Geologi

Det bakkede terræn under Hareskovene blev dannet i slutningen af sidste istid for ca. 10.000 år siden.

Det sidste isfremstød pressede sig op sydfra og skubbede en bakke af grus, sand, sten og ler foran sig – en såkaldt morænevold. Isen stoppede lige ved Ballerup og skabte herved de flade sletter ved Hedeboegnen og de kuperede områder ved Hareskovene.

Da isen trak sig tilbage, efterlod den kæmpemæssige isblokke i landskabet, som langsomt smeltede og skabte de såkaldte dødishuller, man kan se den dag i dag som tydelige sænkninger i skovbunden.

Hvad skoven gemte

Da isen trækker sig tilbage efter den seneste istid for ca. 15.000 år siden, efterlader den et øde og nøgent landskab fyldt med store stenblokke.

I de følgende årtusinder ændres klimaet, og med tiden begynder fyr, birk og hassel samt elm og lind at brede sig. Området, der i dag er Hareskovene, dækkes af en varieret urskov, hvor urokser, elge, rådyr, krondyr, vildsvin samt bjørne og ulve lever.

Menneskene lever langs kysterne på bopladser bl.a. ved Nivå, Vedbæk og Roskilde. De lever af fiskeri og jagt og af de planter, som de kan samle. Men omkring år 4.000 f. Kr. sker der noget. Måske er det klimaet, der bliver koldere, og havet der trækker sig tilbage. I hvert fald søger menneskene ind i land – ind i urskoven. De opgiver langsomt deres gamle livsform og bliver bønder.

Gennem Mølleåsystemet trænger familierne ind i skoven fra Øresund og ad Værebroå fra Roskilde. De kender sandsynligvis området fra jagtudflugter, men nu slår de sig ned i skoven, hvor de i begyndelsen stadig fisker i søerne og går på jagt. Men som noget nyt rydder de skov med deres skarpe flintøkser og begynder at dyrke bl.a. byg og hvede. De har også husdyr med. Svin, okser og får og/eller geder, som græsser på rydningerne i skoven. Hunde har de også.

Stendysserne

Omkring år 3500 f.v.t. begynder bondestenalderens mennesker at bygge dysser og senere jættestuer, altså meget store fællesgrave, til deres døde. I Danmark mener man, at der er blevet bygget omkring 40.000 storstensgrave. Men kun ca. 7.000 er mere eller mindre bevarede i dag. En dysse er en gravhøj bestående af et eller flere gravkamre omgivet af en rund eller rektangulær høj (rund- og langdysse), hvor jordhøjen er omgivet af randsten. I Hareskovene er der dysser, hvor jordhøjen er erstattet af en stenbrolægning.

Når vi ved, at der har boet mennesker i Hareskovene, skyldes det netop disse store stendysser, som man stadig kan finde rundt omkring i skoven. Her har de begravet resterne af deres døde. Og netop fordi, der altid har været skov her, har stendysserne stort set fået lov at ligge. Skoven har fungeret som historiens køleboks.

Omkring 15 dysser eller dyssetomter er fundet i Hareskovene. Ikke alle er undersøgt og anerkendt af Nationalmuseet, og mange af dem er ruiner. For selv om skoven har gemt på sine oldtidsskatte, så har de ikke undsluppet stenhuggere på jagt efter store stenblokke til slotte, borge og kirker i tidens løb.

Rillesten

De såkaldte rillesten, som man kan finde rundt omkring i skoven, er vidne om stenhuggernes arbejde. En overgang troede man, at rillerne havde en rituel betydning, og at de stammede fra oldtiden. Men nu ved man fra gamle stenhuggermanualer, at rillen var den gængse metode til at kløve store sten i tiden fra 1600-1800 tallet. Flere steder kan man også se, at stenhuggerne har kløvet stenen og taget den bedste del. Når sten ligger tilbage med sin rille, skyldes det, at stenhuggeren af en eller anden grund har opgivet sig forehavende og har ladet stenen ligge.

Og stenhuggerne havde ikke megen fornemmelse for fortidsminder. Flere steder kan man se, at de har været i gang med den såkaldte dæksten, den store sten der dækker gravkammeret i langdyssen. En langdysse er normalt firkantet med et eller to gravkamre – et i hver ende. Rundt om jordhøjen stod en krans af store randsten. Hvis jordhøjen da ikke som flere steder i Hareskovene var erstattet af en stenbrolægning.

Hørgen

Det er Hørgen formentlig et eksempel på. Den ligger ud til Fægyden og ligner ved første øjekast en stor dynge med op mod 1000 sten i et 18 meter langt og 3 meter bredt brolagt bælte. En af teorierne om Hørgen har været, at det var et helligt sted fra jernalderen, men nu mener arkæologerne, at det er resterne af et af bondestenalderens dysseanlæg, der har været dækket af sten i stedet for jord. De store stenblokke mangler imidlertid, men kigger man nærmere på det stendige, der er bygget ud mod Fægyden, vil man se, at lige præcis ved Hørgen består diget af meget store stenblokke. De kan godt være taget fra Hørgen.

Knoglerester

Der er mange andre spændende stendysser at finde i Hareskovene. En af de største ligger ved Sandskredshus ved Skovbrynet Station. En anden er Trekroner, der består af to dysser, i nærheden af Dyrehusdal i Store Hareskov. I dag er de overvokset med hindbær, men den ene dysse har været gravet ud, og her fandt Nationalmuseet resterne af ti personer – fem børn og fem voksne. Det var mest underkæber og knogler fra hænder og fødder, og man mener, at fundet, der er dateret til 3280 f.v.t., tyder på en knoglekult, altså at man har brugt de afdødes knogler i ritualer.

