Seværdigheder

1. Vesterhavet

Ved en tur på Harboøre Tange er det ikke til at overse den vilde kæmpe mod vest. Vesterhavet forsøger konstant at æde sig igennem sandtangen, men samtidig er det også Vesterhavet, der har skabt tangen ved med bølgeslag efter bølgeslag at efterlade store mængder sand. Vesterhavets bølger er berømte og berygtede for deres styrke, og derfor skal al badning foregå med stor påpasselighed.
Vesterhavet har samtidig gennem århundreder været både spisekammer og indtægtskilde for den lokale befolkning.

2. Lagunesøerne

To store lavvandede lagunesøer dominerer området. Den nordligste, som er forbundet med Nissum Bredning – den vestlige del af Limfjorden – med en sluse, hedder Thyborøn Fjord. Og lige syd for ligger Harboøre Fjord.
De to brakvandslaguner udgør et område på 500 hektar og er et vigtigt yngleområde for en række forskellige vandfugle.
Lagunesøerne var tidligere en del af Nissum Bredning, men områderne har været ustabile på grund af oversvømmelser. For at sikre færdslen blev der etableret diger af hensyn til henholdsvis vej og jernbane.
I dag sikrer en automatisk sluseport regulering af vandstanden på engen og udskiftning af vand i lagunesøerne.

Læs mere om lagunesøerne i Naturprojektet Harboøre Tange

Læs mere om lagunesøerne i online folder om reservatet Harboøre- og Agger Tange

3. Bunkerne

Under 2. Verdenskrig besluttede Adolf Hitler, at Europa skulle befæstes mod vest. Resultatet blev Atlantvolden – et omfattende kystforsvar fra Nordkap i nord til Pyrenæerne i syd.
Den tyske propagandamaskine kaldte Atlantvolden ”en ubrydelig mur af beton, spækket med artilleri og bemandet med loyale elitetropper”. I virkeligeden bestod tropperne ofte af soldater, der var på rekreation med krigsskader.
I Danmark blev de mange bunkers langs vestkysten bygget af danskere, der tog arbejde for tyskerne. Bunkerne blev opført på toppen af de yderste klitrækker, hvor de nedgravet kunne ligge skjult. Siden den gang har Vesterhavet grådigt tygget sig ind i klitterne, så mange af de gamle krigsanlæg i dag ligger blotlagt for turister og andre interesserede.
Det er spændende at se nærmere på en bunker, men vær opmærksom på, at de er slidte og armeringsjernet på flere af dem er blotlagt. Derfor kan du komme til skade.

4. Thyborøn

Fiskeri- og havnebyen Thyborøn ligger på den nordligste tip af Harboøre Tange. Byen har cirka 2500 beboere og er en af Danmarks vigtigste fiskerihavne. I Thyborøn kan du blandt andet opleve rigtig fiskeauktion, et helt hus dækket med sneglehuse, Danmarks nyeste kirke og de to oplevelsescentre Kystcentret og Jyllandsakvariet.

Læs mere om Thyborøn på visitlemvig.dk og thyboron.dk

5. Knoppermanden

Det er dog ikke kun de fjerede og de pelsede, der har hjemme på Harboøre Tange. Børn i Thyborøn har altid fået at vide, at de skulle tage sig i agt for Knoppermanden. Et grumt spøgelse, der går rundt med sit hoved under armen på området Knopper Enge - engområdet umiddelbart vest for Rønland.
Der er mange historier om, hvem Knoppermanden er, og hvorfor han går igen. Her er to af dem:

