter, hvor både børn og voksne sammen kan have det sjovt med øvelser, der kan få pulsen op. Eller over stok og sten ad den 6 km lange mountainbikerute, der fører tværs over hede og skov til den nordlige del af plantagen.
Begge aktiviteter kan starte fra Gyttegård Golf Klub, hvor der også er udlejning af mountainbikes. 

8. Udsigt til en omvendt Dalgas

Enrico Dalgas, Det danske Hedeselskab, brugte en stor del af sit liv på at få tilplantet den jyske hede med skov. Det er hele Gyttegård Plantage et eksempel på. Men i øjeblikket er Naturstyrelsen i gang med en ”omvendt Dalgas”, som kan ses tydeligt her fra kanten af bakkeøen. Den midterste del af skoven skal nu vige pladsen for et stort hedeområde, der skal strække sig fra p-pladsen P3 ved Gråhedevej til P1 ved Billundvej. Mange hektar plantage er blevet fældet, rødderne fjernet og der eksperimenteres med forskellige måder at genskabe heden hurtigt ved at fjerne næringsstoffer fra jorden. Men det kommer til at tage mange år, og der vil være en overgangsfase, hvor vi vil se mange kvælstofelskende planter som hindbær, gederams, brændenælder mv.

Hvis det lykkes efter hensigten, kommer der en flot hedestrækning tværs gennem plantagen, hvor vestenvinden kan få fart og måske igen skabe sandflugt ved Grene Sande. På udsigtspunktet er det muligt at finde mange facetslebne sten, som er formet af tidligere tiders sandflugt.

Udsigtspunktet har desuden en flot bålhytte med grill, shelter, borde og bænke.