Et kig ned i graven

”Madsebakke” er navnet på endnu en stendysse, der kan sætte fantasien i sving. Den ligger smukt på en bakketop midt i Jonstrup Vang lige nord for Skovlystvej. Her kan man se kantstenene, og den store dæksten over gravkammeret er skubbet til side, så man kan se ned i graven.

I Lille Hareskov i området mellem Fægyden og Skovlystvej nær p-pladsen ved Syvstjernen ligger der en gruppe med fire eller fem dysseruiner. Der er ingen tegn på en jordhøj over dysserne. Til gengæld er der omkring gravkamrene spor efter en brolægning af sten, hvilket er udsædvanligt.

Dyssebyggerne har haft deres bopladser i skoven tæt på dysserne. Men da landbruget bliver stadig mere vigtigt for dem, og de får brug for stadig større arealer, forlader de Hareskovene og søger ud til de store flade områder ved vestenden af Farum Sø og Søndersø, hvor de kan få mere jord til græsning og agerbrug. De efterlader deres gamle stendysser til skoven, hvor de kan ses endnu.

Sådan boede dyssebyggerne

Der er ingen spor efter dyssebyggernes huse i selve Hareskovene. Men nær Nørreskov ved Nørreskovhus udgravede man i 2009 et hus fra den tidlige bondestenalder. Huset var oprindeligt 9,5 m langt og 4,5 m bredt. På afstand har det lignet et stort, stråtækt telt. Husets nordende har været gravet et stykke ned i jorden, og midt i huset har der været en jordbænk, der har delt husets to dele. I nordenden af huset har ildstedet været, og her har man fundet rester af flintredskaber og lerkar. I bogen ”FuresøHistorien – en lokal danmarkshistorie” kan du læse meget mere om oldtiden i området. Bogen er udgivet i 2012 af Værløseegnens Historiske Forening.

Krig, jagt og jernbane - Hareskovene har mærket skiftende tider på forskellig vis.

Svenskerne hærgede

Svenskekrigene fra 1658-1660 havde nær taget livet af Hareskovene. Svenskerne og de forsvarende danske styrker fældede løs for at bruge træet til fæstningsværker og brændsel. Samtidig var det også almindeligt under krigene at hugge fjendens skov ned, fordi skoven var en betydelig økonomisk faktor. Man kunne altså skade fjenden i mange år frem ved at fælde skoven.

Da krigen var slut, var der ikke meget skov tilbage. Meldingen lød: ”Hareskoven er ganske forhugget og kan i det højeste føde 90 svin, når Vor Herre vil give god olden”. Olden er en gammel betegnelse for både agern og bog. På den tid blev skovene regnet for en del af landbrugsjordene og værdien blev målt i, hvor mange svin skoven kunne føde. Det blev besluttet at frede skoven for at sikre, hvad der var tilbage, og Værløsebøndernes husdyr blev forvist. Nogle år efter fik bønderne dog lov til at drive deres dyr mellem Lille Hareskov og Store Hareskov gennem en særlig vej, Fægyden.

Hareskovene som kongeligt jagtområde

En stor del af stisystemet i Hareskovene består af snorlige skovveje. De er anlagt af Kong Christian 5. i 1687, så han kunne holde jagtselskaber med den særlige parforcejagt i skovene.

Da kongen stadig var prins, var han under et besøg hos Solkongen Ludvig 14. i Frankrig blevet introduceret til parforcejagten, en jagtform der foregår helt uden brug af skydevåben. Metoden går ud på, at jagtselskabet til hest med et kobbel hunde driver vildtet rundt, indtil det til sidst er så udmattet, at kongen eller jagtselskabets æresgæst kan stå af hesten og aflive dyret med en særlig jagtkniv, en hirschfænger, altså hjortefanger.

Parforcejagt var ikke nogen ufarlig jagtform. Når det udmattede dyr skulle stikkes, måtte man helt tæt på dyret. I oktober 1698 blev Kong Christian 5. sparket af en hjort, han skulle dræbe ved en parforcejagt i Dyrehaven. Det uheld kom han sig aldrig over, og i august året efter døde han.

Stisystemet er anlagt i stjerneform, fordi det gav jægerne de bedste muligheder for at overvåge jagten.

Tættere på København

Der er flere fredninger i Hareskovene, og de er alle kommet til i 1900-tallet, hvor storbyen København begyndte at trænge sig på.

Der skete for alvor noget, da et privat jernbaneselskab oprettede KSB – København-Slangerup Banen – i 1906. En af stationerne på vejen var Hareskovene, og efterhånden opstod der en egentlig bebyggelse omkring stationen. Tidligere hed området bare Værløse Overdrev, nu blev det til Hareskovby.

Nogle steder begyndte byen at vokse så kraftigt, at fredninger måtte sikre værdifulde naturområder mod at blive til by. En af fredningerne er Ravnehuset, som tidligere var skovriderbolig. Ejerne havde ifølge naturfredningsnævnets kendelse 'ladet udarbejde projekt til en meget betydelig udstykning af ejendommen med bebyggelse for øje'. Resultatet blev, at staten i 1945 købte og fredede området, men ejerne fik lov at udbygge det område, der i dag ligger ved Skovdalen.

København-Slangerup Banen blev siden overtaget af DSB. I 1954 blev forbindelsen mellem Slangerup og Farum nedlagt, og banen skiftede navn til Hareskovbanen og havde endestop på København L, Lygten Station, der ligger ved Nørrebro Station. I dag er strækningen en del af S-togsbanen.

København har sat sine spor på endnu en måde: Flere kilder i Hareskovene er tørret ud. Hovedstadsområdet har så meget brug for vand, at det har indvundet vand i store dele af omegnen og altså også i Hareskovene.