1. Elverdamsdalen

Der er en smuk udsigt ud over Elverdamsdalen ved den gamle skole- og kirkesti, der går fra den nu forsvundne landsby Lerbjerg til Hvalsø. Elverdamsdalen er en smeltevandsdal fra den sidste istid. Da isen smeltede, strømmede vandet gennem dalen ned mod Isefjorden og skabte Elverdamsåens forløb.

Ved den gamle skolesti kommer man også til Dårehulen, der er en dybtliggende bæk. I slugten kan man se spor af gamle dæmninger og hulveje. På de stejle skrænter står der gamle bøgetræer. Flere af dem er helt krogede af vinden.

2. Helvedeskedlen

Helvedeskedlen er et af de mægtige dødishuller, der er opstået i Bidstrup Skovene efter den sidste istid. Da isen trak sig tilbage, efterlod den nogle kæmpe isklumper begravet af jord. Da isen langt senere smeltede, dannedes det store hul i skoven, som i tidernes løb har givet anledning til mange gode historier. En af dem fortæller, at der hvert 9. år skulle ofres 99 mænd, 99 heste, 99 hunde og 99 høge eller haner i Helvedeskedlen. Nogle mener, at det er den hedenske gud Hel, der har inspireret til navnet. Hel var Lokes datter og bestyrer af dødsriget Hel, hvor man risikerede at ende, hvis man ikke døde ærefuldt i kamp. Det skulle efter sigende være et mørkt, koldt og fugtigt sted, så det er måske ikke så underligt, at man tyede til ofringer for at slippe for at ende der. Prøv at gå en tur ned i Helvedeskedlen. Stedet og historien giver en helt særlig stemning.

3. Valborup Skovridergård

Valborup er den tidligere skovridergård i Bidstrup Skovene.

Under 2. verdenskrig deltog skovens folk i modstandskampen, og som en straf sprængte tyskerne skovridergårdens stuehus i luften i 1944. Men det satte ikke et stopper for aktiviteterne. Markerne omkring gården var godt gemt af skoven og blev brugt til nedkastning af våben fra England. En nat var det nær gået galt. En container fyldt med våben blev i sin faldskærm hængende højt oppe i et egetræ. I nattens mulm og mørke blev egetræet fældet, så man kunne få faldskærm og våben af vejen. Efter befrielsen blev der fæstnet en kobberplade på resterne af den gamle eg med ordene: "1940-1945, Til minde om vaabenmodtagelserne her. ”Mangen eg er for uvejret segnet".

Stuehuset til skovridergården blev efter krigen bygget op igen i ny stil. Markerne rundt om gården dyrkes stadig. En skovrider havde tidligere som en del af sin løn 30 tønder land til dyrkning. Skovfogeden havde 16 tønder land og skovløberen 4-6, mens ledvogteren måtte tage til takke med lidt græsning. Det er helt specielt, at markerne både omkring Valborup og Ravnsholte skovfogedsted stadig er opdyrkede. I de fleste andre skove er markerne forlængst blevet til skov.

4. Skovenge

Det er også specielt, at der stadig er skovenge bevaret i Bidstrup Skovene. Det kan kun lade sig gøre, hvis man lader dyr græsse eller slår høet. Sådanne lysninger er der flere af i skoven. En af dem er Kildeengen ved Ravnsholtevej/Valdemarsvej. Her kommer frivillige og slår høet med le. Rådyrene ses ofte ved skovengene.

5. Græsningsskoven ved Hjortesø

Mellem Ravnsholtevej og Hjortesø er man ved at genskabe 1700-tallets græsningsskov. På et 13 ha stort område er der tyndet ud i skoven, der nu består af enkelte store træer i det kuperede landskab. Nogle træer er ringbarket og overladt til langsomt at dø og forfalde for at skabe levesteder til dyr. Fx er det håbet at eghjorten kan blive genindført i Bidstrupskovene. Mellem træerne græsser køerne, som de gjorde i 1700-tallet, hvor man ikke skelnede så skarpt mellem skov og agerbrug. Dengang var der flere små skovlandbrug i Bidstrup Skovene fx Avnstrup og Helvigstrup og Lerbjerg.
Selve Hjortesø er svær at komme til for mennesker. Søen har længe været omgivet af en ellesump, hvor naturen har fået lov til at udvikle sig uforstyrret. Den er et vigtigt refugium for skovens dyr og planter, og de mange forskellige træarter giver en smuk farvevariation i løbet af året.

