Vinderup Skov

Denne områdeplan omfatter Vinderup Skov

Beskrivelse

Vinderup Skov er et igangværende skovrejsningsprojekt lige nord for Vinderup, der blev påbegyndt i 1992. Skovrejsningen er på sigt planlagt til at ske inden for et udpeget område på 959 ha. Når skovrejsningsprojektet er tilendebragt kommer skoven til at udgøre ca. 400 ha og strække sig om den nordlige del af Vinderup med hovedvægt nordøst for byen. Der er indtil januar 1999 opkøbt ca. 171 ha fordelt på en håndfuld ikke sammenhængende arealer i hele området.

Terrænet er relativt fladt og beliggende 5-10 meter over havets overflade, stigende mod øst. Området er stadig meget domineret af de åbne ikke tilplantede landbrugsarealer, men også af enge og de unge løvtræsbevoksninger, der overvejende er tilplantet med eg iblandet andre løvtræarter.

Skoven etableres på landbrugsjord og har som sådan et andet udgangspunkt end de øvrige hedeplantager på enheden og artssammensætningen både i antallet af arter og sammenblanding er i udgangspunktet forskellig fra hedeplantagerne.

Kortet viser nuværende naturtyper og arealanvendelse

Arealsammenstilling hhv. for skovarealer og ikke skovbevoksede arealer:

Skovarealer

Areal i
hektar
BøgEgAndet løvtræPicea-arterÆdelgranAndet nåletræIkke skovbevokset Total
Vinderup Skov556392789171

Ikke skovbevoksede arealer

Areal i hektarHedeMoseEngSøer m.v.VandløbSletteVejAndetTotal
Vinderup Skov19,5635,5081189

1. Mål og planer

1.1a Overordnede målsætninger

Det er målsætningen, at den bynære Vinderup Skov fortsat skal udvikles i naturnær retning og med friluftsfaciliteter og tiltag rettet mod at skabe et varieret skovbillede, som understøtter og udvikler den flersidige brug af skoven. Naturinteresserne prioriteres ligeledes højt da naturindholdet er varieret og der er en høj forekomst af våde naturtyper herunder særligt de ferske enge langs Svenstrup Å samt potentiale for videreudvikling gennem den forsatte skovrejsning.

Landskabet prioriteres i lighed med de øvrige interesser og det er en vigtig målsætning at understøtte ådalens særlige landskabskarakteristika i den fremtidige skovrejsning. Skoven udvikles med en fortsat høj andel af løvtræ, der giver en attraktiv og varieret skov til glæde for publikum og potentiale for vedproduktion.

1.1b Planlagte tiltag

Der er planlagt konkrete tiltag til iværksættelse indenfor den førstkommende 5-6 års periode. De planlagte tiltag bidrager til opfyldelsen af de mere langsigtede mål for området.

Følgende tiltag gennemføres:

De to søer i afdeling 713n oprenses og bredderne ryddes for opvækst. De to vestligste søer i afdeling 706e oprenses og bredderne rygges for opvækst, den tredje vurderes efter behov.

Mosen i afdeling 714b er under naturlig tilgroning gennem længere tid og udlægges til naturlig succession.

Hvis der opstår mulighed for finansiering i løbet af planperioden, undersøges mulighed for at åbne dræn og etablere et vandløb i afdeling 705a ned over engen i afdeling 705h.

Kortet viser det konkrete tiltag

1.2 Landskabsplan

Det er målsætningen at Vinderup Skov skal være en løvtrædomineret skov med mindre åbne naturområder. I den fremadrettede skovrejsning understøttes og bevares ådalens karakteristiske træk.

Mosaikken mellem lavtliggende områder i vedvarende græs langs moser og vandløb og de tilplantede områder bevares og videreføres i den fremadrettede skovrejsning. Dermed opnås et varieret landskab og lange randområder, der potentielt har en høj biodiversitet.

Der er ingen konkrete landskabstiltag i planperioden.

