Historie - Hammershus

Herrens borg på Bornholm

I middelalderen var lange perioder præget af fjendskab mellem den danske kongemagt og kirken, og flere gange var de to parter i åben krig. I 1149 fik kirken tre ud af Bornholms fire herreder som en del af et forlig. Kongen beholdt det vestlige herred og opførte Lilleborg i Almindingen som sin magtbase på Bornholm. Lilleborg blev erobret af ærkebiskop Jakob Erlandsens bror i 1259, og herefter havde kirken herredømmet over hele Bornholm. Hammershus blev opført som ærkebiskoppens borg på Bornholm – hvornår det skete er der uenighed om, men de seneste arkæologiske undersøgelser tyder på, at borgen blev opført i 1290’erne. I løbet af 1300-tallet blev Hammershus flere gange indtaget af kongens tropper, men hver gang blev borgen mere eller mindre frivilligt leveret tilbage til ærkebispesædet. Sidste gang var i 1362, da Valdemar Atterdag overlod Hammershus til ærkebiskoppen efter selv at have fået herredømmet over borgen året før. Til gengæld forpligtede biskoppen sig skriftligt til at give Hammershus tilbage, når kongen ønskede det. Det benyttede kong Christian den 2. sig af i 1522, mere end 150 år senere.

Handel og angreb

Christian den 2. nåede imidlertid ikke at få meget glæde af sin nye borg mod øst. Han blev afsat året efter, og hans efterfølger Frederik den 1. fik hjælp fra Lübecks flåde til at erobre København og Malmø. Hele affæren bragte Frederik i gæld til Lübeck, og det resulterede i 1525 i, at Lybækkerne fik Bornholm i pant for 50 år.

Lybækkerne dominerede i den sene middelalder handelen hen over Østersøen. Det gjorde de sammen med andre især tyske handelsbyer i det såkaldte Hanseforbund. Lybækkerne var blevet rige, blandt andet ved at sælge salt til saltning af sild på de store sildemarkeder.

Bornholm lå centralt for sejladsen i den sydlige Østersø, og lybækkerne kom her ofte, både til sildemarkederne, og for at angribe og udplyndre øen. Lybækkerne anså Hammershus for en trussel mod den fri handel og sejlads i Østersøen, og så sent som i 1522, havde lybækkerne angrebet Hammershus, som de belejrede og indtog, hvorefter de ødelagde så meget, som de kunne. I 1525 blev de så selv herrer på borgen, og gik straks i gang med at udbygge den.

Hammershus var bygget som en typisk stærk middelalderfæstning, hvor den ene forhindring for eventuelle angribere afløste den anden. Først skulle selve klippen overvindes, og så kom volde, forborge og mure. Lybækkerne sikrede de indre ringmure og tilføjede de halvrunde tårne til murene. 

Det var bornholmerne, der måtte betale for arbejdet med både skatter og arbejdskraft, og derfor var de nye tyske herrer upopulære fra starten. Utilfredsheden kulminerede i 1535 med et oprør som blev støttet af den danske konge, men lybækkerne nedkæmpede oprørerne ved Slaget i Ugleenge syd for Aakirkeby.

Først under syvårskrigen (1563-1570) blev øens befolkning glade for lybækkerne, eller rettere for slotsfogeden Sweder Ketting. I syvårskrigen var Danmark og Lübeck på samme side, og slotsfogeden genskabte bøndernes militære organisation, der var blevet afskaffet efter det mislykkede oprør. Han byggede skanser og bavner langs kysten. Det lykkedes at nedkæmpe flere svenske landgange, og øen forblev fredelig gennem alle syv krigsår.
Men i 1575 var det slut for de tyske borgherrer. Pantet var udløbet, Bornholm og Hammershus kom atter på den danske konges hænder. Med lybækkertiden slutter middelalderen på Bornholm.

