Anebjerg Skov

Anebjerg skov er et bynært skovrejsnings- og naturområde mellem Skanderborg (Højvangen), Stilling - Gram og Fruering.

Anebjerg Skov okt. 2021. Foto: Kim Aaen

Bynær skovrejsning ved Skanderborg

Anebjerg Skov et ungt skovlandskab med en stor variation af natur- og landskabstyper, som allerede i dag giver mange forskellige muligheder for naturoplevelser og friluftsliv.

Stisystemer giver mulighed for korte og lange rundture i skoven og en god forbindelse mellem skoven, Fælleden og de tilstødende bydele i den østlige del af Skanderborg by.

Den umiddelbare nærhed til de voksende bydele og den gode tilgængelighed til skoven støtter op omkring befolkningens ønske om, at friluftsliv og naturoplevelser skal være en del af deres hverdagsliv.

Knudepunkt for friluftsliv

Naboskabet mellem skoven og idrætsfaciliteterne på Fælleden har skabt et knudepunkt for idræt, motion og friluftliv i hele Skanderborg Kommune. Det nye Trailcenter ligger som en trædesten mellem de klassiske idrætsfaciliteter på Fælleden og friluftsaktivitetsmulighederne i Anebjerg Skov.

I Anebjerg Skov etableres der nye friluftsfaciliteter bl.a. MTB-spor og stiforløb for vandrere som slynger sig langs med skovbryn, ud på åbne områder, forbi vandløb og søer og op til udsigtspunkter, hvorfra man kan se hele skoven, Fælleden og de nye boligområder i Anebjergområdet. I klart vejr kan man endda se vandspejlet i Mossø og hele vejen til Himmelbjerget og Ejer Bavnehøj.

I dag er Anebjerg Skov vokset til 238,5 hektar stor grøn kile, der tværs af bybåndet, skaber overordnede økologiske forbindelser til Gudenåsystemet ved Mossø via Illerup Ådal, til Skanderborg Sø og Stilling Sø via Pilbrodalen.

Skovrejsning som byudviklingsstrategi

I 2007 indgik Naturstyrelsen et samarbejde med Skanderborg Kommune og Skanderborg Vandforsyning om bynær og grundvandsbeskyttende skovrejsning som en integreret del af det nye byvækst område Anebjerg. Ambitionen var, at attraktiv byudvikling skulle gå hånd i hånd med klimatilpasning, friluftsliv, naturbeskyttelse og beskyttelse af vigtige grundvandsressourcer i områdets undergrund. Siden da er by og skov vokset frem i etaper, side om side.

Anebjerg Skov giver hele området en særlig identitet. Skanderborg, Stilling-Gram og Fruering ligger smukt i landskabet, forankret med udsigt over sø og ind til Anebjerg Skov, der på én og samme tid bevarer den landskabelige adskillelse og binder eksisterende bysamfund og nye boligområder sammen til en landskabelig helhed.

Beskytter grundvandet

Skovrejsningen ved Anebjerg er både nu og i fremtiden vigtig for beskyttelse af drikkevandet, der indvindes fra områdets undergrund. Med etableringen af Anebjerg Skov ophører tilførslen af pesticider og nærringsstoffer. Dermed beskyttes grundvandet fremadrettet mod nedsivning af skadelige stoffer og andre negative påvirkninger, som kan forringe kvaliteten af drikkevandet. Således beskytter skoven store dele af indvindingsoplandene for Fredensborgværket og Gramværket, som tilsammen står for ca. 60 % af Skanderborg Kommunale vandforsyning, samt indvindingsoplandet for Fruering Vandværk.

Siden 2018 har Skanderborg Forsyning desuden etableret tre prøveboringer i de centrale dele af Anebjerg Skov. Forsyningen forventer i fremtiden at kunne hente ca. 400.000 kubikmeter drikkevand hvert år fra de tre nye boringer i Anebjerg, der snart bliver en ny kildeplads for deres drikkevandsindvinding.

Håndterer regnvandet

På en tur gennem Anebjerg Skov møder man mange åbne vandløb, vandhuller og naturligt formede regnvandsbassiner. Som en del af byudviklingen og skovrejsningen er de vandløb og vådområder, der tidligere har præget landskabet i Anebjerg, nemlig blevet genetableret. Desuden er der indarbejdet en landskabsbaseret håndtering af de øgede mængder regnvand og kraftige regnskyl, der følger med klimaforandringerne.

Den landskabsbaserede klimatilpasning har fået overfladevandet tilbage i landskabet, hvor det giver naturoplevelser og værdifulde levesteder for plante- og dyrelivet. I dag er der 27 vandhuller og regnvandsbassiner og ca. 3,5 km åbnet vandløb i Anebjerg Skov og i flere af disse er der observeret fredede eller beskyttede dyre og plantearter. Før der blev rejst skov på arealerne var der kun 11 vandhuller og 450 meter vandløb. Medregnes vandløb og regnvandsbassiner i de nye boligområder er overfladevandets tilbagekomst til landskabet endnu mere markant.

CO2 fangst i Anebjerg Skov

Det tager kun et øjeblik for et træ at producere ilt nok til, at du kan læse denne hjemmeside. Og i de 154 hektar, der er tilplantet med skov i Anebjerg Skov og 85 hektar lysåben natur og vådområder i Anebjerg Skov estimeres det, at der i gennemsnit bindes 1.850 ton CO2 årligt i de første 100 år af skovens levetid. Det svarer til 185.000 ton CO2 i løbet af 100 år.

Erhverves de resterende 23 hektar landbrugsjord inden for det skovrejsningsområdet, vil Anebjerg Skov kunne binde ca. 200.000 ton CO2 i løbet af 100 år.

Klimaformidling i Anebjerg Skov

Naturstyrelsen har i tæt samarbejde med Skanderborg kommune og en række andre aktører lavet en række oplevelsespunkter, som sætter fokus på klima, miljø og biodiversitet.

Formidlingsprojektet NÅR DET USYNLIGE BLIVER SYNLIGT kan opleves i form af en række interventioner på en tur rundt i Anebjerg Skov.

Her kan man blandt andet finde klimaterninger, digte om træer, billeder af årets gang i skoven, lydfortællinger, en drikkevandsboring der ’ligger’ 61 meters langs skovbrynet og en storby for alle skovens små beboere.

Intentionen er, at det æstetiske og poetiske udtryk aktiverer sanserne og vækker ens forundring over alt det, skovrejsning bidrager med til naturen, grundvandet og klimaet.

Læs mere om projektet

Fakta

Projekttype: Skovrejsning
Periode: 2007 - 2024
Projekt areal: 325 ha
Økonomi: 74 mio kr.

Projektforløb

Kontakt

Anders Busse Nielsen
Projektleder
Naturstyrelsen Søhøjlandet
anbni@nst.dk
+45 51 33 06 92