Sagn nr. 1

Nogle røvere var sat over Vesterhavet i en båd, efter de havde røvet en bank i England. Tæt ved kysten mellem Rønland og Harboøre var politiet lige ved at indhente dem. Derfor tog røverne en rask beslutning og satte en jolle med skibsdrengen og pengene i vandet.
Skibsdrengen nåede i land, men her mødte han sin skæbne. Han blev dræbt og begravet i klitterne, og guldet forsvandt – mens strandfogeden, Jøs Mærsk, på mistænkelig vis pludselig blev rig.
Jøs Mærsk kom dog ikke til at nyde godt af sin rigdom. Allerede tre dage senere omkom han, da hans hestevogn væltede, og han brækkede sin hals. En karl og en pige, der også var med i vognen, slap fra ulykken uden skrammer.
Siden dengang har man i klitterne om aftenen eller natten kunne se ”Æ Knoppermand” gå rundt med hovedet under armen. Samtidig blev det – til trods for stor rigdom – umuligt for strandfogedens enke og efterfølgende generationer at få tjenestefolk til deres gård. De blev skræmt væk af et spøgelse.
En lille overvægt af de lokale mener, at Jøs Mærsk-historien er den ”rigtige” historie.

Sagn nr. 2

Under en voldsom storm strandende et skib ud for Harboøre. Den eneste overlevende var en lille pige, der sammen med en pengekiste drev i land fastsurret til et bræt. Som den eneste overlevende blev pigen ejer af det forliste skib og rigdommene om bord. Men for en pengegrisk mand fra området blev den lille piges rigdom for stor en fristelse. Han endte med at slå hende ihjel og begrave hende i klitterne.
Men straffen for ugerningen blev, at han aldrig kom i himmerig, og han til den dag i dag går igen på Knopper Enge.
Sagnet er formentligt brygget over skibet Arctic, der forliste ved Langerhuse i en af de værste storme nogensinde. Historien lyder, at en lille engelsk pige ved navn Eleiza Butterworth drev i land surret fast til et bræt.
Hun blev siden begravet på kirkegården i Harboøre. Da man skulle bygge en ny kirke i Harboøre, blev koret placeret oven på pigens grav. For at ære den lille pige blev hendes navn skrevet på altertavlen – hvor det stadig kan ses.

6. Naturrum Thyborøn

Naturrum Thyborøn er bygget op på forskellige steder på Harboøre Tange. Her er der mulighed for at gå på opdagelse og gennem leg og samvær at opleve naturen.
Fra velkomstspottet i den sydlige ende af Vesterhavsgade i Thyborøn kan du orientere dig i forhold til, hvor de forskellige oplevelser ligger.

Læs mere på naturrumthyboroen.dk

Legeplads

En legeplads med blandt andet armgangsstativ, legehus og spiralsti er placeret umiddelbart vest for Naturrum Thyborøns p-plads, velkomstspot og Digevejen.

Kube

Kuben er en 2x2x2 meter lille ”maggiterning” bygget i beton og glas, der indeholder viden om naturen og kulturen.

Udsigtsmole

Udsigtsmolen består af en trærampe, der munder ud i en terrasselignende platform. Herfra kan beskueren skabe sig et overblik over Vesterhavet, havhøfder, diger, bunkeranlæg og engområderne. Udsigtsmolen er desuden tilgængelig for gangbesværede og kørestolsbrugere.

Bunker

Bunkerne er karakteristiske for den danske vestkyst og dermed også Harboøre Tange. Bunker nr. 55 har været under kærlig behandling af Naturrum Thyborøn, så her er det muligt at gøre ophold, indtage sin medbragte madpakke eller endda overnatte i sin egen medbragte hængekøje.

Rævegrav

Rævegraven består af fire betonrør, som viser, hvordan ræven graver sit netværk af gange og huler. Rævegraven dukker op efter knap to kilometer, hvis man følger vandreruten parallelt med havet.

Klatring

Klatring er også en mulighed på Harboøre Tange. Bunkerne 1-11, der ligger sydvest for Thyborøn, og bunker 16, der ligger 700 meter længere mod nord, lægger betonsider til og klatringen er graderet med sværhedsgraderne 1-5.

Bålplads og Trædesten

Bålplads og trædesten kan findes i havtornekrattet ved det nordvestligste hjørne af Thyborøn Fjord. Her kan maden tilberedes over bål, mens børn og barnlige sjæle kan bevæge sig lidt ud i fjorden på trædestenene.