Danmark mod Sverige - De bornholmske befriere

Bornholm blev nu et len under den danske krone. Til administration af lenet udnævnte kongen en lensmand.  Lensmanden havde pligt til at holde slottet ved lige, og udgifterne skulle dækkes af hans egne indtægter. Følgen var, at slottet ikke blev vedligeholdt og derfor gradvist forfaldt. Lensmændene selv foretrak efterhånden at bo i Rønne eller på en af øens store gårde.

Med slottets utilstrækkelige vedligeholdelse forfaldt også forsvarsværkerne, artilleriet blev ikke udskiftet, og i 1610 var besætningen kun på 13 mand. Tiden var præget af ufred og små og store stridigheder med svenskerne. Krige blev det også til: Først Kalmarkrigen i 1611-1613, som Bornholm kom nogenlunde uskadt igennem, trods slottets elendige forfatning. Dernæst Torstenssonfejden 1643-1645, hvor slottet blev indtaget og øen erobret, men givet tilbage ved fredsslutningen samme år. Men i 1657 brød den første af Karl Gustavkrigene ud. Danmark led nederlag og måtte afstå alle østdanske landsdele, nemlig Skåne, Halland og Blekinge - og Bornholm, ved Roskildefreden i februar 1658.
I løbet af foråret 1658 tog svenskerne fast ophold på Hammershus. Nu skulle Bornholm og Skånelandene fuldstændigt indlemmes i det svenske rige. Men Bornholmerne ville det anderledes, og i løbet af det sene efterår rejste der sig endnu engang oprørsstemning mod de fremmede på borgen. Stemningen blev opildnet af den danske konge, Frederik den 3.
En sammensværgelse blev organiseret med henblik på at generobre Hammershus. Planen blev sat i værk den 8. december. Oprørerne forsøgte at tage den svenske kommandant til fange under et besøg i Rønne, men endte med at skyde ham. Da oprørerne derefter tilfangetog den svenske artilleriløjtnant, syntes situationen håbløs for svenskerne på Hammershus. Der blev indledt forhandlinger, som endte med, at svenskerne marcherede ud af borgen for dernæst at blive ført ind igen som fanger. Bornholmerne havde befriet sig selv. Dagen efter blev det besluttet at anmode kong Frederik den 3. om "at nyde kongelig Beskyttelse og gode danske Love". Dermed blev Bornholm atter dansk og har været det siden. En mindestøtte for oprørerne er siden rejst foran Hammershus.

Fra borg til ruin

Men da var tiden ved at rinde ud for Hammershus. Borgen mistede sin militære betydning i takt med, at kanonerne vandt frem i midten af 1600-tallet. Og i 1684 anlagde Christian den 5. et nyt og moderne forsvarsværk på Christiansø.  Hammershus fortsatte endnu en tid som sæde for øens administration og som statsfængsel. De mest berømte fanger er kongedatteren Leonora Christine og hendes mand Corfitz Ulfeldt, der sad fængslet i Manteltårnet i 1660-1661.

Men snart blev også disse funktioner flyttet bort fra slottet. Hammershus retskreds blev den sidste funktion, der havde til huse på slottet, men omkring år 1700 valgte man at opføre en ny retsbygning i Sandvig. Hammershus blev endeligt opgivet i 1743. Der blev herefter indgået forskellige kontrakter om slottets nedbrydning, lige som almindelige bornholmere hentede byggematerialer på det gamle slot.

Fredning og restaurering

I 1800-tallets start blæste nye, nationalromantiske vinde i det danske kongerige, og ruinerne af Hammershus blev snart et symbol på fordums storhedstider. I 1822 blev Hammershus derfor fredet ved kongelig forordning, men borgen var da i en sørgelig stand. I slutningen af 1800-tallet startede en storstilet restaurering af Hammershus ledet af Nationalmuseets Peter Hauberg, som viede sit liv til projektet. Det er hans fortjeneste, at ruinen stadig kan ses den dag i dag. I 2012 donerede A. P. Møller Fonden godt 28 millioner kroner til en omfattende restaurering af ruinen, så også fremtidige generationer kan opleve den. Samtidig donerede fonden midler til opførelsen af et nyt besøgscenter, som åbnede i 2018.