Europæisk bison i Almindingen – om dyrevelfærd

14-12-2021

Den europæiske bison er et vildt dyr. Dyrene i Almindingen lever under hegn og Naturstyrelsen har derfor et ansvar for, at dyrene trives og ikke lider unødigt. Dyrenes velfærd giver anledning til mange spørgsmål, og neden for har vi derfor skrevet om arten, dens udfordringer og hvordan Naturstyrelsen forvalter den i Almindingen.

Bisonerne i Almindingen lever i en 200 hektar stor indhegning, det svarer til ca. 400 fodboldbaner. I og med at der er et hegn om området har Naturstyrelsen et andet ansvar for at gribe ind, end hvis dyrene levede helt frit på Bornholm. Og det understøttes også af lovgivningen, som pålægger os at føre tilsyn med bisonerne og sikre at dyrevelfærden er i orden. Vi fører derfor jævnligt tilsyn med bisonerne og afliver syge eller skadede dyr, som vi ikke vurderer kan overleve, for at forhindre unødig lidelse.

Bisonernes dårlige kondition og genetiske udfordringer

Oprindelig fandtes der to underarter af europæisk bison: Bison bonasus bonasus (lavlands bison) og bison bonasus caucasicus (kaukasisk bison). Den sidste vildtlevende bison af lavlandsracen døde i 1919 mens den sidste kaukasiske bison blev skudt i 1927. Men der eksisterede stadig et antal dyr i fangenskab i zoologiske haver, og 12 af disse dyr indgik i et avlsprogram, som skulle bevare arten. 5 af dyrene var blandet med den nu uddøde kaukasiske bison, mens 7 var rene lavlands bison. Derfor eksisterer der i dag en hybridlinje, som stammer fra alle 12 dyr, mens den rene lavlandslinje, som bisonerne på Bornholm er en del af, stammer fra kun 7 dyr.

Fra 1954 begyndte man at genudsætte europæisk bison i naturen, og i dag deltager en lang række europæiske lande i et avlsprogram, som skal bevare den europæiske bison. Siden 2012 har Naturstyrelsen deltaget i avlsprogrammet, efter der udsattes 7 dyr i Almindingen på Bornholm. Du kan læse mere om baggrunden for projektet her.

Arten er nu reddet fra udryddelse, idet der er lever op mod 10.000 eksemplarer rundt omkring i Europa. Men bestanden er fortsat skrøbelig, især fordi deres genetiske ophav er så snævert. Når arten stammer fra henholdsvis 12 og 7 dyr er der tale om det, der kaldes en genetisk flaskehals, hvilket betyder, at alle nulevende dyr er meget nært beslægtet. Derfor er der en særdeles lav genetisk variation i bestanden, hvilket påvirker artens kondition og gør den mindre overlevelsesdygtig, end hvad der er normalt for en vild dyreart.

Erfaringer fra Polen viser, at det især betyder, at dødeligheden blandt kalvene er høj, og at fertiliteten er lavere. Man ved også, at en så høj grad af indavl ofte går ud over dyrenes immunforsvar, hvilket formentlig kan forklare, at den europæiske bison er ganske sårbar i forhold til forskellige sygdomme og at nogle individer har en reduceret evne til at udvikle immunitet for parasitter.

Ovenstående er en af grundene til, at vi ikke dyrlægebehandler de europæiske bisoner. Det er vigtigt for artens fremtid, at de dyr, som har en dårlig kondition dør, så de ikke giver deres gener videre. Vi afliver syge dyr for at forhindre unødig lidelse.

Naturstyrelsen har i 2017 tilført en ny tyr til flokken, og det er planen yderligere at tilføre et antal nye dyr i forbindelse med etableringen af Naturnationalpark Almindingen, for at sikre, at der tilføres nye gener, så den genetiske variation gradvis udvikles. Når vi vælger de dyr, der skal tilføres, sker det i samarbejde med det europæiske bisonavlsprogram, så vi er sikre på, at de nye dyr ikke er for tæt beslægtede med dem, vi allerede har.

Bisonernes huld

Vi får jævnligt henvendelser fra borgere, der eksempelvis sender os billeder af bisoner, og spørger om ikke dyrene er magre. Oftest er det ikke tilfældet. Bekymringerne skyldes tit, at man sammenligner med, hvordan tamkvæg ser ud, men tamkvæg og bisoners huld kan ikke sammenlignes 1:1. Bisonprojektets tilknyttede dyrlæge redegør således for det i en af sine besøgsrapporter:

”Huld hos europæisk bison kan ikke sammenlignes med huldet hos tamkvæg - ikke hos malkekvæg og da slet ikke hos kødkvægsracer. Tamkvæg er avlet til at have forholdsvis bred kropsbygning, stor muskelfylde samt evne til at danne fedtdepoter. Bisonokser er udrustet med meget høje torntappe. Disse er ikke sæde for udpræget muskeltilhæftning, og giver derfor dyrene en høj og forholdsvis smal fremtoning. Dyrene har desuden ikke tendens til at pålejre fedt under huden (sådan som det også kendes hos geder), men derimod gerne omring de indre organer. Sådanne fedtdepoter er selvsagt ikke synlige udefra. Bisoner kan altså godt være fede uden at det ses udenpå.”

