Rødme Svinehaver

Habitatområde nr. 241: 'Rødme Svinehaver er 41 ha stort

Habitatområde nr. 241 er 41 ha stort – hele området er med i overdrevsprojektet.

Klik HER for at se et kort over området.

Rødme Svinehaver udgør en del af Egebjerg Bakker, der er dannet som en randmoræne under den sidste istid.

Svinehaverne er et af de største og uden tvivl det bedst udviklede overdrev på Fyn. Der er tale om et biologisk og kulturhistorisk meget interessant område, som har været udnyttet til græsning igennem århundreder.

Overdrevet har givetvis aldrig været opdyrket, idet der overalt ses store sten i jordoverfladen, og de mange tuer af Gul Engmyre viser endvidere, at området har været afgræsset i mange år.

Afgræsningen har desuden bevirket, at flere af de opvoksende buske af Hvidtjørn og Vild æble er formet som små tætte kegler.

Da der ikke har været gødet i området, er vegetationen særdeles artsrig med mange sjældne plantearter. I alt er der noteret godt 150 forskellige højere plantearter. Blandt de meget sjældne arter kan nævnes Guldblomme , som her har sit eneste voksested på Fyn, samt pæne bestande af orkidéerne Plettet Gøgeurt, Maj-gøgeurt, Skov-gøgelilje og Bakke-gøgelilje.

Området betragtes som et kerneområde for den biologiske mangfoldighed, hvorfra arterne kan sprede sig til mindre værdifulde overdrev i regionen.

Den centrale del at området er Fyns bedste eksempel på overdrevstypen ’*6230 – artsrige overdrev eller græsheder på mere eller mindre sur bund’. På landsplan betragtes området som en grundform for overdrevstypen med hensyn til vegetationen, den biologiske mangfoldighed og den lange årrække med ubrudt græsning.

Fredninger

Overdrevet i projektområdets midte blev fredet i 1939 for at bevare landskabet og en sjælden vegetation af betydelig naturvidenskabelig værdi. Området må ifølge fredningen ikke benyttes til andet end løsdrift af kreaturer.

§3 områder

I projektområdet findes der overdrev, vandløb, enge og moser beskyttede af Naturbeskyttelseslovens §3.

Fyns Amt har udpeget såkaldte ’Konceptområder’, der er større områder, som vurderes at rumme særlige landskaber og naturområder, og som samtidig er attraktive områder for rekreative oplevelser og for en turistmæssig udnyttelse. Fyns Amt prioriterer at målrette en stor del af amtets naturforvaltningsressourcer til disse områder. Hele projektområdet indgår i et sådant konceptområde.

I naturkvalitetsplanen har Fyns Amt opstillet mål for hvilken tilstand og naturindhold, de enkelte naturområder, der er beskyttede efter naturbeskyttelseslovens §3, skal have i fremtiden.

Målet for overdrevet i projektområdets midte er, at det skal være egnet som levested og spredningskilde for store bestande af naturtypens karakteristiske dyre- og plantearter herunder også meget sjældne arter. Området har højeste prioritet i amtets aktive naturforvaltning. De andre §3 naturtyper er lavere prioriteret.

Lokal projektpartner: Naturstyrelsen – Fyn

Læs mere