Find vej
Bidstrup Skovene ligger midt på Sjælland ved Hvalsø mellem Roskilde og Ringsted. Se kort. Er du i bil, er der P-pladser hele vejen rundt om skoven, og du kan tilmed parkere inde i skoven ved den store P-plads ved Avnstrup Centret.
Offentlig transport
Med offentlige transportmidler kan du stå af toget ved Hvalsø station. Derfra er der ikke langt at gå til Storskoven, der er den nordligste del af Bidstrup Skovene. Bus nr. 215 går til Avnstrup Centret midt i skoven.
Praktisk info og aktiviteter
Der er toiletter ved Avnstrup Centret. Også handicaptoiletter. Du skal være opmærksom på, at toiletterne er lukket mellem 1. november og 1. april.
Der er flere spejderlejre og lejrskoler omkring Bidstrup Skovene. I selve skoven er der en shelterplads til seks personer ved Ravnsholte Mark 200 meter sydøst for skovfogedboligen. Vand kan du få uden for skovfogedboligen. Shelterpladsen kan ikke bookes.
Der er også en lejrplads med plads til 40 personer ved Rævemosen 800 meter inde i skoven ad Tradshusvej. Du kan parkere ved Teletårnet. Om sommeren er der vand i nærheden af pladsen.
Begge steder er der mulighed for at grille og lave bål. Husk at medbringe brænde og grillkul.
Lejrpladsen ved Rævemosen skal bookes på book.naturstyrelsen.dk.
Der er en picnicplads med grillmuligheder og en vandpost ved Avnstrup Centret. Og ved Avnsø er der en badebro samt borde og bænke, hvor du kan spise din medbragte mad. Desuden er der en vandpost ved den nordlige P-plads ved indgangen til den nordlige ende af skoven.
Se kortet og læs mere på udinaturen.dk
Bidstrup Skovene er stærkt kuperede og egner sig ikke særlig godt for handicappede i kørestol. Storskoven i den nordlige ende er den mindst kuperede. Skovvejene er typisk belagt med grus, der ikke er optimale at køre på med smalle hjul. Ved Avnstrup Centret er der handicaptoiletter og en stor handicapvenlig shelter med sammenbygget bålhus.
Den nordligste ende af Bidstrupskovene op mod Hvalsø er en afmærket hundeskov. Her må din hund løbe løs, hvis den er under din kontrol. Alle andre steder i skoven, skal hunde være i snor.
Mange mennesker bruger naturen - og til vidt forskellige ting. Derfor er der lavet en række regler for brug af naturen. Reglerne er lavet, så turen ud i naturen bliver en god oplevelse for så mange som muligt.
Der er fire afmærkede vandreruter i og ved Bidstrupskovene. To gule ruter – en i den nordlige del af skoven og en i den sydlige. Den nordlige er 5,5 km lang og den sydlige 7,5 km.
I den nordlige del af skoven op mod Hvalsø har Hjerteforeningen afmærket ”hjertestien” med rødt. Turen er 5 km lang.
I den sydvestlige del af skoven er der en vandrerute afmærket med blåt. Den starter på Skjoldnæsholm og slår et smut ind i Bidstrupskovene. Turen går bl.a. forbi Gyldenløves Høj, der med sine 126 meter over havets overflade er Sjællands højeste punkt,
Skjoldungestien går igennem dele af Bidstrup Skovene. Skjoldungestierne er trekkingruter på i alt 40 km, der alle går igennem Gl. Lejre.
Mountainbikesporet "Det hvide spor" i Bidstrup Skovene er ikke for begyndere. Man skal helst have øvet sig, inden man kaster sig ud på den teknisk udfordrende 9,5 km lange rute, der er markeret med hvide pletter på træerne og piktogrammer på røde pæle. Man kører i skovbunden, så der kan både være sten, grene og andre forhindringer. I perioder med meget regn kan ruten være blød. Der er mulighed for at vælge et alternativt og knapt så udfordrende spor visse steder. ”Det hvide spor” er udvalgt som en af de ti ”must try” ruter i Naturstyrelsens områder, kaldet De 10 Spir.
I øvrigt må du cykle på alle veje og stier. Derimod må du ikke cykle i skovbunden – uden for den afmærkede mountainbikerute – nedad skrænter eller på stendiger og gravhøje. Du skal også huske at tage hensyn til skovens andre gæster. Hvis du vil arrangere et cykelløb, skal du først søge om tilladelse hos Naturstyrelsen.
Munkevejen er en cykelrute, der går fra Glückstadt ca. 30 km nord for Hamborg til Roskilde Domkirke og går igennem Bidstrup Skovene. Undervejs passerer den historiske steder med en kristen baggrund.
Læs mere om kørsel på mountainbike
Terrænet i Bidstrup Skovene er spændende og udfordrende for orienteringsløb. Der er 30 faste poster i skoven, der er afmærket med store røde firkantede pæle.
I vinterhalvåret bliver der kørt hundeslæde i Bidstrup Skovene - også selv om der ikke er sne. De starter ved Avnstrup tidligt om morgenen og kører kun om formiddagen. Hundene kører en bestemt rute, og der er fart over feltet, men gående bliver advaret af klokker på ekvipaget.
I Heide Overdrev og Avnstrup Skov er der markeret en ridesti, der fører dig langt ind i skoven. Turen er 8,5 km lang, og du rider på skovbunden, så der kan både være sten og grene, og stien kan også være blød og tung, hvis det har regnet meget. Der er også lagt stammer ud flere steder, så du kan springe med din hest. Ridestien passerer flere steder andre stier og veje, så pas på og vis hensyn over for skovens andre gæster.
I øvrigt må du ride på asfalterede veje og grusveje, der er mere end 2,5 meter brede, på afmærkede ridestier og i skovbunden hvor det ikke skader bevoksningen.
Du kan også gå på skattejagt i Bidstrup Skovene. På geocaching.com kan du finde koordinaterne til det sted, hvor skatten ligger "begravet". Og så er det bare af sted med GPS'en for at lokalisere den. På geocachings hjemmeside finder du GPS-koordinater til "skatte" over hele verden. Hvad skatten er, er en overraskelse, men du skal ikke vente at finde guld og ædle stene.
Der er to mindre legepladser i Bidstrup Skovene. Den ene ligger ved Avnstrup Centret. Den anden ligger i skovens nordlige ende.
Hvis du er mellem 18 og 65, skal du have fisketegn. Så kan du frit fiske i søerne lige sydvest for Avnstrup Centret. Du kan være heldig at fange gedde, aborre, skalle m.m. i søen.
Hvis der er sne, bliver der ofte lagt langrendsspor ud i skoven.