Skårmose og Ølgryde plantager

Denne områdeplan omfatter Skårmose Plantage og Ølgryde Plantage

1. Mål og planer

1.1a Overordnede målsætninger

Det er hovedmålsætningen for Skårmose og Ølgryde plantager, at de fremstår som produktionsskove baseret på en høj andel af nåletræ i blanding med løvtræ og med større områder domineret af løvtræ, der særligt for Ølgryde Plantage skal danne en god baggrund for friluftslivets udfoldelsesmuligheder i nærområde til Holstebro.

Skovene skal ligeledes fungere som en sammenbindende skovbevokset korridor mellem Stråsøkomplekset mod vest og det åbne natur- og landbrugsland mod øst.

1.1b Planlagte tiltag

Der er planlagt konkrete tiltag til iværksættelse indenfor den førstkommende 5-6 års periode. De planlagte tiltag bidrager til opfyldelsen af de mere langsigtede mål for området.

Mulighederne for at etablere vinterkvarter til enhedens kvæg på slette i afdeling 1235h og hede og slette i afdeling 1234fd i tilknytning til driftsbygningerne på Trækris undersøges. Arealerne hegnes og græsses fremover med henblik på at holde arealerne lysåbne.

Kortet viser de mest markante ændringer

1.2 Landskabsplan

Landskabsbilledet i Skårmose Plantage vil fremover fortsat være præget af en nåletræsdomineret vestlig del og en løvtræsdomineret østlig del, som gennemskæres af flere lysåbne arealer. Den nuværende fordeling mellem lysåbne arealer og skovbevoksede arealer fastholdes og indsigten fra de offentlige veje; Sandfærvej og Hestbjergvej bevares.

I Ølgryde Plantage går udviklingen i retning af en central del domineret af nåletræsskov, dog med en høj andel af løvtræ. Skoven mod øst, nord og syd bliver på sigt præget af løvtræer og den sydlige del vil være præget af støre lysåbne hede- og engarealer. To mindre arealer med slette, der henholdsvis grænser op til hovedvej A11 og ligger øst for skovløberhuset, konverteres til løvskov på sigt, hvilket giver en ganske lille forskydning i fordelingen mellem lysåbne og skovbevoksede arealer.

Kortet viser den langsigtede landskabsplan

1.3 Naturnær skovdrift

Det langsigtede mål med skovdriften er at understøtte udviklingen af forskellige typer af bevoksninger hvor eg, rødgran, sitkagran, ædelgran og bøg udgør de bestandsdannende arter. Skovudviklingstyperne er nærmere beskrevet i Katalog over skovudviklingstyper i Danmark (2005). Inddelingen af Skårmose og Ølgryde plantager fremgår af kortet.

Da dyrkningsgrundlaget giver mulighed for frit træartsvalg og god træproduktion udvikles skovbevoksningerne i plantagerne med to forskellige mål, der tager udgangspunkt i træartssammensætningen i de eksisterende bevoksninger og den friluftsmæssige benyttelse af arealerne.

Den centrale del af Ølgryde Plantage og den vestlige del af Skårmose Plantage, udvikles mod skov domineret af nåletræ med hovedfokus på træproduktion. Hvor der er ældre ædelgran- og nordmannsgranbevoksninger udvikles plantagerne mod en skov domineret af ædelgran i blanding med bøg, med indblanding af andre nåletræarter. Hvor udgangspunktet primært er rødgran, udvikles plantagen fortsat mod en nåletræsdomineret produktionsskov, hvor flere nåletræsarter optræder i blanding med mindre grupper af bøg og ær.

I størstedelen af skovrejsningsområderne og i den nordlige spids af Ølgryde, er det målet, at udviklingen går mod en lysåben egeskov med spredt indblanding af andre løvtræarter. I tre områder i Ølgryde målrettes skovning og foryngelse så bøgen på lang sigt bliver hovedtræart. Sletterne i afdeling 1230h og 1214b tilplantes i henhold til skovudviklingstypen med bøg indenfor en 15 årig periode.

I Skårmose skal der på sigt gennem målrettet hugst og foryngelse af de nu meget ensformige bevoksningskanter, der udgør plantagens afgrænsning ud til det åbne land, etableres løvtræsbryn med den for løvtræsbryn karakteristiske artssammensætning og form.

Produktion i de eksisterende pyntegrøntarealer udfases i takt med at bevoksningerne mister deres egnethed til pyntegrøntproduktion. Herefter konverteres de løbende til de planlagte skovudviklingstyper.

Kortet viser den langsigtede skovudviklingsplan

1.4 Naturpleje

I Skårmose Plantage fortsættes den igangværende pleje af engen og den tilstødende slette mod syd, med det formål at bevare naturværdierne på engen og højne naturindholdet på sletten med henblik på at fremme en udvikling af arealet som eng på sigt. De øvrige lysåbne naturarealer og sletteområder bevares som lysåbne naturtyper på sigt.