6. Valdemarsvejen

I den sydligste ende af Bidstrup Skovene ned mod Skjoldnæsholm, kan man se rester af Valdemarsvejen, der var kongens private vej. Den gik fra Roskilde til Haraldsted og siges at stamme fra Valdemar Atterdag. Deraf navnet Valdemarsvejen. Christian IV moderniserede vejen, der var brolagt og forsynet med bomme, porte og bevæbnede vagter, så man kunne færdes sikkert i fred for landevejsrøvere og andet pak. Blev man grebet på kongens vej, ventede der strenge straffe. Hesten blev skudt, og vogn og last blev konfiskeret. Så det var afgjort bedst for den almindelige borger at benytte sig af alfarvej, der var den offentlige vej. Alfarvejen har beholdt store dele af sin linjeføring. I dag kalder vi den for Hovedvej 14.

7. Smuldmosen

Under og efter 2. verdenskrig blev der skrabet tørv i Smuldmosen, der ligger vest for Avnstrup. Mens man de fleste andre steder gravede tørven, harvede man her overfladen og skrabede tørvejorden sammen, blandede den med vand og formede den til briketter, der blev brugt til opvarmning i København under de hårde krigsvintre. I dag er Smuldmosen en værdifuld botanisk lokalitet. Der er et rigt dyre- og planteliv, og botanikere kommer langvejs fra bl.a. for at se de mange sjældne planter. Bl.a. kan du finde vibefedt og soldug – to af de tre kødædende planter, der vokser i Danmark.

8. Heide Overdrev

Et græsningslandskab med spredte buske og enkelte træer kaldes et overdrev, og Heide er det tyske ord for hede.Tidligere var der mange overdrev i området, og Heide Overdrev blev inden 1805 benyttet til græsning af bønderne. Nu er Heide Overdrev overvejende skov.

9. Flytningecentret

Avnstrup er navnet på en af de skovbebyggelser der fandtes i Bidstrup Skovene. I dag er det navnet på det modtagecenter for flygtninge, som Dansk Røde Kors har drevet siden 1992. De store bygninger er opført som et tuberkulosesanatorium. De brystsyge skulle ud i den friske luft i smukke og rolige omgivelser. Den første patient blev indlagt i al hast den 9. april 1940, fordi man var bange for, at tyskerne ville finde på at bruge bygningerne til kaserne. I 1963 blev sanatoriet omdannet til en plejeafdeling under Skt. Hans Hospital, og nu er det så modtagecenter for flygtninge.

10. Avnsø

Mange af skovens søer, moser og lavninger er opstået ved, at store isklumper under sidste istid blev begravet og først smeltede lang tid senere, hvormed jorden sank og blev til det, man kalder dødishuller. Avnsø er et eksempel på et stort dødishul. Søen er 6-8 meter dyb og er meget ren. Om sommeren kan du bade i den. Der er en badebro, og der er borde og bænke, hvor du kan spise din medbragte mad.

11. De nye vådområder

Mange af skovens moser blev i sidste århundrede drænet og tilplantet med især nåletræer. Det gik ud over naturen og gav ikke det forventede udbytte i form af træproduktion. Derfor har Naturstyrelsen valgt at fjerne mange af træerne og sløjfe dræn. Blindesø, Krejermosen og Troldsmose er på den måde genopstået. Her kan du nu opleve vadefuglen svaleklire, og en tidlig sommeraften sætter de grønne frøer i gang med deres koncert, der kan komme op i anseelige decibel-højder.

12. Mortenstrup Kilde

Kilden er en af de få bevarede helligkilder fra den katolske tid og den ældste i Bidstrup Skovene. Syge har søgt kilden helt op til vor tid for at blive helbredt. Virkningen var efter sigende størst Skt. Hans nat. Omegnens bønder mødtes en gang om året ved kilden og holdt kildemarked med stor fest og dans. Den sidste kildekone forsvandt først i 30'erne. I dag er kilden lukket med et dæksel og ligner en brønd.

Der findes også to andre kilder: Blodkilden – fordi vandet er rødt af okker– og Ellesøkilden. Vand fra disse kilder indgik i kuren for tuberkulosepatienterne.