Nogle henvendelser skyldes også, at man forventer, at bisonerne ligner amerikansk bison. Men der er betydelige forskelle i amerikansk og europæisk bisons fremtoning, selv om de er nært beslægtede. Europæisk bison er højere og tyndere end den mere kraftige amerikansk bison. Og fordi europæisk bison i høj grad lever af blade, kviste og bark fra træer, mens amerikansk bison primært lever af græs, fører europæisk bison sit hoved højere end amerikansk bison, hvilket giver et mere ranglet og mindre kompakt udtryk.

Illustration af forskellene mellem europæisk (tv) og amerikansk bison (th).

Vi vurderer altid de henvendelser vi får, og hvis vi er i tvivl, rådfører vi os med dyrlægen. Hvis et dyr er unormalt magert overvåger vi det ekstra nøje, og afliver det, hvis vi vurderer, at det ikke vil komme sig.

Lige som hos andre vilde dyr er det helt normalt, at bisonernes huld svinger hen over året. Om sommeren og efteråret er de generelt godt i stand, men sidst på vinteren er dyrene ofte mere magre, fordi de tærer på deres fedtdepoter. Desuden vil tyrene ofte tabe sig i forbindelse med brunsten, og køerne kan være tynde lige efter de har kælvet.

Vi har haft uanmeldt besøg af fødevarestyrelsens kontrollanter, og her var der intet at bemærke i forhold til dyrenes huld.

Bisoner og parasitter

Der er konstateret flere forskellige flercellede parasitter i de bornholmske bisoner: Vomikte, leverikte, rundorm, trådorm, piskeorm, lungeorm og strongylider (en slags indvoldsorm). Ved dyrlægeundersøgelse af døde bisoner og prøver fra afføring har det især været lungeorm, som har kunnet konstateres i et større omfang. Det passer med internationale erfaringer med europæisk bison, som viser, at dyrene især er sårbare over for lungeorm – både i fritgående og indhegnede bestande. Kun i den første bison som døde tilbage i 2015 har dyrlægen kunnet konstatere leverikter, som derfor formodentlig var medbragt fra oprindelseslandet, men efter alt at dømme ikke har opformeret sig i indhegningen, da den ikke er fundet siden.

Det er helt normalt, at vilde dyr, som lever i naturen, har parasitter i større eller mindre omfang, og erfaringerne fra Polen er, at stort set alle bisoner har en eller flere arter af parasitter. Det er mængden af parasitter i det enkelte dyr, og dyrets modstandskraft mod parasitterne, som afgør, om parasitterne påvirker dyrets trivsel og sundhed i væsentlig grad. En for høj koncentration af parasitter i et dyr viser sig bl.a. ved, at dyret kommer i dårligere huld og at det forlader flokken og går for sig selv. Når vi observerer disse symptomer, rådfører vi os med den tilknyttede dyrlæge, og hvis det vurderes, at dyret lider og/eller det ikke forventes, at dyret kan få det bedre, bliver det aflivet.

Bisonernes levealder

Det er svært i litteraturen at finde definitive svar på, hvad der er en normal levealder for europæisk bison. Køer lever generelt længst, mens tyrene har en kortere forventet levealder. Der er eksempler på, at køer kan blive op til 27 år gamle i fangenskab, men det er langt fra almindeligt. En analyse af bisoners levealder i fangenskab har vist, at kun 11 ud af 66 køer nåede en alder på 20 år eller mere, mens det for tyres vedkommende kun var 3 ud af 67 individer, der nåede så høj en alder. Når dyrene lever i naturen – eller under forhold der er tæt på de naturlige som det er tilfældet i det bornholmske bisonprojekt, er den forventede levealder lavere.  I naturen er dødeligheden højest blandt kalve, og det almindeligt, at 1 ud af 5 kalve dør inden for det første år. Næsthøjest er dødeligheden blandt dyr i alderen 2-3 år, hvor op mod hvert 10. individ dør hvert år. Blandt ældre dyr er det typisk under 5 procent som dør årligt. (Krasinska & Krasinski 2007).

I 2017 og 2018 oplevede vi i Bisonprojektet på Bornholm, at dødeligheden var usædvanligt høj – der døde 7 bisoner på blot et års tid. Vi hører fra andre bisonprojekter, at det ikke er ualmindeligt med et sådant dyk i bestanden nogle år efter at en bestand er etableret på et areal. Formentlig skyldes det især at parasittrykket (mængden af parasitter) på arealet vokser, og at de dyr, der er særligt følsomme i forhold til parasitter derfor bukker under. Siden 2018 er bestanden faldet lidt, primært fordi der to år ikke blev født nye kalve. Ved udgangen af 2021 er der 10 dyr i bisonskoven.