Den igangværende naturpleje i Ølgryde Plantage fortsættes. De lysåbne naturarealer bevares som lysåbne naturtyper på sigt. Muligheden for at etablere vinterkvarter til enhedens kvæg på slette og hedearealerne i tilknytning til driftsbygningerne på Trækris undersøges. Arealerne hegnes og græsses fremover med henblik på at holde arealerne lysåbne.

Bilag med plejeplan for lysåbne naturarealer kan findes her (pdf).

1.5 Plejetiltag for kulturmiljøet

De fredede gravhøje i Ølgryde Plantage, som er beliggende i skovbevoksninger, plejes løbende efter behov med henblik på at nå en stabil plejetilstand, hvor højene står helt uden træer eller kun har enkelte udvalgte træer, og hvor et kronetag skaber skygge og minimerer ny opvækst på højene. De fredede gravhøje, der er beliggende på lysåbne naturarealer, plejes løbende efter behov med henblik på at holde dem frie for træopvækst samt at opretholde en stabil urtevækst på højene.

Der er ikke planer om særlige tiltag for kulturmiljø og fortidsminder i planperioden. Den eksisterende pleje fremgår af nedenstående oversigt over fortidsminder og plejetiltag.

Bilag med plejeplan for fortidsminder på alle arealerne kan findes her (pdf).

1.6 Friluftsliv

De eksisterende publikumsfaciliteter i opretholdes og vedligeholdes som hidtil. Der er i Ølgryde Plantage dog udlagt en facilitetszone ved Trækris med mulighed for at udvikle publikumsfaciliteter, hvis der er lokal opbakning og ønske herom i forbindelse med de eksisterende bygninger og til knyttede åbne arealer. Der udlægges ligeledes facilitetszoner ved shelterpladsen i afdeling 1221 og hundeskoven i afdeling 1230. Af hensyn til ynglende rovfugle udlægges der en mindre stillezone i afdeling 1228. Størstedelen af Ølgryde Plantage vil fremover være friluftszone med mulighed for forskellige friluftsaktiviteter.

Hele Skårmose Plantage vil fremover være friluftszone, da der her ikke er væsentlige friluftsmæssige interesser, som kræver faciliteter.

Kortet viser planen for inddeling af skoven i områder for forskellig friluftsmæssig benyttelse

2. Beskrivelse

2.1 Generelt

Skårmose og Ølgryde plantager er beliggende 5 km syd for Holstebro. Der er kun få hundrede meter mellem de to plantager. Skårmose Plantage ligger længst mod vest og udgør den sydlige del af et større privat skovområde. Plantagen er afgrænset af Idom Å mod vest og et område med åbent landbrugsland mod øst der grænser op til Ølgryde Plantage. Ølgryde Plantage afgrænses primært af Hovedvej A11 mellem Holstebro og Skjern mod øst og grænser op til Gryde Å mod nordvest. Der er dog et mindre areal beliggende øst for hovedvejen. Mod nord og syd grænser plantagerne op til åbne landbrugs- og naturarealer.

Der er for begge plantager tale om yngre skov anlagt i 1950 – 1960´erne ved tilplantning af hede og marginal landbrugsjord. De er begge ligeledes udvidet ved tilkøb af arealer i 1990´erne. Den vestlige del af Skårmose Plantage udgør således den ældste del fra 1960´erne. Skovrejsningen ligger i østlig retning herfor og udgør godt halvdelen af den nuværende plantage. I Ølgryde Plantage er skovrejsningen begrænset til området ved Trækris, syd for den oprindelige del af plantagen.

Kortet viser naturtyper og arealanvendelse

Arealsammenstilling for ikke hhv. skovarealer og ikke skovbevoksede arealer:

Skovarealer:

Areal i hektarBøgEgAsk og ærAndet løvtræPicea-arterÆdelgranAndet nåletræIkke skovbevoksetTotal
Skårmose Plantage824122326827119
Ølgryde Plantage96903181455164422

Ikke skovbevoksede arealer:

Areal i hektarKratHedeMoseEngSøer m.v.VandløbSletteAgerVejBrandlinieAndetTotal
Skårmose Plantage30261040001027
Ølgryde Plantage2254000160412264

2.2 Jordbundsforhold

Der er ikke foretaget jordartskortlægning af Skårmose Plantage og den ældste del af Ølgryde Plantage. I skovrejsningsområdet i Ølgryde er jordbundsforholdene over middel for enheden. Der findes områder med morænegrus/morænesand med indhold af ler, hvilket giver fortrinlige vækstforhold for de fleste skovtræarter. Dertil er der også områder med smeltevandssand. Moræneaflejringerne overlejres ofte af dæksand, smeltevandssand eller flyvesand.

