Vestkyststien Agger-Bulbjerg

I Thy kan du både til fods og på cykel gennemføre en mellem 80 og 100 km lang sammenhængende rute gennem landskaber skabt af istidenog  mindre bysamfund langs kysten. Vandreruten følger på lange stræk den gamle redningsvej og den internationale vandrerute North Sea Trail. Ruten tilbyder en lang sammenhængende vandrerute med storslåede naturoplevelser og mange muligheder for at tilrettelægge både korte og lange ture efter egne ønsker i forhold til overnatning og forplejning.

Hvad kan du opleve på Vestkyststien Agger-Bulbjerg?

I filmene får du en smagsprøve på de oplevelser og udfordringer, som Vestkyststien Agger-Bulbjerg byder på.

Agger Tange til Lyngby Redningshus

På den sydligste del af ruten kommer du tæt på havet og kan opleve fugle- og dyrelivet på nært hold. Hold en pause ved Lodbjerg Fyr, og lad roen falder over dig på turen over Lyngby Hede.

Mod Bøgsted Rende

Redningshusene langs Veskyststien vidner om det drama, der tidligere var en del af livet ved Vestkysten. Hør de lokale fortælle historien og oplev selv det barske landskab, når ruten går gennem klithederne.

Smuttur til Hanstholm Vildreservat

Vestkyststien rummer både skøn tæt skov og imonerende flade klitlandskaber. Klitmøller byder på mange aktiviteter, før du igen bevæger dig ud i naturen. Ved Nors Sø kan du møde heste, og i vildreservatet er der gode muligheder for at se kronvildt.

Kulturpause i Hanstholm

Hanstholm Fyr byder på overraskende kulturelle oplevelser, og i Hawskoven kan du opleve resultatet af samarbejdet mellem Naturstyrelsen og gode lokale kræfter. På turen fra Hanstholm til Vigsø fylder de storslåede naturoplevelser igen mest på ruten.

Find vej med turfolderen

Hele Vestkyststien er næsten 100 km fra spidsen af Agger Tange til Bulbjerg. Du kan gå dele af ruten — eller du kan tilbagelægge hele ruten på 5-7 dage, hvis du er vant til at vandre eller har trænet inden. Du vil opleve en vild og foranderlig natur, der ofte tager sig anderledes ud fra time til time afhængig af vejret.

Turfolderen guider dig igennem ruten med et stort kort, der giver dig overblik over ruten og oplevelserne undervejs.

 

Planlæg din tur

Du kan gå hele turen på 80-100 km eller vælge mindre etaper. Her får du inspiration til etaper på ruten med angivelse af omtrentlige afstande.

Afstandene mellem lokaliteterne på ruten varierer, men kan typisk tilbagelægges på en dag.

Der er mulighed for at proviantere undervejs, ligesom der med jævne mellemrum er mulighed for at gå på toilettet og tanke vand til drikkedunken.

Når du går på Vestkyststien Agger-Bulbjerg vil du både kunne få sand i skoene og våde tæer. Ruten leder dels ned over stranden og op gennem klitter, gennem hedelandskab og lavtliggende områder som fx Lillehav. Overvej hvilket fodtøj, der er rarest for dig at have med, når du færdes i naturen på dens vilkår. 

Ruten er afmærket med redningsbåden som logo. På statens skov- og naturarealer sidder de på Naturstyrelsens røde pæle. 

Find vej med bil eller offentlig transport

Du kan komme til Thy med bil eller offentlig transport. På rejseplanen kan du tjekke afgange og kombinationsmuligheder.

Se rejseplanen.dk her

Har du bilen med, kan det være en fordel at parkere i Thisted og tage bus til Agger for at starte turen der, da det er nødvendigt at skifte bus i Thisted på vejen tilbage fra Bulbjerg.

Parkering

Der er parkeringspladser langs hele ruten. Du kan finde p-pladserne på kortet i turfolderen eller på ved at vælge P-pladser på udinaturen.dk.

