Løvbakke Skov

Denne områdeplan omfatter Løvbakke Skov

Beskrivelse

Løvbakke Skov er et bynært skovrejsningsprojekt, der blev gennemført i perioden 1989 til 1996/97 i samarbejde med Herning Kommune. Skoven ligger to til tre kilometer nord for Herning og i direkte sammenhæng med den kommunalt ejede Løvbjerg Plantage.

Skovrejsningsområdet udgør ved sin afslutning et delvist sammenhængende skov- og naturområde med arealer beliggende på begge sider af Sundsvej. Syd for Sundsvej er arealerne sammenhængende, mens de nord for vejen udgøres af tre ikke sammenhængende delarealer. Skovens landskabsform er i høj grad et resultat af en langsigtet byplanlægning, hvor skoven ligger som grønne kiler ind i byen, hvorfor den har et relativt fragmenteret udseende og en karakteristisk nordvendt halvcirkelform mod sydvest.

Nordvest for Gullestrup er terrænet jævnt skrånende til alle sider fra højdepunktet Løvbakke, der ligger 67 meter over havet. I resten af området er terrænet jævnt.

Skoven er etableret på landbrugsjord og er en ung skov og har som sådan et andet udgangspunkt end hedeplantagerne på enheden, samtidig er artssammensætningen både i antallet af arter og sammenblanding forskellig fra hedeplantagerne.

Kortet viser naturtyper og arealanvendelse

Arealsammenstilling hhv. for skovarealer og ikke skovbevoksede arealer:

Skovarealer

Areal i
hektar
BøgEgAsk og ærAndet løvtræPicea-arterÆdelgranAndet nåletræIkke skovbevokset Total
Løvbakke Skov4444913264244185

Ikke skovbevoksede arealer

Areal i hektarKratMoseEngSøer m.v.VandløbSletteVejBrandlinieAndetTotal
Løvbakke Skov622112710444

1. Mål og planer

1.1a Overordnede målsætninger

Det er målsætningen, at den bynære og velbesøgte Løvbakke Skov fortsat skal udvikles med naturindhold og friluftsfaciliteter og tiltag rettet mod at skabe et varieret skovbillede, som understøtter publikums flersidige brug af skoven. Skovens naturværdier er præget af den lave alder. Der er aktuelt potentiale for udvikling af ellesump som prioriteres i planperioden.

1.1b Planlagte tiltag

Der er planlagt en række konkrete tiltag til iværksættelse indenfor planperioden. De planlagte tiltag bidrager til opfyldelsen af de mere langsigtede mål for området.

Der er ikke gravet grøfter i afd. 352 og 353, der vil gradvis ske forsumpning som understøttes. Udvikling af naturlig hydrologi understøttes.

I samarbejde med Herning Kommune undersøges muligheder for genslyngning af Storeå, hvis der opstår økonomisk mulighed herfor.

Potentialet for at lave et vådområde undersøges i den sydlige del af afdeling 367b, hvis der opstår økonomisk mulighed herfor.

Kortet viser de planlagte ændringer

1.2 Landskabsplan

Det er målsætningen at Løvbakke Skov skal være en løvtrædomineret skov med mindre åbne naturområder og lysåbne engarealer langs Storeå.

Skovrejsningen er desuden planlagt med henblik på at understøtte byudviklingen, hvorved skoven og mosaikken af lysåben naturområder udgør et væsentligt landskabselement.

Kortet viser den langsigtede landskabsplan

1.3 Naturnær skovdrift

Det langsigtede mål for Løvbakke Skov er, at tilrettelægge skovdriften således, at der skabes et kontinuerligt skovdække samt tilstræbes en sammensætning af træarter, der er tilpasset lokaliteten, og som danner grundlag for en god udviklings- og foryngelsesdynamik i fremtiden, der understøtter områdets produktionspotentiale og skovens rekreative værdi. Skovudviklingstypen beskriver den på langt sigt ønskede bevoksningstype i form af et forventet skovbillede med den tilstræbte træartssammensætning. I Løvbakke Skov arbejdes med to skovudviklingstyper; Eg med lind og bøg og bøg med ask og ær

Skovudviklingstyperne er nærmere beskrevet i Katalog over skovudviklingstyper i Danmark (2005).