2.3 Landskab

De to plantager er kun adskilt af få hundrede meter åbent landbrugsland, hvor afstanden mellem den er kortest. Skårmose og Ølgryde plantager ligger øst for Stråsø skovkompleks og udgør som sådan en skovbevokset korridor mod øst. Landskabeligt står Stråsøkomplekset og det uforstyrrede landskab mod nord i skarp kontrast til det omkring liggende landskab mod nord øst og syd. Her er landskabet præget af en mosaik af åbent landbrugsland og mindre skovbevoksede områder. Der er ligeledes en række mindre landsbyer. Holstebro by ligger kun ca. 5 km nord for Ølgryde Plantage.

Flere markante å og bæk løb, herunder Idom Å og Grydeå grænser op til plantagerne og gennemskærer landskabet.

2.4 Skoven

Plantagerne består primært af gran og klippegrønt i de ældre dele fra 1960´erne og hovedsageligt blandet egeskov på skovrejsningsarealerne fra 1990´erne. I Ølgryde Plantage er der fra plantningerne i 1990´erne også nobilisgran klippebevoksninger af god kvalitet.

For begge plantager gælder, at det er god produktionsskov. Dyrkningsgrundlaget og skovklimaet er godt, hvilket giver mulighed for frit træartsvalg og god træproduktion. I Ølgryde Plantage er der etableret løvtræsbælter langs veje og brandlinier og dette er videreført ved tilplantningen i 1990´erne som et fremtidigt "skelet" for skovudviklingen og bidrag til at opretholde rimeligt gode skovdyrkningsforhold. De yngre bevoksninger fra plantningerne i 1990´erne udviser da også godt vækstpotentiale. I de ældste dele af plantagerne er der flere ædelgran og nordmannsgran bevoksninger, som har været intensivt udnyttet til pyntegrønt. Det afspejler sig tydeligt i en forringet vedkvalitet.

Flere arter etablerer sig fint ved naturlig foryngelse, herunder ædelgran. Hegning er imidlertid en nødvendighed ved etablering af naturlig foryngelse af ædelgran på grund af en tæt vildtbestand, men det vurderes, at bøg muligvis kan klare sig uden hegning.

Det gamle fredede egekrat med tilstødende hede i Ølgryde Plantage er udlagt som urørt skov i henhold til naturskovsstrategien.

Kortet viser særligt beskyttet skov

2.5 Natur

Naturværdierne i Skårmose Plantage er relativt begrænsede og omfatter småsøer, enge, dele af Idom Å, mose og et større åbent område med slette. Hestbjerg Bæk løber gennem den centrale del af plantagen vest for engområdet. Der er plantet en del æbletræer. Sletten i skovrejsningsområdet har tendens til tilgroning med selvsået nåletræ. Der er i foregående planperiode igangsat græsning af engen i afd. 1361 og den tilstødende slette mod syd.

Naturværdierne i Ølgryde Plantage er primært centreret om et større fredet hedeområde i den sydlige del og i tilknytning dertil, er der et større fredet egekrat, som er udlagt som urørt skov siden 1994. De øvrige naturområder er små og spredte og omfatter vandhuller, mosearealer og slette. Åbne arealer findes omkring gravhøjene ved Stenvad og ved gravhøjen "Sturhyw". Den nordvestlige del af plantagen grænser desuden op til Gryde Å. Duehøgen optræder med jævne mellemrum som ynglefugl forskellige steder i plantagen.

Den fredede hede er under naturlig tilgroning med eg og bævreasp. Der foretages slåning af sletten i afdelingerne 1230 og 1235 (Trækris). De øvrige slettearealer ligger hen i græs uden drift.

2.6 Kulturmiljø

I Skårmose afd. 1360e findes et gammelt kålgårdsdige med tilhørende mergelgrav. Det er uvist, om der på stedet har ligget et simpelt hus, eller om det blot har været tale om en indhegnet kålgård. Sletten rummer en overpløjet gravhøj.

I Ølgryde findes 16 velbevarede gravhøje fra oldtiden. Der er desuden bevaringsværdige rester af hedeejendommen "Mikkelborg" med tilhørende kålgårdsdige. I afd. 1223 tæt på Ølgrydevej er der fundet kogestensgruber, med spor efter stenalderboplads. Adelvejen fra Holstebro mod Ringkøbing og videre syd på passerede Gryde Å ved Stenvad. På begge sider af åen ligger syv fredede gravhøje på stribe. De har siden oldtiden markeret, at det var her, man skulle krydse åen. Højene på sydsiden af åen hedder Stenvad Høje. Mellem disse gravhøje ses vejspor og hulveje. Ingen af højene er udgravede.

