15. Horneby Sand

Området vest for Hornbæk by kaldes Horneby Sand og har nogenlunde samme forhistorie som Hornbæk Plantage. Området her var også plaget af sandflugt. I 1864 overgår en del af området fra Tikøb Sogn til den danske stat og skovvæsnet. Herefter begynder man systematisk at så og plante skov i hele området for at dæmpe sandflugten og dermed skabe et værn for de sydfor liggende landbrugsområder og for Hornbæk by.
Der bliver bl.a. sået og plantet rødgran, skovfyr, østrigsk fyr, weymouthfyr, bjergfyr og birk. Plantagen er en realitet omkring år 1900. Siden er en del af området blevet solgt fra til sommerhusbebyggelse. Horneby Sand råder over en dejlig sandstrand.
Der findes ni gravhøje fra bronzealderen i Horneby Sand. Den vestligste gruppe kendes under navnet Femhøje. Tidligere hed den Syvhøje, men to af gravene er blevet sløjfet, så nu må man nøjes med Femhøje.