I den centrale del af skoven er der udlagt skovudviklingstypenbøg med ask og ær. Mod øst og vest er der udlagt skovudviklingstypen eg med lind og bøg på de mere magre jorde. Skoven er fremkommet ved tilplantning af landbrugsarealer inden for de seneste 20-25 år. Træartsvalg og bevoksningsopbygning er planlagt med baggrund dels i jordbundsforholdene og dels i rekreative krav til en byskov. Det er målsætningen, at fremme udviklingen af forskellige typer af bevoksninger domineret af henholdsvis eg og bøg, med et vist islæt af lind, løn, birk og fuglekirsebær, også et vist islæt af nåletræarterne skovfyr, lærk, ædelgran og douglasgran vil være målet. Alle nævnte træarter er repræsenteret i de eksisterende bevoksninger.

Der er potentiale for udvikling af den våde skovudviklingstype ask og rødel i bevoksningerne i afdeling 352, 353 og 374 (nord for motortrafikvejen) som alle er vandbegunstigede og idet grøfterne ikke vedligeholdes vil der ske en gradvis forsumpning.

Kortet viser den langsigtede skovudviklingsplan

1.4 Naturpleje

Det er målsætningen at bevare og forbedre tilstanden for natur og biodiversitet på de lysåbne naturarealer i området. Det er særligt målsætning at forbedre den naturlige hydrologi i området. Konkret betyder det, at tilstanden på tidligere landbrugsarealer i omdrift, der nu ligger som slette, gradvist forbedres ved fortsat græsningspleje eller slåning med henblik på udvikling mod overdrev.

Der er i området potentiale for at forbedre den naturlige hydrologi ved gennemførelse af såvel ”aktiv” som ”passiv ”genopretning af områderne.Der er ikke gravet grøfter i afdeling 352 og 353, og der vil gradvis ske forsumpning. Udvikling af naturlig hydrologi i de to afdelinger understøttes i løbet af planperioden med henblik på udvikling af våde skovnaturtyper herunder ellesump.

Potentialet for at gennemføre en forceret genopretning af de hydrologiske forhold i den sydlige del af afdeling 367b undersøges så frem, der opstår finansiering hertil.

I samarbejde med Herning Kommune undersøges muligheder for genslyngning af Storeå.

Den løbende pleje af de lysåbne naturarealer fremgår af nedenstående bilag

Bilag med oversigt over naturarealer og plejetiltag kan findes her (pdf).

1.5 Plejetiltag for kulturmiljøet

Der er ingen særlige tiltag vedrørende kulturmiljøet i Løvbakke Skov i planperioden.

Den fredede gravhøj i afdeling 351 plejes løbende efter behov med henblik på at holde den frie for træopvækst samt at opretholde en stabil vækst af urter og dværgbuske på højen.

Den eksisterende pleje af fortidsminderne i Løvbakke Skov fremgår af nedenstående oversigt over fortidsminder og plejetiltag.

Bilag med oversigt over fortidsminder og plejetiltag kan findes her (pdf).

1.6 Friluftsliv

Det er målsætningen med den friluftsmæssige benyttelse af Løvbakke Skov at understøtte og videreudvikle den friluftsplan, der er udviklet i samarbejde med HerningKommune. Formålet med planen er at understøtter udviklingen af et alsidigt friluftsliv og en tiltagende anvendelse af det samlede såvel statslige som kommunalt ejede skov- og naturområde nordvest for Gullestrup. Naturstyrelsen ønsker at fortsætte samarbejdet med Herning Kommune omkring drift og udvikling af den friluftsmæssige benyttelse gennem partnerskabsprojekter.

Der er udlagt én stor facilitetszone, der rummer alle de nuværende friluftsfaciliteter (hundeskov, naturlegeplads og primitiv overnatningsplads, handicapsti, grillplads og motionsbane) og som i sin udstrækning understøtter udviklingspotentiale og mulige samarbejdsprojekter. De nordlige arealer kan ovevejes integreret i en facilitetszone ved planrevision. De øvrige arealer er friluftszone. Friluftszoneringen fremgår af nedenstående kort.

Kortet viser planen for inddeling af skoven i områder for forskellig friluftsmæssig benyttelse

2. Status

2.1 Jordbundsforhold

Jordbunden varierer fra moræneler til smeltevandssand og -grus. På arealerne ned mod Storeå er der desuden ferskvandsdannelser. Udløber af Skovbjerg bakkeø. Grundvandet står relativt højt og i den vestlig del findes flere vældområder.

2.2 Landskab

Det omgivende landskab er præget af en høj grad af bosætning og byudvikling mod syd og sydøst. Storå løber i et langstrakt engforløb øst for området.

2.3 Skoven

Skoven er tilplantet på tidligere landbrugsjord med varierede bevoksninger med blandinger af flere træarter af både løv og nål.