2.7 Friluftsliv

Den friluftsmæssige benyttelse af de to områder er meget forskellig. I Skårmose Plantage er der ikke de store friluftsmæssige aktiviteter. Søerne i afd. 1360 anvendes som skøjtesøer, når isen er sikker. Ølgryde Plantage er derimod meget publikumsbesøgt. Den er med sin beliggende op ad hovedvej A11 let tilgængelig og den forholdsvis korte afstand til Holstebro gør skoven til et yndet udflugtsmål. Der er anlagt en række faciliteter blandt andet en velbesøgt hundeskov i afdeling 1230. Derudover er der en shelterplads med grill og borde/bænkesæt i afdeling 1221.

Der er fri teltning i begge plantager.

3. Gældende udpegninger

3.1 Natura 2000 udpegninger

Den sydvestlige del af Skårmose Plantage, der grænser op til Idom Å, er delvist omfattet af Natura 2000-området nr. 64 Heder og Klitter på Skovbjerg Bakkeø, Idom Å og Ormstrup Hede.

Plandokumenterne for Natura 2000-områderne kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside https://mst.dk/erhverv/rig-natur/naturindsatser/natura-2000/natura-2000-planlaegning-2022-2027/jylland-vest 

3.2 § 3 områder

Arealet med § 3 naturtyper er relativt begrænset i Skårmose Plantage, mens der i Ølgryde Plantage er et større areal med § 3 hede. Derudover findes også andre § 3 beskyttede naturtyper. De fremgår af tabellen i afsnit 2.1.

3.3 Regionale udviklingsplaner og kommuneplaner

I den regionale udviklingsplan for Region Midtjylland opfordres staten til at fremme befolkningens mulighed for at opleve naturen.

Vadestedet ved Stenvad i den nordlige ende af Ølgryde Plantage er af Holstebro Kommune udpeget som et kulturmiljø. Det betegnes et område, som ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling. Et mindre område stik øst for Ølgryde er udlagt som skovrejsningsområde.

Den vestligste del af Skårmose Plantage udgør den østligste del af et område, der i kommuneplanen for Herning Kommune er udpeget som 'Større uforstyrrede landskaber'. Det er sammenhængende områder på mindst 100 km 2 , der syns- eller støjmæssigt ikke er påvirket af større tekniske anlæg. Det konkrete område omfatter arealer i både Herning Kommune samt kommunerne Holstebro og Ringkøbing-Skjern og indbefatter hele Stråsøkomplekset og Hoverdal Plantage.

3.4 Fredninger og vildtreservater

Mosearealerne, der ligger ned til Idom Å i Skårmose Plantage er omfattet af fredning vedrørende Idom Å reg.nr. 05060.00 af 21/11 1986. Fredningen har til formål at sikre, at Idom Å vedbliver at være et ureguleret naturvandløb og på strækningen for dens udspring til Idom dambrug fortsat kan fungere som naturvidenskabeligt referencevandløb, og at de landskabelige værdier, der er knyttet til ådalen og hede-bakkerne i området, opretholdes og gennem naturpleje kan forbedres.

Hedeområdet og egekrattet i den sydlige del af Ølgryde Plantage er omfattet af fredningen; Heder gl. Ringkøbing Amt reg.nr. 01216.01 af 28/06 1949. Fredningen dækker over en lang række hedearealer i skovene; Hoverdal, Stråsø, Fejsø, Blåbjerg og Ølgryde, samt Nørre Vosborg Hede. Formålet med fredningen i Ølgryde Plantage, er at sikre bevarelse af hedeareal og egekrat ved at undgå tilgroning med bjergfyr og lignende.

3.5 Drikkevandsinteresser

Skårmose Plantage ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser. For Ølgryde Plantage gælder det, at størsteparten af arealerne nord for Ølgrydevej er udpeget som område med drikkevandsinteresser, mens den øvrige del og dermed største parten af plantagen er udpeget som område med særlige drikkevandsinteresser.

3.7 Naturskovsstrategien

Oversigt over udpegede naturskovarealer:

Skov nr.NavnAfd.LitraAnv.Årg.ArealFormål
1504Ølgryde Plantage1225aEG19406,80Urørt skov år 1994
1504Ølgryde Plantage1225bHED-21,3Urørt skov år 1994
1504Ølgryde Plantage1226aEG19210,90Urørt skov år 1994

2.7 Frøavlsbevoksninger og forsøgsarealer

Oversigt over frøavlsbevoksninger og forsøgsbevoksninger:

Skov nr.NavnAfd.LitraTræartArealFormål
1503Skårmose Plantage1362ebøg0,38Såning på reolpløjet landbrugsjord