Da bisonprojektet blev startet i 2012 blev der lavet en beregningsmodel for, hvordan bestanden kunne forventes at udvikle sig, baseret på de data, man kender fra den vildtlevende bestand i Polen. Modellen viste, at bestanden i værste fald kunne risikere uddø helt eller i bedste fald nå op på næsten 30 individer i 2022. Men medianen i modellen lå omkring 10 individer i 2022, hvilket må siges at være meget tæt på virkeligheden. Du kan læse mere om fremskrivningen her.


Fremskrivningen illustreret. Nathia Hass Brandtberg 2012.

Ofte stillede spørgsmål om bisonernes dyrevelfærd

Hvorfor tilskudsfodrer vi ikke?

Det er der flere grunde til:

  1. Bisonerne er her bl.a. for at forbedre naturen i skoven. Hvis vi fodrer med nemt tilgængelig mad som fx hø, udfolder de ikke deres naturlige adfærd, og undlader at spise planter, kviste og bark. Dermed har de ikke den ønskede effekt på naturen.
  2. Hvis der tilskudsfodres, tilføres der næringsstoffer til arealerne udefra. Det kan sammenlignes med at gøde, fordi bisonerne via deres afføring tilfører næring, som de ikke har fået fra Bisonskovens natur. Det skader områdets biodiversitet, fordi mange af de mest sårbare arter i Bisonskoven kræver næringsfattige omgivelser for at trives.
  3. Der er rigeligt med føde i bisonskoven året rundt, så hvis et dyr er meget magert, skyldes det oftest sygdom.
  4. I helt særlige tilfælde vil vi dog vælge at tilskudsfodre, fx hvis jorden er dækket af store mængder sne i længere tid, så dyrene har svært ved at finde mad, eller hvis der på grund af fx en usædvanligt tør sommer ikke skulle være nok mad på arealerne.
  5. Vi er meget opmærksomme på, om der er vand tilgængelig på arealerne. I tilfælde af ekstremt tørt vejr eller længerevarende hård frost opsætter vi trug med vand.

Hvorfor dyrlægebehandler vi ikke?

  1. Bisonerne er vilde dyr, og vi behandler dem derfor så vidt muligt som sådan. Derfor får de heller ikke dyrlægebehandlinger præcis som rådyr og dådyr i skoven ikke gør det.
  2. Bisonerne indgår i et europæisk avlsprogram, hvis mål er at genskabe en bæredygtig bestand af europæisk bison. Europæisk bison var helt udryddet i naturen efter 1. verdenskrig, og alle de dyr der eksisterer i dag stammer fra kun 12 individer (7 individer når det gælder den rene lavlandsrace). Derfor har dyrene en svag genetik på grund af indavl, og en af konsekvenserne er en øget sårbarhed over for parasitter. Derfor er det vigtigt for artens samlede sundhed, at naturen får lov at gå sin gang uden medicinsk indblanding, så det er de mest modstandsdygtige dyr, der overlever og fører arten videre.
  3. Man må ikke bare behandle en hel flok vilde dyr samlet, ved at eksempelvis give dem medicin i foderet. Hvert enkelt dyr skal have stillet en diagnose, og skal behandles individuelt. En af grundene er, at der ellers er risiko for, at man doserer eksempelvis en ormekur for lavt, og dermed fremmer en bestand af behandlingsresistente parasitter. Eller doserer for højt, til skade for dyret. En medicinsk behandling kan kun gennemføres på forsvarlig vis ved at indfange dyret, undersøge det for at stille en præcis diagnose, og holde det fanget i en mindre fold i en periode, mens der medicineres. Det vil være meget stressende og skadeligt for et allerede svækket, vildt dyr.

Hvad gør vi, for at forhindre lidelse blandt bisonerne?

  1. Vi tilser dyrene jævnligt og holder øje med deres sundhedstilstand. Vi har også en dyrlæge tilknyttet, som med mellemrum vurderer bisonernes huld og øvrige sundhedstilstand.
  2. Hvis vi kan konstatere, at et dyr lider på grund af sygdom eller skader afliver vi det.
  3. Hvis bestanden når et niveau, hvor vi ikke vurderer, at der er fødegrundlag til at dyrene kan leve hele året i indhegningen, regulerer vi bestanden ved at aflive individer eller indfange dem og eksportere dem til andre bisonprojekter.

Har du spørgsmål?

Vi anerkender, at der findes forskellige måder at betragte naturen og dens dyr på, og vi tager altid gerne en dialog, hvor vi forklarer de overvejelser, der ligger bag vores forvaltning. Så hvis du har spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte os.

Naturstyrelsen Bornholm