Velkommen til overdrevene i Nordby Bakker
Langs Nordsamsøs vestkyst strækker vældige bakker sig, afbrudt af dybe dale. Bakkerne blev dannet under sidste istid, hvor isen flere gange skød frem over øen. I klinterne langs kysten ses spor af mindst tre isfremstød.
Området har en lav nedbør og mange solskinstimer.
Store dele af området har aldrig været opdyrket, og det åbne landskab har bevaret sit særpræg. I dag fremstår Nordby Bakker som en mosaik af ager og overdrev med spredte tornekrat og græssende kreaturer.
Projektområde Nordby Bakker.
Klik HER for at se flere kort.
Nordby Bakker er et af i alt 11 områder, der er med i overdrevsprojektet. Overdrevene har ikke været græsset hårdt nok, og har derfor været ved at gro til med især tjørn og slåen. Projektet skal stoppe og rydde tilgroningen og øge græsningstrykket.
Habitatområdet er 628 ha stort, og hele området indgår i overdrevsprojektet. Området besidder af et af de største overdrevs- arealer i Danmark (se kort) – heraf næsten halvdelen af Danmarks overdrev af typen ’*6120 – meget tør overdrevs- eller skræntvegetation på kalkholdigt sand’ samt store arealer med overdrev af typen ’6210 – overdrev og krat på mere eller mindre kalkholdig bund (*vigtige orkidélokaliteter)’.
Området er af national vigtighed specielt på grund af områdets store overdrevsarealer af typen *6120.
Livet på overdrevet
På grund af det tørre steppelignende klima vokser der mange sjældne planter her, fx bakkenellike, gul evighedsblomst, hjorterod og blodrød storkenæb.
Gul evighedsblomst. Foto: Søren Rasmussen.
Sortåret hvidvinge er en af de mange sommerfugle man kan opleve i Nordby Bakker. Den er let at kende, da den er vor eneste meget store og helt hvide sommerfugl med mørke vingeribber. Hannens vingeribber er sorte, hunnens er brune. Foto: Mikkel Houmøller
Sommerfugle der parrer sig, så det støver
Sortåret hvidvinge er en af de mange sommerfugle man kan opleve i Nordby Bakker. Den er let at kende, da den er vor eneste meget store og helt hvide sommerfugl med mørke vingeribber.
Hannens vingeribber er sorte, hunnens er brune. Den tiltrækkes særligt af lilla og blå blomster som tidsel, tjærenellike og blåhat, men også andre blomster besøges.
Sortåret hvidvinge flyver i juni og juli. Især hannerne er synlige, når de flyver rundt på jagt efter uparrede hunner. En hun kan tiltrække mange hanner, der kæmper om at komme til. Under parringen børstes ofte støv af hunnernes vinger, som derfor nærmest bliver gennemsigtige. Hun lægger op mod 200 æg på bl.a. hvidtjørn, røn og slåen. Efter to uger klækker larverne. De lever sammen i et fælles spind hen over sommeren og vinteren. Om foråret spreder larverne sig i mindre grupper. De er godt beskyttet mod fjender ved at have giftige hår og en ubehagelig lugt.
Sortåret hvidvinge var i stærk tilbagegang indtil 1960erne, hvorefter den har bredt sig meget igen. I dag er den almindelig i Jylland og under spredning østover.
Bakkernes blomster
Nordby Bakker er kendt for sit rige blomsterflor. Det er nok ikke udtrykt bedre end hos Acton Friis, De danske øer:
”Et mylder af blomster er strøet over disse fattige bakker. Mellem gnistrende røde mosser gror engelsk græs, stenbræk, fandens mælkebøtter, kodrivere og stedmoderblomster, violer vælder op af sandet i store klynger, engelsød, timian og potentil. Violette storkenæb står med forbavsede ansigter over deres egen pragt på denne magre bund,og evighedsblomsters sølvgrå blade stråler som smykker på mossets puder. Rundt omkring står den alvorlige lyng i lave stride buske”.
Acton Friis’ beskrivelse var et øjebliksbillede. Var han kommet på en anden årstid, havde der været andre blomster og farver – derfor er to besøg i bakkerne aldrig ens. F.eks. er Blodrød storkenæbs blomst, på trods af navnet, nærmest violet. Men kommer man i efteråret, vil man se, at den passer til sit navn – så er bladene knaldende røde, inden de endelig glider over i vinterens brune kulør.
Markfirbenet – Bakkernes bidske rovdyr
De åbne sandede bakker med spredte krat og diger er det ideelle landskab for markfirben, der er et ret stort og kraftig firben. Hannerne er grønne på siderne, hunnerne mere gråbrune. Den elsker græshopper, edderkopper og sommerfugle, som det åbne landskab er rigt på. I modsætning til skovfirben lægger markfirben æg. Til det kræves områder med tynd og kort plantevækst, hvor solen rigtig kan opvarme jorden. Det er let at finde passende steder at lægge æg, så længe vi har græssende dyr – men forsvinder dyrene vokser græs og urter så højt, at jorden bliver kold og æggene kan ikke udruges.
Markfirbenet kan smide halen, hvis det bliver angrebet af en fjende. Heldigvis vokser der en ny hale ud – men ikke så lang som den oprindelige, og ofte med et andet farvemønster.
Forsøger man at fange et markfirben, vil det ofte bide. Biddet er så kraftigt, at den kan løftes op hængende i kæberne. Men det er dog ikke kraftigt nok til at bide hul i menneskers hud – men man bliver forskrækket, og måske er det lige det, der skal til for at få en fjende til at slippe.
De åbne sandede bakker med spredte krat og diger er det ideelle landskab for markfirben, der er et ret stort og kraftig firben. Den elsker græshopper, edderkopper og sommerfugle, som det åbne landskab er rigt på. Foto: Søren Rasmussen
Lokal projektpartner: Naturstyrelsen – Søhøjlandet