Find vej
Hareskovene ligger nordvest for København mellem Bagsværd, Ballerup og Værløse. Det er nem adgang til skoven med både offentlige transportmidler og i bil.
Offentlig transport
Fra S-togsstationerne Skovbrynet st.og Hareskov st. træder man lige ud i skoven.
Søg i Rejseplanen
Praktisk info og aktiviteter
I Hareskovene er der stier, som er egnede for kørestolsbrugere og gangbesværede. I Store Hareskov er stierne generelt med mindre stigninger, hvorimod Lille Hareskov og Bøndernes Hegn på mange strækninger har kraftige stigninger og lange bakker.
Vi opfordrer til, at man ikke udfordrer sine evner og kender sine begrænsninger.
Der er gratis parkering mere end 20 steder i Hareskovene. Find din nærmeste parkeringsplads på kortet.
Vil du overnatte på en af skovens lejrpladser? Skal du afholde et cykel- eller motionsløb? Skal du arrangere rollespil i skoven? Visse arrangementer i Hareskovene kræver en forudgående tilladelse fra Naturstyrelsen.
Se, hvilke aktiviteter der kræver tilladelse
Mange mennesker bruger naturen - og til vidt forskellige ting. Derfor er der lavet en række regler for brug af naturen. Reglerne er lavet, så turen ud i naturen bliver en god oplevelse for så mange som muligt.
I Egebjergene i den sydvestlige del af Hareskovene er en motionsrute på 1,2 km. På ruten er opstillet en række forhindringer, der udfordrer kondi, styrke og balance.
Der er 25 kilometer ridestier i Lille og Store Hareskov, Jonstrup Vang, Åsevang og Bøndernes Hegn. På kortet kan du se, hvor ridestierne i skoven er. Og bemærk der må ikke rides på selve grusvejene, da de ødelægges af ridning. Vis hensyn, når du færdes til hest i skoven, og læs reglerne om ridning i Hareskovene.
Hunde er velkomne i Hareskovene. De skal som udgangspunkt altid være i snor. Men flere steder er der særlige hundeskove, hvor du må lade din hund løbe frit: Egebjergene, Bøndernes Hegn og Aldershvile Skov. Det er dog under forudsætning af, at du har kontrol over hunden og kan kalde den til dig.
Du kan se hundeskovenes placering på udinaturen.dk.
Tryk på "facilliteter" og klik derefter alt det væk, som du ikke ønsker at få vist, så der kun er streg under det ønskede. Derefter zoomer du ind på kortet.
En af områdets bedste ski- og kælkebakker ligger i Bøndernes Hegn på de stejle bakker, der skråner ned mod Bagsværd Sø. Bakken ligger ved skovløberhuset Krathus i den østlige ende af skoven.
Man må gerne have sin cykel med i Hareskovene. Der må cykles på alle stier og skovveje, men ikke i skovbunden og ned ad skrænter eller på stendiger og gravhøje.
”Det Røde Spor” er Danmarks første og et af landets bedste mountainbikespor. Det er
26 km langt med 280 højdemeter. Vær opmærksom på, at sporet går igennem den private skov Frederiksdal Skov. Her må du kun køre fra klokken 6 om morgenen til solnedgang, og i perioder kan adgangen til Frederiksdal Skov være helt lukket ved skiltning.
Mountainbikeruten er afmærket med piktogrammer og rød afmærkning.
Hareskovene er et yndet sted for rollespillere, så med jævne mellemrum kan man støde på alskens sære skabninger på sin tur rundt under træerne.
En af de store rollespilsforeninger er Nordlenets Saga, som efter eget udsagn er Danmarks ældste, og hver den første søndag i måneden samles hundredvis af rollespillere i Hareskovene.
Du kan overnatte i et af Hareskovenes shelters, som er primitive træhytter, der giver læ, et fast underlag og tag over hovedet. I de små shelters er der plads til cirka 6 personer, i de store helt op til 25.
Vær opmærksom på, at de store shelters skal bookes i forvejen og i hverdagene mellem 8-16 er forbeholdt Københavns børnehaver.
Hvis du selv har telt med, kan du slå det op på en af skovens overnatningspladser. Her skal der ikke bookes i forvejen.