Find p-pladser på udinaturen.dk

Forplejning

I byerne langs ruten er der mulighed for at handle proviant til turen. Her findes også restauranter og caféer, hvis du har brug for en pause fra din vandremad. Planlægger du at tage på tur udenfor sommersæsonen, kan det være en god idé at orientere dig om åbningstider mv., inden du tager afsted.

På cykel

Vestkyststien Agger-Bulbjerg er en del af National Cykelrute 1, som strækker sig fra Rudbøl ved grænsen til Grenen nord for Skagen. Du finder inspiration til turen på cykel hos Dansk Cykelturisme

Læs mere på vestkystruten.dk

Naturen må gerne betrædes - men træd varsomt

Du må færdes på Vestkyststien Agger-Bulbjerg året rundt. Dog er der områder langs ruten, hvor det ikke er tilladt at færdes udenfor stierne i perioder i løbet af året. Du finder skilte med anvisninger om færdsel, når der er noget, du skal være særligt opmærksom på.

 

 

 

Overnatning i det fri

Der er mange forskellige overnatningsmuligheder langs Vestkyststien Agger-Bulbjerg. Vil du gerne sove i naturen har Naturstyrelsen mange overnatningstilbud i skov- og naturområderne. Naturstyrelsens tilbud er gratis og åbne for alle.

Du kan få overblik over alle Naturstyrelsens overnatningstilbud på udinaturen.dk. Her kan du også se, hvilke faciliteter, der findes på de enkelte overnatningspladser som fx shelters, multtoilet og vand.

  • Primitive overnatningspladser for mindre grupper og familier. På pladserne er der ofte en eller to shelters og desuden plads til at slå telt op.
  • Lejrpladser for større grupper på 15 eller mere – eller til fri afbenyttelse, hvis pladsen ikke er reserveret.
  • Det er en god idé at medbringe et telt, hvis du planlægger at overnatte på en af Naturstyrelsens overnatningspladser. Er pladsen optaget, kan du nemlig finde skove med fri teltning i den umiddelbare nærhed. Her kan du frit slå dit telt op og nyde en uforstyrret nat i naturen, blot du følger nogle få retningslinjer.

Se retningslinjer for fri teltning her.

Find overnatningstilbud på udinaturen.dk

Andre overnatningstilbud

I kystbyerne langs Vestkyststien Agger-Bulbjerg findes et varieret udvalg af overnatningsmuligheder som hoteller, kroer, campingpladser, bed-and-breakfast og ferielejligheder.

Du kan fx orientere dig via Thy Turistforening på visitthy.dk, Destination Nordvestkysten på visitnordvestkysten.dk eller via Thisted Kommunes web-app Mit Thy.

Andre faciliteter

Kortet over Vestkyststien Agger-Bulbjerg rummer de mest nødvendige faciliteter, når du skal på vandretur. Naturstyrelsen råder over mange flere faciliteter i de enkelte områder såsom bålpladser, bålhytter og madpakkehuse, som kan være særligt anvendelige, hvis du planlægger en én-dags-tur.

Se alle faciliteter på udinaturen.dk

Planlæg din tur på udinaturen.dk

På udinaturen.dk kan du se overnatningspladser, områder med fri teltning, kortere lokale vandreruter, bålpladser og meget mere.

Se kortet over Vestkyststien på udinaturen.dk

Områder og seværdigheder langs Vestkyststien

Vandreruten strækker sig over flere større naturområder som Agger Tange, Klitplantagerne i Sydthy og Hanstholmen. På hvert af områderne er der mulighed for kortere ture, som kan tilbagelægges i løbet af nogle timer.

Naturstyrelsens naturguider giver inspiration til oplevelser i de områder, som Vestkyststien går igennem. De fortæller både om natur, historie og kultur i de enkelte områder.

  • Stranden ved Bøgsted Rende tiltrækker mange badende gæster, især på dage, hvor havet ikke viser tænder.

  • Bulbjerg udgør Danmarks eneste fuglefjeld uden for Bornholm.

  • I dag er byen Klitmøller ved havet verdenskendt som Cold Hawaii, surfernes nordiske paradis.