Kortet viser den langsigtede landskabsplan

1.3 Naturnær skovdrift

Det langsigtede mål for Vinderup Skov er, at tilrettelægge skovdriften således, at der skabes et kontinuerligt skovdække. Der tilstræbes en sammensætning af træarter, der er tilpasset lokaliteten, og som danner grundlag for en god udviklings- og foryngelsesdynamik i fremtiden, der understøtter områdets produktionspotentiale og skovens rekreative værdi. Skovudviklingstypen beskriver den på langt sigt ønskede bevoksningstype i form af et forventet skovbillede med den tilstræbte træartssammensætning. I Vinderup Skov arbejdes med en skovudviklingstype; Eg med lind og bøg.

Skovudviklingstypen er nærmere beskrevet i Katalog over skovudviklingstyper i Danmark (2005).

Skoven er fremkommet ved tilplantning af landbrugsarealer inden for de seneste 20-25 år. Træartsvalg og bevoksningsopbygning er planlagt med baggrund dels i jordbundsforholdene og dels i rekreative krav til en byskov. I de tre skove er det langsigtede mål med skovdriften, at fremme udviklingen af forskellige typer af bevoksninger domineret af henholdsvis eg og bøg, med et vist islæt af lind, løn, birk og fuglekirsebær, også et vist islæt af nåletræarterne skovfyr, lærk, ædelgran og douglasgran vil være målet. Alle nævnte træarter er repræsenteret i de eksisterende bevoksninger.

Kortet viser den langsigtede skovudviklingsplan

1.4 Naturpleje

Det er målsætningen at bevare og forbedre tilstanden og biodiversiteten på de lysåbne naturarealer i området.  Tilstanden i engene forbedres gradvist ved fortsat græsning eventuelt suppeleret med slæt efter ophør af gødskning og omlægning med mere efter tidligere landbrugsdrift.

Tilstanden af moserne herunder forbedring af naturlig hydrologi forventes forbedret gennem naturligt forfald af gamle drænsystemer. Tilstanden i søerne forventes forbedret ved oprensning og øget lysindfald.  Heden i afdeling 714a holdes ligeledes lysåbne. Den løbende pleje af de lysåbne naturarealer fremgår af nedenstående bilag

Mosen i afdeling 714b er under naturlig tilgroning gennem længere tid og udlægges til naturlig succession.

Der er i løbet af de første 5-6 år af planperioden særlig fokus på pleje og genopretning af en række mindre søer og vandhuller til gavn for biodiversiteten og publikum. De to vestligste vandhuller i afdeling 706e oprenses og pileopvækst rundt om søen ryddes, den tredje sø oprenses og ryddes efter behov. De to søer i afdeling 713n får ligeledes samme behandling.

Hvis der opstår mulighed for finansiering undersøges mulighed for at åbne dræn og etablere et vandløb i afdeling 705a ned over engen i afdeling 705h.

Bilag med oversigt over naturarealer og plejetiltag kan findes her (pdf).

1.5 Plejetiltag for kulturmiljøet

Der er ingen registrerede fortidsminder i Vinderup Skov. Men halvdelen af afdeling 703 må ikke dybdepløjes, da området er af arkæologisk interesse. Hele afdelingen må dog godt tilplantes.

Bilag med oversigt over fortidsminder og plejetiltag kan findes her (pdf).

1.6 Friluftsliv

Der er igangsat en proces med de lokale foreninger, institutioner m.m. i Vinderup omkring udviklingen af friluftslivet i byskoven. Fastlæggelse af zoneringen for friluftslivet i skoven indgår som en del af denne proces og er derfor ikke udarbejdet som en del af driftsplanarbejdet.

2. Status

2.1 Jordbundsforhold

De fleste af arealerne i Vinderup Skov ligger på glacialt smeltevandssand aflejret inden for isranden og med postglacialt ferskvandstørv i lavningerne. Der findes et mindre område med flyvesand på arealet umiddelbart vest for Vinderup.

2.2 Landskab

Landskabet er præget af hedeslette mod nord og et mere bakket morænelandskab mod syd og nærheden til Venø Bugt, der ligger kun få kilometer mod vest. Landskabet ud mod Venø Bugt er meget åbent og primært benyttet til landbrugsformål.