For størstedelen af skoven gælder at det er god produktionsskov med et højt produktionspotentiale. Vækstvilkårene i skoven er gode, og den unge skov er i god udvikling. Der er 25 år efter etableringen allerede foretaget den første tynding af bevoksningerne. De skovdyrkningsmæssige udfordringer er primært frost og vildtbid. Området er for største delens vedkommende reolpløjet forud for plantning.

2.4 Natur

Løvbakke Skov indeholder en del lysåbne områder og hovedparten af disse har status af slette. Sletterne bliver holdt åbne med årlig slåning. Naturværdierne i form af beskyttet natur er knyttet til to engarealer, to moser og fire søer. Søerne er gravede og tre af dem har været omkranset af meget tæt og mørk opvækst af pil. I 2013 er opvæksten fjernet ved knusning med specialmaskine. Lystilgangen er sikret i en periode og der er skabt basis for en løbende mindre ressourcekrævende vedligeholdelse. Engarealerne ligger i lave områder langs Storå og Nybobæk. De har længe ligget hen uden græsningen eller slåning, men arealet langs Storå er blevet slået i 2013. Moserne er hedemoser, som er groet til med især birk. I Kirsebærbevoksningen i afdeling 373e er der maj-gøgeurt.

Der er ikke gravet grøfter i afdeling 352, hvor der gradvis vil ske en forbedring af de hydrologiske forhold til fordel for udvikling af våde skovnaturtyper.

Faunapassagen over motortrafikvejen i afdeling 374 ejes af Vejdirektoratet, men forbinder Naturstyrelsens arealer på begge sider af motortrafikvejen.

2.5 Kulturmiljø

I Løvbakke Skov findes en enkelt gravhøj i afdeling 351. Den gamle adelvej fra øst til vest løber forbi højen.

2.6 Friluftsliv

Løvbakke Skov er bynært beliggende og er et af Herning og Gullestrups primære rekreative områder og udgør rammen for et alsidigt friluftsliv.

De friluftsmæssige faciliteter i området blev revitaliseret i 2010 i et samarbejde mellem Naturstyrelsen og Herning Kommune, hvor der blev udarbejdet en sammenhængende friluftsplan for de offentlige områder.

Der er udarbejdet er vandretursfolder og etableret et veludbygget stinet samt en asfalteret handicapsti og et sundhedsspor i sammenhæng med kommunale skovområder. De øvrige friluftsmæssige faciliteter er koncentreret i afdeling 354, 352 og 356. Her er der er indrettet et offentlig grillhus, en skovlegeplads og en forhindringsbane lige vest for legepladsen. Der er mulighed for overnatning på en primitiv overnatningsplads i afdeling 356. I afdeling 354 er der en indhegnet hundeskov. Sletten i afdeling 351 indgår sammen med kommunens areal nord for i en dyrehave anlagt og drevet af Herning Kommune.

Løvbakke Naturcenter er indrettet i to tidligere landbrugsbygninger. Det er Herning Kommune, der lejer bygningerne og driver naturcenteret. Centeret har undervisningslokale, huggehus, naturudstilling, naturrum og offentlige toiletter. Lige nordøst for naturcenteret er der opført et stjerneobservatorium, der drives af en lokal klub. Afdeling 363 er indrettet som skoleskov

3. Gældende udpegninger

3.1 Natura 2000 udpegninger

Ingen

3.2 § 3 områder

Området omfatter primært nogle mindre arealer med § 3 mose og eng. Derudover findes også andre § 3 beskyttede naturtyper. De fremgår af tabellen over ikke skovbevoksede arealer i det indledende afsnit.

3.3 Regionale udviklingsplaner og kommuneplaner

I regionplanen for Region Midtjylland opfordres staten til at sikre borgernes adgang til rekreative arealer, der kan fremme lysten til fysisk aktivitet og motion for alle.

Der er ingen kommunale udpegninger for Løvbakke Skov.

3.4 Fredninger og vildtreservater

Ingen

3.5 Drikkevandsinteresser

Løvbakke Skov ligger i område med almindelige drikkevandsinteresser. Der er en vandboring i afdeling 354.

3.6 Råstofplaner

Ingen

3.8 Frøavlsbevoksninger og forsøgsarealer

Oversigt over frøavlsbevoksninger

SkovAfd. nr.LitraInstitutionNr.TypeTræart(er)Varighed
Løvbakke Skov356ePLF401FrøavlsbevoksningRELTil afdrift