Vorslunde Lavsbundsprojekt - realisering

Naturstyrelsen Trekantsområdet udfører i perioden november 2023 til juli 2027 realisering af Vorslunde lavbundsprojekt beliggende vest for Give i Vejle Kommune, på grænsen til Ikast-Brande Kommune. Projektet finansieres med midler fra EU’s Landdistriktsprogram.

Projektbeskrivelse

Formålet med lavbundsprojekter er at reducere udledningen af drivhusgasser fra kulstofrige lavbundsjorder, reducere udledningen af kvælstof til kystvande og genskabe samt forbedre naturen. Dette gøres ved en ændring af de hydrologiske forhold, samt en ekstensivering af driften af landbrugsjorder.

Naturstyrelsen har fra 2021 til 2023 gennemført en forundersøgelse af projektet som viser at det er muligt at lave en lavbundsprojekt.

Projektområdet er beliggende i den norsvestlige del af Vejle Kommune. Området afvander til det beskyttede og målsatte vandløb Karstoft Å, der igen afvander til Skjern Å, som udløber i Ringkøbing Fjord ved Skjern ca. 47 km i fugleflugt mod vest. Dermed fører renere vand fra området ved Store Vorslunde til renere vand i vigtige naturområder nedstrøms, både beskyttede områder og Natura 2000 områder. Konkret forbedres forhold for både dyr og planter forbundet med Skjern Å systemet, samtidig med, at CO2 bindes i tørvejorden i projektarealet.

Ca. 65 % af projektområdet vurderes at være tørvejord med minimum 6 % organisk materiale. Projektet reducere udledningen af drivhusgasser med i alt 3998 ton CO2-ækvivalenter/år, svarende til 9,6 ton CO2-ækvivalenter/ha/år.


En stor del af projektområdet samt oplandet til området består af landbrugsjorder, projektet reducere derforudvaskning af kvælstof til Karstoft Å og dermed Skjern Å systemet og Ringkøbing Fjord med 17.262 kg N/år, svarende til 41,6 kg N/ha/år. Området er klassificeret med middelrisiko for okkerudledning, og der er tidligere etableret flere okkerbassiner i forbindelse med områdets grøfter og vandløb. En genopretning af den naturlige hydrologi i området forventes at reducere den fremtidige udledning af okker. 


Projektområdet består særligt centralt af beskyttet hede og mose, som forventes at kunne udvides og forbedres, ved gennemførsel af projektet. Området forventes også at få stor lokal rekreativ, naturmæssig, jagtmæssig og landskabelig værdi, idet projektet forventes at skabe sammenhæng mellem allerede eksisterende naturarealer.


Undersøgelsesområdet udgør den øvre del af Karstoft Å, der udmunder i Skjern Å, som løber gennem Natura 2000 område nr. 68, Skjern Å og munder ud i Natura 2000 område nr. 69, Ringkøbing Fjord og Nymindestrømmen. 


Realiseringen af Vorslunde lavbundsprojekt gennemføres i samarbejde med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, som varetager jordfordelingen.

Fakta

 

Projekttype

Lavbundsprojekt –

forundersøgelse

Lavbundsprojekt – realisering

Periode

Juli 2021 – juli 2023

Nov. 2023 – juli 2027

Projektområde

Ca. 452 hektar

415 hektar

Økonomi

Kr. 928.700

Kr. 75.037.191

Projektforløb

Projektområdet