2.3 Skoven

Skoven er tilplantet på tidligere landbrugsjord med varierede bevoksninger med blandinger af flere træarter, hvor løvtræet har stor vægt. Området er reolpløjet forud for plantning med undtagelse af afdeling 703 der er fritaget af arkæologiske hensyn. Der blev ved etableringen plantet en meget stor andel hyld, der i dag er til gavn for insekter, dyr, fugle og glæde for publikum, der kommer i skoven for at se de blomstrende hyldebuske blomstringen i forsommeren og høste bærrene om efteråret.

2.4 Natur

Naturindholdet i Vinderup Skov knytter sig primært til tidligere omlagte og gødskede engarealer, der indeholder lave områder med karakter af mose samt gravede søer. I tilknytninger her til er der tre kilometer vandløb. Engene tilstræbes plejet ved afgræsning med køer, heste, får eller høslæt. Afdeling 704 ligger uforpagtet hen, men bliver slået. I afdeling. 702, 706d (nordlige del), 711h, 707, 700 havde forpagteren ikke dyr på arealerne i 2012 og 2013 og plejen bestod udelukkende i slåning. Desuden er alle hegn i meget ringe forfatning. Afdeling 706d (syd for sporet) har været uden forpagter i 2013 og kun blevet slået, men fra 2014 græsses arealet med heste. I afdeling 708l græsses engen med får. Plejen kan evt. udvides med moseområdet i afdeling 7080, som støder op til arealet mod syd. Våde partier typisk bevokset med tagrør er blevet plejet ved slåning med specialmaskine.

Yderligere forbedring af naturindholdet kan opnås ved fjernelse af den pileopvækst, som er ved at overgro flere af søerne.

2.5 Kulturmiljø

Der er ingen registrerede fortidsminder i Vinderup Skov. Men afdeling 703 blev som den eneste afdeling ikke reolpløjet ved etableringen, da halvdelen af afdelingen muligvis rummer arkæologiske interesser. Dette er dog ikke til hinder for at afdelingen må tilplantes.

2.6 Friluftsliv

Skoven er ikke særlig benyttet, men har et kæmpe potentiale, hvilket mange borgere i Vinderup har fået øjnene op for. Der er adgang til området via et anlagt stiforløb fra byen til skov- og naturarealerne vest for Vinderup, delvist over private arealer, idet skoven endnu ikke er sammenhængende. Derudover er der parkeringsplads ved henholdsvis Hasselholtvej og Sevelvej. Skovområdet (afdeling 706) ved Sevelvej er ligeledes udlagt som uhegnet hundeskov.

Der er opsat informationstavler i områderne. Ved Trængsel (afdeling 708a) er der indrettet en primitiv overnatningsplads, med shelter, skovlokum, bord/bænke, grillplads og vand. Ved et gl. tørvehus (afdeling 702) er der en lille udstilling om tørvegravning.

3. Gældende udpegninger

3.1 Natura 2000 udpegninger

Ingen

3.2 § 3 områder

Området omfatter især store arealer med § 3 eng.Derudover findes også andre § 3 beskyttede naturtyper. De fremgår af tabellen over ikke skovbevoksede arealer i det indledende afsnit.

3.3 Regionale udviklingsplaner og kommuneplaner

I regionplanen for Region Midtjylland opfordres staten til at sikre borgernes adgang til rekreative arealer, der kan fremme lysten til fysisk aktivitet og motion for alle.

Arealet ligger for den vestlige dels vedkommende i kystnærhedszonen.

Arealet ved Trængsel i Vinderup Skov er i Holstebro kommuneplan udpeget som bevaringsværdigt landskab. I kommuneplanen står der om disse, at landskabelige værdier tillægges særlig stor vægt. Ønsker om etablering af byggeri og tekniske anlæg, samt ændringer af arealanvendelse, der kan forringe landskabets karakter, skal vurderes med udgangspunkt i landskabets særkende.

3.4 Fredninger og vildtreservater

Ingen

3.5 Drikkevandsinteresser

Fra øst mod vest deles arealet i område med særlige drikkevandsinteresser, område med drikkevandsinteresser og område med ingen drikkevandsinteresser.