Absalon får Amager
Mange af de landsbyer, man kender i dag, er opstået omkring år 1000-1100, og man ved, at Valdemar den Store i 1186 skænkede borgen Havn (København) og Amager til biskop Absalon. Efter Absalons død tilfaldt godset på Amager bispestolen i Roskilde. Man mener, at hovedgården på det tidspunkt lå i Tårnby. I 1416 beslaglagde Erik af Pommern København og derunder også Amager, der bliver krongods.
Hollænderne i Store Magleby
I 1521 kommer et antal hollandske familier til Amager. Det er sandsynligvis Christian 2., der har indbudt dem, men forholdene er lidt uklare. I hvert fald ender de med at bosætte sig i Store Magleby. Hollænderne skal forsyne Københavns slot med ”rødder og løg”.
Helt let får de det ikke, for i de følgende år bliver Amager, der er Københavns spisekammer, hærget af krig, brand og pest. I 1523, 1535-36 og igen under svenskekrigene i 1658-60 bliver Amager belejret, plyndret og delvist brændt ned. Det går også hårdt ud over den skov, der på det tidspunkt er tilbage på øen. Efter svenskekrigene er skoven væk – kun nogle små øer af kratskov hist og her – også kaldet remiser – er tilbage.
Brænde var en mangelvare, da geheimeråd Jonas Collin, præsident for Det Kgl. Dansk Landhusholdningsselskab, i 1818 overtalte bønderne i Store Magleby til, at der skulle plantes skov på deres fælles græsningsarealer på Amagers sydspids.
Skoven bliver med stor grundighed plantet i snorlige rækker, og trods problemer med grundvandet, der altid har stået højt, vokser skoven til. I 1830 er der allerede plantet 800.000 træer – fortrinsvis eg, der kan tåle de fugtige jordforhold.
Kongens fasaner
I 1845 køber Christian 8. skoven, som i 1830 har fået navnet Kongelunden, for 20.000 rigsdaler. Hans interesse for den nye skov skyldes de vilde fasaner, der allerede da blev opdrættet i Kongelunden. På det tidspunkt var fasanen, der var indført som jagtbytte, en sjælden og eksotisk fugl, som man uden held havde forsøgt at få til at formere sig og trives i et fasaneri i Jægerspris nord for København.
Men i Kongelunden lykkedes det. Man kunne prale af Europas første vilde fasaneri, hvor man skabte så gode forhold for de vilde fasaner, at de ynglede og formerede sig, så kongen kunne gå på fasanjagt med sine royale gæster.
Det gjorde de skiftende konger helt op til 1919, hvor den sidste kongejagt blev afholdt. På det tidspunkt var fasanen – bl.a. takket være fasaneriet i Kongelunden – udbredt til hele landet og dermed ikke længere den store sjældenhed.
Bryllup og kærlighed
Kongelunden var allerede da et yndet udflugtsmål for københavnerne. Sangen ”I Kongelunden skal brylluppet stå” stammer fra vaudevillen ”En Søndag på Amager”, der blev opført første gang på Det Kongelige Teater i 1848. Syngestykket var en hyldest til Jonas Collin og ikke mindst til Kongelundskroen, der lå midt i Kongelunden, hvor der i dag er P-plads.
Der kunne være flere hundrede skovgæster på en fin sommersøndag, hvor man kunne nyde en svalende skovbajer i skyggen under æbletræerne i krohaven, hvis man da ikke gik en tur ad kærlighedsstien. Stien, der er en gammel lindeallé, eksisterer stadig. Der var også keglebane og dansehal, så der har ikke været meget ro til fasanerne. I 1952 blev kroen revet ned, og hvis man skal på Kongelundskroen i dag, skal man længere sydpå til Kalvebodvej ud mod stranden for at få en forfriskning og et måltid mad.